![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTIvMDYwMTI1LXZvLTEwMDBmcnlkLXN0aWxsLTE3MzkzNzU4MzAuanBn/060125-vo-1000fryd-still-1739375830.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=ffe67914f96b86699afde3bf89e77f3f)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTIvMDYwMTI1LXZvLTEwMDBmcnlkLXN0aWxsLTE3MzkzNzU4MzAuanBn/060125-vo-1000fryd-still-1739375830.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=ffe67914f96b86699afde3bf89e77f3f)
Var lukningstruet og skulle bruge millioner: Nu er kendt spillested igen åbnet
Tirsdag slog Café 1000Fryd igen dørene op til live musik i lokalerne.
450 dage.
Det er så længe det kendte spillested 1000Fryd i Aalborg ikke har kunnet holde koncerter ifølge dem selv.
Tirsdag blev der dog lavet om på den statistik. Spillestedet kunne nemlig igen slå dørene op og byde gæster velkommen til live musik i de ikoniske, men nu renoverede lokaler.
'I dag genåbner vi. Kom ned og gør det til dit eget,' sådan skrev 1000Fryd på sin Facebook tirsdag eftermiddag.
Naboklager truede med at lukke stedet
Siden november sidste år har Café 1000Fryd nemlig været noget mere stille end normalt, efter en støjklage betød, at stedet var nødt til at lukke ned.
Det stod hurtigt klart, at det ville kræve en større ombygning at få lov til at køre videre, og at regningen for det projekt lå hos 1000Fryd. Så i mere end et år har de kæmpet for at skrabe pengene i hus - og det lykkedes i begyndelsen af 2025.
Det har krævet hårdt arbejde, de rigtige kompetencer og en stor portion velvilje at skrabe de mere end to millioner sammen, som ombygningen kostede.
En stor del af pengene er kommet fra salg af merchandise, private donationer og overskud fra støttearrangementer og koncerter, hvor bands og steder har bidraget til indsamlingen.
- Der er så mange mennesker, der har sørget for, at vi nu er i mål. Så mange, som har hjulpet. Og det viser virkelig, den kærlighed, der er til det her sted. Både i Aalborg, men også i hele Nordjylland og Danmark, lød det dengang fra bestyrer Troels Højgaard Sørensen.
Indgår samarbejdsaftale med kommunen
Udover igen at kunne åbne lokalerne og byde velkommen til musik og dans, så har Aalborg Kommune og Café 1000Fryd også valgt at indgå i en ny samarbejdsaftale, hvor foreningen 1000fryd modtager driftstilskud fra Sundheds- og Kulturudvalget i Aalborg Kommune.
'Aftalen skal være med til at fremme og udvikle kulturlivet i Aalborg Kommune ved at understøtte 1000Fryds formål og aktivitet. Aftalen giver således Aalborg Kommune samt ledelse og bestyrelse i 1000Fryd et fælles afsæt for strategisk planlægning, langsigtede beslutninger og målrettede indsatser på de områder, aftalen omfatter,' skriver man i samarbejdsaftalen.