Kæmper for legendarisk spillested: - En dødsdom for vores kreative legeplads
Kulturhuset er i dialog med Aalborg Kommune i håbet om at finde en løsning - ellers lukker 1000Fryd for altid.
Se hele programmet Indblik med bestyrer af kulturhuset 1000Fryd Troels Højgaard Sørensen mandag klokken 19.55 på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk eller nederst i artiklen.
Lukker det lille spillested 1000Fryd i Aalborg, vil det være katastrofalt for både musikerne og brugerne. Intet andet sted kan nemlig give dem dét, de får i det snart 40 år gamle aktivitetshus.
Det mener 1000Fryds ene bestyrer Troels Højgaard Sørensen.
- Mange har lært meget om sig selv, når de er kommet på Tusindfryd. Her finder de ud af, at de er noget værd. Og lukker vi, sender man bare dén regning videre i det kommunale, for mange vil blive tabt på gulvet, hvis de ikke kan komme hos os, mener han.
Bestyreren henviser til, at gæsterne omtaler sig selv som "1000Fryder", hvis man jævnligt kommer på stedet og en en del af dets ånd.
- Det er meget unikt og noget, man finder meget få steder i Danmark - hvis nogen steder, overhovedet.
Vigtigt sted for store og små
Mange store danske og udenlandske navne har spillet på 1000Fryd - blandt andet Green Day, Volbeat og Mø.
- Tusindfryd er en enorm vigtig del af deres tourplan rundt i Europa. Og der er ofte bands, der decideret efterspørger at få lov at spille på Tusindfryd, selv om de kunne spille meget større steder. Så det er et sted, man gerne vil associeres med - uanset hvilken slags musik, man spiller, siger Troels Højgaard Sørensen.
Green Day har tidligere udtalt, at "Tusindfryd er det bedste sted i verden, vi har spillet" - lang tid efter, de var blevet et af verdens største bands, husker bestyreren.
Hvis vi får det her påbud, kan vi ikke afholde koncerter, og så går stedet i sig selv
Troels Højgaard Sørensen, bestyrer, 1000Fryd
Men alt det kan altså være forbi snart.
Balladen om det legendariske spillested på Kattesundet 10 handler om et omstridt påbud om ikke at overskride et lydniveau på 74 db - hvilket svarer til en højrystet samtale.
En lejer i nabobygningen har klaget over støjen fra de mange koncerter. Et problem, der er opstået, fordi bygningen er opført for tæt på 1000Fryd, så larmen forplanter sig.
Kreativitet til vores børn
I skrivende stund har frivillige indsamlet 11.000 underskrifter i håbet om at bevare 1000Fryd. En gestus, Troels Højgaard Sørensen er ualmindelig glad for.
- Den kærlighed og opbakning, der er strømmet ind, er meget overvældende. Det er jo vores andet hjem for dem, der kommer der og spiller der, fortæller han - og magter ikke engang tanken om, at stedet må lukke og DNA'en smuldre.
- Hvis vi får det her påbud, kan vi ikke afholde koncerter, og så går stedet i sig selv. For vi kan ikke flytte fra Kattesundet 10, der har været den røde tråd gennem hele vores eksistens, lyder det opgivende.
Kampen for at bevare det snart 40 år gamle aktivitetshus tages også af hensyn til hans egne børn og deres generation, lader bestyreren forstå.
- Dét, kampen i virkeligheden handler om, er at sikre, at Aalborg har det her sted til de kommende generationer. Så mine børn, når de bliver gamle nok, kan komme derind. For det har Aalborg brug for, siger Troels Højgaard Sørensen.
Det er et sted, man gerne vil associeres med - uanset hvilken slags musik, man spiller
Troels Højgaard Sørensen, bestyrer, 1000Fryd
Svært at finde en løsning
I forsøget på at løse problemet, har man på 1000Fryd forsøgt at gøre db-frekvenserne mindre og overveje at sætte en ekstra væg op for at dæmpe lyden.
- Men det kan vi bare ikke, for så vil der ingen plads være tilbage til musikerne. I forvejen er der meget trangt på scenen, lyder det fra bestyreren.
Aalborg Kommune er i dialog med 1000Fryds bestyrelse for at finde en løsning og drøfte mulighederne for anden støjdæmpning, så koncerterne kan fortsætte på trods af påbuddet.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Nirvana har spillet på 1000Fryd. Dette er ikke korrekt. TV2 Nord beklager fejlen.
Se hele programmet Indblik med bestyreren af kulturhuset 1000Fryd mandag klokken 19.55 på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk eller herunder.