Tidligere kostskoleelever sender åbent brev til minister
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
René Vinding Christensen er talsmand for en gruppe af tidligere elever på kostskolen Gravenshoved.
Tidligere elever på Gravenshoved Kostskole har sendt et åbent brev til børne- og undervisningsministeren, fordi de føler sig overset af folketingspolitikerne. De håber, ministeren vil mødes med dem.
Den seneste tids afsløringer af forholdene på Herlufsholm Kostskole har påvirket flere af dem, der var elever på den tidligere kostskole Gravenshoved.
- Det rammer mig, når de taler om deres følelser. Om frygten og bekymringerne. Det er så genkendeligt, siger den tidligere Gravenshoved-elev René Vinding Christensen.
De tidligere Gravenshoved-elever har kunnet se adskillige folketingsmedlemmer reagere på afsløringerne af forholdene på Herlufsholm.
Det undrer dem dog, at der ikke var lignende politiske reaktioner, da de i efteråret 2021 fortalte om deres oplevelser på Gravenshoved Kostskole, som Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt ejede og drev fra 1964 til 1992.
Skriver til minister
Derfor har René Vinding Christensen nu på vegne af de tidligere Gravenshoved-elever sendt et åbent brev til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Vi forstår også godt dine reaktioner på eksempelvis Herlufsholm‐sagen, for selvfølgelig skal der reageres, når den slags overgreb kommer frem.
- Vi forstår bare ikke, at du og alle andre på Christiansborg har været meget langt væk og ikke til at komme i kontakt med, når emnet har været overgreb mod os ”uopdragne proletarunger”, som vi engang imellem kalder os selv med lidt galgenhumor, skriver de tidligere Gravenshoved-elever blandt andet i brevet til ministeren.
HELE DET ÅBNE BREV
Som børne‐ og undervisningsminister er du en vigtig del af vores børns udvikling og opvækst. Vi ved, det er noget, der betyder meget for dig, og som du tager særdeles alvorligt.
Vi forstår også godt dine reaktioner på eksempelvis Herlufsholm‐sagen, for selvfølgelig skal der reageres, når den slags overgreb kommer frem.
Vi forstår bare ikke, at du og alle andre på Christiansborg har været meget langt væk og ikke til at komme i kontakt med, når emnet har været overgreb mod os ”uopdragne proletarunger”, som vi engang imellem kalder os selv med lidt galgenhumor.
Over 100 tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole er kommet frem og har fortalt deres historie til politiet, mens mange af os har delt vores meget private og sårbare historie med medierne i håb om at få råbt nogen op.
Vi ved godt, det er 30 år for sent. Men vi har faktisk prøvet at råbe op mange gange igennem årene. Men ingen har troet os endsige villet lytte til noget, vi sagde. Vi blev ignoreret og gemt af vejen. Men 2021 blev året, hvor Aalborg Kommunes skolechef og ‐direktør mødte os med åben dør og oprigtig forståelse for vores historie. Det er første gang, vi er blevet troet på fra myndighedernes side. Nogensinde.
Men jer, som har skabt systemet, politikere og ministre, har vi intet hørt fra. Vi hører kun om ønsker som flere tvangsfjernelser og større indgreb i børnenes liv. Det gør os bange og bekymrede for fremtidens børn.
En klog mand sagde engang, at de, der ikke lærer af fortiden, er dømt til at gentage den. Men for at lære noget, bliver vi nødt til at tale om det, også selv om det kan være svært og til tider ubehageligt. Også selv om det måske udfordrer vores forståelse af eller holdning til spørgsmålet.
Vi er en gruppe på mere end 80 tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole, og vores største ønske er, at en skole som Gravenshoved Kostskole aldrig nogensinde kan gentage sig.
Det er dit ansvar som undervisningsminister, jeres ansvar som ministre og folketingsmedlemmer, at sikre dette - for vores skyld, for vores børns skyld og for vores fælles fremtids skyld.
Vi vil gerne møde dig og dine kollegaer og dele vores oplevelser og erfaringer med jer, så I ikke gentager fortidens fejl.
På vegne af de tidligere elever fra "Gravenshoved Kostskole – Det sidste kapitel"
Håber på svar
De tidligere Gravenshoved-elever har mødt opbakning fra mange sider og føler sig hørt af Aalborg Kommune, efter at de er stået frem med deres historier. De håber dog, at folketingsmedlemmerne også husker dem og ikke kun har fokus på forholdene på Herlufsholm.
- Men jer som har skabt systemet, politikere og ministre, har vi intet hørt fra. Vi hører kun om ønsker som flere tvangsfjernelser og større indgreb i børnenes liv. Det gør os bange og bekymrede for fremtidens børn, skriver de tidligere Gravenshoved-elever i det åbne brev.
Gruppen af tidligere Gravenshoved-elever håber, at deres fremstrakte hånd til børne- og undervisningsministeren bliver taget imod.
- Vi vil gerne møde dig og dine kollegaer og dele vores oplevelser og erfaringer med jer, så I ikke gentager fortidens fejl, skriver eleverne med René Vinding Christensen som talsmand.