Den nye Sæby Havn er indviet
Havneudvidelse giver plads til 160 ekstra både.
I mange år har det været havnefoged Birger Isaksens helt store drøm, at få udvidet den lille Sæby Havn.
Efter mere end ét års gravearbejde kunne han i dag konstatere, at drømmen er blevet virkelighed.
- Det er en fantastisk dag. Vi har jo arbejdet hårdt på det her projekt i mere end fem år, forklarer havnefogede, Birger Isaksen.
I 2015 vedtog Frederikshavn Kommune en såkaldt Masterplan, hvor udvidelsen blev skitseret.
Den nye havn har fået to nye havnebassiner med plads til 160 ekstra bådpladser.
Samtidig er der mulighed for at træne med både kajakker og SUP’s og også vinterbaderne har fået markant forbedrede forhold.
Glad borgmester klipper snor
- Jeg er utroligt glad i dag. Det her er en investering på 63 millioner kroner og det er en investering i investeringer. Sådan at forstå, at udvidelsen af havnen skal give investorer lyst til at kanalisere penge ud i projekter i Sæby og resten af kommunen, lyder det fra borgmester Birgit Stenbak Hansen (Soc. Dem) lige inden hun klipper den røde snor og erklærer havneudvidelsen for gennemført.
Kommunens ambition er at gøre Sæby mere attraktiv for både lokale og besøgende blandt andet med et såkaldt ”Vandsportens Hus”, der modtog en donation på 300.000 kroner fra Sydbank i forbindelse med indvielsen.
- Det er godt og flot
Havnefoged Birger Isaksen er tilfreds med projektet, der langt hen af vejen stemmer overens med hans egne tanker, der blev luftet for flere årtier siden.
- Det er blevet super godt og meget flot oveni. Det kommer til at blive et samlingspunkt for hele området fremover, lyder det.