Langt til losseren: Genbrugspladser kan få kniven
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
11 ud af 16 genbrugspladser i Frederikshavn kommune kan risikere at lukke.
Vedtages forslaget kan der for nogle være 17,4 kilometer til nærmeste genbrugsplads.
Der skal skæres ned på antallet af genbrugspladser i Frederikshavn kommune.
Ihvertfald hvis det står til Center for Teknik og Miljø, som har indstillet det til politikerne i Plan- og Miljøudvalget, som i næste uge behandler sagen.
Det vil koste hele 11 af de nuværende genbrugspladser. Det skriver KanalFrederikshavn.dk
Vedtages forslaget, vil det fremover betyde mange kilometer i dækkene hos nogle.
For fremover vil borgere i Voerså skulle køre 17,4 kilometer for at komme på genbrugspladsen, mens borgere i Østervrå skal på en 14,7 kilometers tur.
Flere scenarier spiller ind
Synderen kan være en landspolitisk aftale fra 2020, som indebærer, at der på alle kommunens genbrugspladser skal opstilles en del mere materiel til håndtering af flere affaldsfraktioner.
Derfor har Frederikshavn Affald A/S lavet en analyse af genbrugspladserne, deres kapacitet, affaldsmængder, åbningstider, besøgstal, indretning og økonomiske investeringer.
Nu står de så tilbage med tre mulige scenarier for genbrugspladsernes fremtid.
Scenarie et: Bevar alle pladser og udbyg, hvor det er nødvendigt.
Scenarie to: Bevar og udbyg alle storby- og store oplandspladser, hvor det er nødvendigt.
Scenarie tre: Bevar alle storbypladser uden behov for udvidelse af de fysiske rammer.
Både bestyrelsen for Frederikshavn Affald A/S og og Center for Teknik og Miljø anbefaler scenarie tre af økonomiske årsager.
For mens det 'kun' vil kræve en investering på mindst 22 millioner kroner med scenarie tre, så vil de to første kræve henholdsvis 75 og 38,5 millioner kroner.
Går forslaget igennem vil det kun være genbrugspladserne i Skagen, Ålbæk, Frederikshavn, Ravnshøj og Sæby, som overlever.