Nordjyske kommuner mangler plejefamilier
Foto: TV2/Nord
Alt for få familier melder sig til at blive plejefamilie. Det kan få stor betydning for børn og unge.
I Nordjylland er der stor mangel på plejefamilier. I 2014 fik Socialtilsyn Nord kun 117 ansøgninger fra interesserede familier.
I Aalborg Kommune fik de kun 14 nye ansøgninger, og det er for lidt til de mere end 600 børn og unge, der enten skal anbringes eller aflastes.
- Hvis ikke vi har mulighed for at finde en plejefamilie til dem, bliver vi nødt til at anbringe dem i en institution, siger Susanne Lorentzen, der er leder af Familieplejen i Aalborg Kommune.
Og i følge hende er det ikke en holdbar løsning.
- De skal have almindelige rammer, og en institution er langt større og et helt andet miljø. Her er der ikke nogle søskende, og det er ikke de samme voksne hele tiden.
Kommunen har allerede afholdt informationsmøder for interesserede familier. Nu er planen at forsøge med postkort og plakater i byen.
- Egentlig har der været rigtig godt fremmøde til møderne, og familierne har virket interesseret, men et eller andet sted, må det gå galt, siden ansøgningerne ikke kommer, siger Susanne Lorentzen.
Birgit Langager Svendsen fra Socialtilsyn Nord gætter på, at en af grundende kan være den lange ansøgningsproces .
- De skal igennem et rigtig langt ansøgningsskema, som måske kan stoppe nogle, men der er jo også nødt til at være visse krav, når det handler om børn, siger hun
Planen er, at ansøgningsprocessen skal vurderes for at se, om den kan laves mere overskuelig.