Plejefamilier slipper for lønsnak med Aalborg Kommune
Plejefamilier slipper for lønsnak med Aalborg Kommune. Foto: Ditte Chemitz, Ritzau Scanpix
Ny aflønningsmodel i Aalborg Kommune skal give mere ro om plejefamilierne og dermed bedre rammer for børnene.
Som de fleste ved, så kan det være følsomt at forhandle løn med chefen. Det gælder også, hvis man som plejeforældre skal diskutere lønnen med kommunen.
Derfor vil Aalborg Kommune med en ny aflønningsmodel skabe større tryghed for kommunens plejefamilier.
Familie- og Socialudvalget har netop godkendt, at aflønningen ligger fast indtil plejebarnet fylder 18 år. Medmindre der opstår helt særlige behov ved barnet, så genforhandles lønnen ikke.
Det betyder, at familien i hele plejeforløbet kender økonomien og rammerne omkring barnet.
Tidligere blev lønnen forhandlet hver tredje år. Her kunne lønnen sættes ned eller op ud fra barnets alder og udvikling. Det kan påvirke dialogen mellem kommune og plejefamilier i negativ retning.
Familie- og Socialudvalget begrunder det med, at kommunen har nogle meget engagerede plejefamilier, der er dybt optagede af at gøre en forskel. Her vil den nye model skabe ro omkring økonomien og give mere plads til et godt samarbejde om barnets udvikling.
Kommunernes Landsforening (KL) har undersøgt kommunernes brug af forskellige aflønningsformer. Erfaringen fra de kommuner, hvor lønnen ligger fast i hele plejeforløbet, er, at det netop skaber større ro og tryghed omkring barnets ophold i familien.
Fokus kommer i større grad til at handle om barnets ressourcer og udvikling fremfor dets vanskeligheder.
Plejefamiliernes aflønning
- Som plejefamilie bliver den ene forælder ansat på kontrakt og modtager løn - også kaldet vederlag. Udover vederlaget får familien dækket udgifterne, der er forbundet med barnets ophold.
- Ifølge Kommunernes Landsforeningen (KL) bruger kommunerne forskellige modeller til at fastsætte vederlagets størrelse:
- Den klassiske model - lønnen forhandles hvert år - bruges af de fleste kommuner
- Livsfasemodellen - lønnen forhandles, når barnets skifter udviklingstrin - førskole, skole, pubertet og ungdom
- Gennemsnitsmodellen, hvor lønnen som udgangspunkt forhandles en gang helt op til 18-års alderen. KL's undersøgelse viser, at den negative dialog er mindre udtalt i kommuner, som benytter gennemsnitsmodellen.
Der er ikke tale om at kommunen kan spare penge på aflønningen. Forventningen er, at ændringen er udgiftsneutral i forhold til aflønningen. Til gengæld vil den på sigt betyde mindre administration for kommunen og mere gennemsigtighed for plejefamilierne.
Overgangen til den nye model vil ske gradvist af hensyn til plejefamilierne. Alle nye aftaler indgås efter den ny model, mens de eksisterende overgår til gennemsnitsmodellen ved opfølgning. Det er for Aalborg Kommune vigtigt med en åben og gennemsigtig proces .