Krøyer-maleri på auktion - kan indbringe millioner
Foto: Bruun Rasmussen
Auktionshuset betegner maleriet som et mesterværk.
Det vil helt sikkert være en populær julegave for en kunstelsker, men du skal have de store sedler frem, hvis du vil sikre dig P.S. Krøyer-maleriet 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen', når det kommer på auktion i begyndelsen af december.
Auktionshuset Bruun Rasmussen, som får maleriet fra 1892 under hammeren, forventer, at salgsprisen ender på mellem fire og seks millioner kroner.
Det oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.
- P.S. Krøyer eller Søren, som han blev kaldt, og Marie Krøyer havde et kompliceret forhold, præget af både glædesfyldte perioder, men senere også store udfordringer blandt andet på grund af hans maniske og depressive sind. Værket, som vi udbyder på auktion, repræsenterer en meget lykkelig tid i deres fælles liv, hvor kærligheden og kunsten blomstrede, fortæller Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.
Optaget af lyset
Bruun Rasmussen betegner 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' som et mesterværk. Ifølge Julie Arendse Voss er det udbudte værk et af Krøyers mest gennemførte impressionistiske værker.
- Det er hans optagethed af lyset og friluftsmaleriet og hans evne til at fange øjeblikket med små hurtige penselstrøg, der gør, at Krøyer ofte er blevet beskrevet som impressionist. Hans mange breve fra hans tid i Paris vidner om, hvor stor betydning den samtidige franske kunst og ikke mindst impressionismen fik for hans udvikling som maler, siger Julie Arendse Voss.
Maleriet sælges på Bruun Rasmussens liveauktion i Lyngby 2. december.