Ny sundhedsreform: Mulighed for flere læger i Nordjylland
15. november fremlagde regeringspartierne i samarbejde med Danmarksdemokraterne, SF, De Konservative og Radikale Venstre en ny sundhedsreform.
Du kan se seneste afsnit af 'Duellen' i bunden af artiklen eller på TV2 Play.
Da den nye sundhedsreform blev præsenteret, var et af hovedpunkterne mere nærhed for borgere i de mindre befolkningsrige områder i landet.
Det skal blandt andet sikres med mindst 1500 nye alment praktiserende læger, så man i Danmark har mindst 5000 af slagsen, når kalenderen viser 2035. Det er en udmelding, der vækker glæde hos formanden i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).
- Vi skal sikre mere nærhed, det vil sige hjælpe folk, inden de kommer på sygehuset, fordi vi har så mange ældre og syge i fremtiden. Der synes jeg, der er nogle gode initiativer i forhold til at hjælpe folk i eget hjem, siger regionsrådsformanden, og tilføjer:
- For mig er det hovedrystende, at vi har 50 procent flere læger i den mest raske del af landet sammenlignet med den mest syge del. Det gør den (den nye reform, red.) op med ved at fordele ressourcerne anderledes og giver os mulighed for at udvikle flere læger i Nordjylland.
Da indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) 15. november præsenterede den nye sundhedsreform, var hun flankeret af sundhedsordførerne fra alle Folketingspartierne. Alle, bortset fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Vi mener egentlig ikke, at det er os politikere, der er de bedste til at drive vores sundhedsvæsen.
Louise Brown, Sundhedsordfører, Liberal Alliance
Ifølge Liberal Alliances sundhedsordfører, Louise Brown, kunne partiet ikke se sig selv i den nye aftale.
- Vi var villige til at lægge hånden på kogepladen, og komme med et par ændringer i strukturen, men det lod ikke til, at der var åbenhed for det. Vi ville gerne have styrket patientrettighederne på flere områder, men det virkede som om man skulle købe sig ind på den struktur, regeringen havde lagt op til i deres udspil. I sidste ende er der nogle uhensigtsmæssige incitamenter for patienten, lyder det fra Louise Brown.
- Hvornår har staten drevet noget stort godt?
Et af de store spørgsmål, der blev rejst i løbet af sommerferien var, om Region Nordjylland fortsat ville eksistere i sin nuværende form, eller om den eventuelt skulle sættes sammen med Region Midtjylland.
Som de fleste nok ved, så fortsætter Region Nordjylland i samme form, som den har gjort indtil videre, og det er kun på Sjælland, hvor Region Hovedstaden bliver sat sammen med Region Sjælland og bliver til Region Østdanmark.
Selv gik Liberal Alliance efter, at regionerne helt skulle fjernes, og der i stedet for skulle være et samlet organ, Sundhedsministeriet, som har det overordnede ansvar for sundheden.
- Man indkøber sine ydelser hos hospitalerne, som så skal være selvejende institutioner, eller i hvert fald drevet med professionel bestyrelse. Vi mener egentlig ikke, at det er os politikere, der er de bedste til at drive vores sundhedsvæsen, lyder det fra Louise Brown, der uddyber:
- Vi kan jo se, at det private i mange henseender bliver drevet mere effektivt end det offentlige. En anden ting er, at det, der kan ske, når det er politikere, der sidder med beslutningerne, så bliver det hurtigt noget sognerådspolitik, og det kommer hurtigt til at handle om, at man skal genvælges lige om lidt.
Modsat mener Mads Duedahl, at det er meget tilfredsstillende, at regionerne fortsat er en del af det danske sundhedssystem.
- Alternativet var jo, at sundhedsvæsenet skulle drives af af Staten i København. Hvornår har Staten drevet noget godt i stordrift? Skat eller Forsvaret er jo ikke gået særligt godt. Så nordjyderne skal være glade for, at det er nordjyske politikere, der bestemmer og beslutter hvad der er bedst for nordjyderne. Tit fjerner centralisering nærheden, forklarer han.