Gymnasie-rektor i oprør: - Hvis vi mister udkantstilskud, risikerer vi at lukke
Rektor på Dronninglund Gymnasiet frygter for gymnasiets fremtid, hvis et statsligt tilskud på 500.000 kroner forsvinder.
Syv nordjyske gymnasier står til at miste et særligt tilskud på en halv million kroner årligt, hvis regeringens forslag til en finanslov bliver stemt igennem. Udkantsgymnasiernes økonomi er så pressede, at det manglende tilskud i værste fald kan blive dødsstødet, lyder det fra rektoren fra Dronninglund Gymnasium.
Der er højt humør blandt de 300 elever på Dronninglund Gymnasium, der fredag holder den årlige ryste-sammen idrætsdag. Minerne er anderledes alvorlige hos deres rektor.
- Det er ret alvorligt. Det kan få store konsekvenser, siger Lars Jørgensen, der er rektor på Dronninglund Gymnasium.
31 danske udkantsgymnasier med under 430 elever får et tilskud, der skal holde hånden under deres økonomi. Det tilskud har været forhøjet med en halv million kroner i de seneste fem år. I regeringens finanslovsudspil er det forhøjede tilskud væk.
- Hvis det bliver virkelighed vil vi med alt sandsynlighed ende med et underskud på vores drift. Vi vil ende med, at elevernes muligheder for at få de studieretninger de ønsker, og de valgfag de ønsker, vil blive klart reduceret, siger Lars Jørgensen.
- Vi kommer ind i en negativ spiral, hvor de, der tager en uddannelse uden for storbyerne, får et dårligere tilbud og har færre muligheder.
I følge Lars Jørgensen kan den halve million kroner mindre i tilskud betyde at udkantsgymnasiernes økonomi vælter. Gymnasierne risikerer at lukke. Flere af eleverne mener, at de slet ikke ville få en uddannelse, hvis ikke der var et gymnasium i Dronninglund.
- Jeg gik først inde i Aalborg, men det var langt at køre for mig, så hvis ikke der var et gymnasium her i Dronninglund, så havde jeg ikke rigtig noget alternativ, siger Lukas Larsen, der lige er begyndt i 1.g.
I første omgang forventer gymnasiet, at det vil være nødvendigt at nedlægge flere valgfag. I dag er der flere valgfag, hvor der kun er seks eller syv elever på holdene. Ifølge Lars Jørgensen er gymnasiet ikke forpligtet til at oprette et valg, hvis der er mindre end 10 elever, der ønsker dem. Indtil nu har gymnasier alligevel lavet de små hold for at kunne være attraktive for mange unge.
Kan det virkelig passe, at 500.000 kroner mindre i tilskud kan være det, der sender jer ud over kanten?
- Det kan det på sigt, fordi vi i forvejen er blevet belastet af besparelser henover de senere år. Dem sammen med det faldende elevtal, gør at det grundlag, vi driver skolen på, bliver mere og mere skrøbeligt, siger Lars Jørgensen.
Disse nordjyske gymnasier modtager det særlige tilskud for udkantsgymnasier
Morsø Gymnasium
Thisted Gymnasium, STX og HF
Brønderslev Gymnasium og HF
Dronninglund Gymnasium
Fjerritslev Gymnasium
Mariagerfjord Gymnasium
Vesthimmerlands Gymnasium
Rektoren forventer, at skolens elevtal vil falde mellem 10 og 20 procent frem mod 2030. Ikke fordi skolen bliver valgt fra, men fordi der er færre og færre unge, der bor i skolens opland.
Regeringen vil afsætte 900 millioner kroner til at forbedre erhvervsuddannelser. Lars Jørgensen mener, at udkantsgymnasierne betaler prisen.
- Det er selvfølgelig godt for erhvervsskolerne, men jeg føler i den grad, der er os, der holder for, siger rektor.
SE HELE INDSLAGET HER: