Foto: Michael Guldbrandt Grafik: Janni Kristensen

Mens kritikken raser, handler Per stadig på Temu: - Priserne herhjemme er skyhøje

26. november 2024

De små priser på den kinesiske webshop Temu har givet fleksjobberen Per Nielsen mulighed for flere oplevelser med familien.

- Hvor der er penge sparet, er der penge tjent.

Sådan lyder 49-årige Per Nielsens motto. Han er i fleksjob hos Sunset Boulevard og bor i Langholt ved Vodskov.

Når besparelser står øverst på prioriteringslisten, så er den kinesiske webshop Temu et rent slaraffenland.

Derfor tjekker Per hjemmesiden to til tre gange om ugen. Og oftest ender noget fra det store sortiment i indkøbskurven. 

En lygte til ladcyklen, smykkegrej til datteren og cover til børnenes tablet er blandt de seneste køb.

- Det giver mig mulighed for at købe nogle ekstra ting til børnene. Så har jeg noget mere at gøre med i hverdagen, fortæller Per.

Se hele programmet Til Per fra Kina herunder, på tv2nord.dk eller på TV 2 PLAY.

Nordjyderne snakker pænere om Temu

Per er langt fra den eneste, der spinner lykkehjulet og klikker billige varer hjem.

Lige nu er Temu nemlig den næstmest brugte webshop i Danmark – kun overgået af Zalando.

Og vi nordjyder er svært glade for platformen.

For intet mindre end hver fjerde nordjyde har handlet på Temu indenfor den seneste måned.

Det betyder, at er vi er den landsdel i Danmark, der køber allermest der. 

Nye analyser om danskernes onlinekøb

Det er Retail Institute Scandinavia og Dansk Industri, der har kigget nærmere på danskernes online købevaner.

Begge analyser fastslår, at det er nordjyderne, som handler mest på Temu.

Ifølge Dansk Industri er det forbrugerne over 55 år, som handler mest på platformen, mens de 60-69-årige deler førstepladsen med de 30-39-årige i Retail Institute Scandinavias analyse.

Og selvom nordjyderne måske er kendte for deres krejlergen, er det ikke alene årsagen til deres jagt efter de store besparelser.

For mens seks ud af 10 nordjyder svarer, at det er prisen, der er afgørende for at handle på Temu, er landsgennemsnittet syv ud af 10, ifølge Retail Institute Scandinavias analyse.

Øverst på listen, over årsagerne til at nordjyderne handler på Temu, er også det store udvalg, og at man kan finde ting på Temu, der ikke er andre steder.

Kilde: TV2, Retail Institute Scandinavia og Dansk Industri.

Trendforsker og direktør i Retail Institute Scandinavia, Dorte Wimmer, peger især på, at Temu har et bedre ry i Nordjylland:

- Vi kan se, at hver tredje har hørt godt om Temu fra naboen, familie eller venner, og én ud af tre har faktisk fået det anbefalet af andre, fortæller hun.

Sidstnævnte er højere end i resten af landet, hvor det kun er én ud af fem.

Per har råd til det hele

Hjemme hos Per i Langholt bor der udover ham også hans kone, to børn, to marsvin, to kaniner, to hunde og en kat.

Og som fleksjobber kommer der lidt over 14.000 kroner i indtægter ind på Pers konto om måneden.

Han oplever, at det kan være svært at få råd til alt det, familien gerne vil. Men Temu har givet plads i økonomien, så der er mulighed for mere sjov i hverdagen.

- Jeg synes, priserne herhjemme er skyhøje, lyder det fra Per.

- Bare se en pakke Kærgaarden til nogen og 30 kroner. Hvad sker der?, spørger han.

Det, der er en kærkommen håndsrækning for Per og familien, modtager dog en del kritik i andre hjørner af samfundet.

Kritik af varer fra Temu

I august dumpede 30 ud af 38 produkter i en test foretaget af Forbrugerrådet Tænk.

I stikprøven blev legetøj, rengøringsmidler, plejeprodukter og kosmetik blandt andet testet.

Og her var der ikke mange roser at hente.

For eksempel brød en bæresele med de europæiske sikkerhedsregler, samtlige cremer indeholdt stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og så dumpede et overvågningskamera og en ringeklokke, fordi de ikke virkede.

I en anden test blev der fundet høj afgivelse af stoffet bor i flere legetøjsslim - købt hos blandt andet Temu.

- Det kan skade fertiliteten, og det er alvorligt, lød det fra vicedirektør ved Forbrugerrådet Tænk, Esben Grønborg Geist til TV 2.

Derfor anbefaler forbrugerrådet, at man holder sig helt fra at købe børneprodukter, kosmetik, ting der har noget med fødevarer at gøre, sikkerhedsudstyr og elektroniske produkter.

Selvom samfundsdebatten sender Temu i kraftig modvind, ødelægger det ikke den gode stemning i Langholt.

Tænker du over kritikken?

- Egentlig ikke. For de sidder jo ikke med alle tingene til hverdag, lyder det fra Per, der henviser til legetøjet, som han køber til børnene.

Tænker du over, hvilke produkter dine børn skal have?

- Jeg vil bare gøre det så billigt som muligt, forklarer Per.

Vi kan ikke gennemskue Temu

Er der så egentlig et problem, hvis forbrugerne selv er tilfredse med det, de køber, på Temu?

Det mener Marie Jull Sørensen, der er. Hun er professor ved Aalborg Univesitet i forbrugerret.

- Udfordringerne er, at Temu er aggresive i deres markedsføring med en hel masse lokkende tilbud og effekter, som vi forbrugere jo er svage overfor, siger hun.

I EU findes der både lovgivning mod manipulerende markedsføring og produktsikkerhed, som er til for at beskytte forbrugerne.

Problemet er bare, at Temu ikke ligger i EU. Og det gør det svært at håndhæve lovene.

- Hvis vi går ned i det lokale supermarked, så ved vi jo godt, at mælken er nede i bunden af butikken (så man går igennem hele butikken for at få mælken, red.). Den manipulation kan vi godt gennemskue, forklarer Marie Jull Sørensen og fortsætter:

- Men på internettet og på Temu kan vi ikke gennemskue de gange, vi bliver ført igennem.

Den manglende håndhævelse gør derfor, at forbrugeren ender med selv at stå med ansvaret for en tryg og fair køberoplevelse. 

Af samme grund handler forbrugerretseksperten heller ikke på Temu selv.

- Hvis jeg går udenom alt lovgivning, så skal jeg jo selv til at tage ansvar og undersøge, om produktet er farligt, og det ansvar er jeg ikke klar til at tage, og det kan jeg ikke finde ud af, siger Marie Jull Sørensen.

Koster fyringer hos danske virksomheder

Når Temu ikke følger EUs fælles spilleregler, så rammer det de spillere, som gør. En af de virksomheder, der især mærker Temus markante fremgang i Danmark er nordjyske Coolshop.

- Det er jo klart, at det er frustrerende. Men den største bekymring er, at vi har med en spiller at gøre, som er uforudsigelig og som ikke spiller på samme boldbane som os, lyder det fra People and Culture Manager hos Coolshop, Caroline Stigaard.

Også festforretningen Temashop og den kendte hobbykæde Panduro har til TV 2 fortalt om, hvordan den voksende kinesiske konkurrence presser dem.

På Temashops lager var der sidste år 100 mand ansat. Nu er de 80.

- Det har slået hårdt og kostet os millioner, fortalte administrerende direktør for Temashop, Daniel Diness Andersen.

På Coolshops webshop kan man købe et laderkabel til mobilen for 149 kroner. Et lignende kabel koster 14 kroner og 26 ører på Temu.

Er det ikke en privilegeret tanke, at kunderne skal betale mere for en vare hos jer, når de kan få en lignende vare billigere hos Temu?

- Nej, det synes jeg ikke, lyder svaret kontant fra Caroline Stigaard, der fortsætter:

- For du ved ikke, hvad du får mellem hænderne, og der er efterhånden så mange tests og undersøgelser, som fastslår det samme.  

De fleste varer, der leveres til butikkerne herhjemme, kommer jo også fra Kina

Per Nielsen, fleksjobber, Langholt

Vil handle julegaver på Temu

Trods pres på danske webshops og kritik fra forbrugerrådet, så er en ting sikkert.

Den sidste pakke fra Kina er endnu ikke leveret i Langholt.

- De fleste varer, der leveres til butikkerne herhjemme, kommer jo også fra Kina, siger en ubekymret Per.

Hvem synes du så står med ansvaret?

- Jeg synes, politikerne skal gøre noget. For efter det her "coronashow" er det simpelthen stukket helt af med priserne på dagligvarer, lyder det fra den Temu-glade nordjyde.

Derfor udelukker han heller ikke, at der ligger en julegave fra ham under træet i år, som er købt hos Temu.

- Det er igen det med; Hvor der er penge sparet, er der penge tjent, lyder Pers konklusion.