Simca er fyldt med nostalgi og der er få styk tilbage af bilmærket
Hvem ka´? Simca! 150 biler af mærket Simca var lørdag samlet til kæmpetræf i Dokkedal.
Tilbage i tresserne og halvfjerdserne blev en stor del af landet børn og unge transporteret rundt i praktiske familierbiler.
Forældrene røg cigaretter med oprullede vinduer og børnene kravlede rundt på bagsædet uden seler.
Bilen hed Simca og scenariet var helt normalt.
- Dengang holdt der jo en Simca på hvert eneste gadehjørne. Det var alle danskeres foretrukne familiebil, lyder det fra Johannes Baagøe-Nielsen, der er formand for Dansk Simca Klub.
I dag er der bare 120 indregistrerede Simca’er tilbage i Danmark og en del af dem, kan man se i Dokkedal i denne weekend.
Simca-træf med nostalgi
Den danske Simca klub er nemlig værter for det internationale Simca-træf, der trækker biler til fra hele verden.
- Der er en hel del nostalgi omkring bilmærket og i halvfemserne var der Simca-klubber i alle europæiske lande, så nu mødes vi hvert andet år et sted i Europa. I år er det i Danmark, forklarer formanden for Simcaklubben.
Der er Simca’er fra Danmark, Norge og Frankrig, ja selv Tjekkiet er dukket op med flotte eksemplarer på den populære bilmodel. Entusiasterne mødes for at hygge, udveksle erfaringer og ”sparke dæk”, som det kaldes. Der købes og byttes reservedele og køres masser af ture i det nordjyske forårslandskab.
Den ældste er fra 1946
Træffets ældste bil er såmænd også dansk.
En Simca fra 1946, der står i komplet original stand med nummerpladen Ø2224, udstedt af politimesteren i Ringkjøbing.
- Vi får virkelig hygget i løbet af sådan en weekend. Der er tale om det, franskmændene kalder for ”Simca-familien”, så vi nyder at være sammen og folk dukker op uanset hvor træffet er. Havde vi holdt det på månen, ja så var folk nok dukket op alligevel, griner Johannes Baagøe-Nielsen.
Næste internationale Simcatræf bliver i Tjekkiet i 2024.