Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu er berømte vikingeskatte kommet på museum

Fredag åbnede museet for et bestemt publikum - nemlig dem, der har fundet skattene.

Det gik verden rundt, da der tilbage i februar blev fundet hele to vikingeskatte ved Bramslev nær Hobro. 

Fra lørdag kan de verdensberømte skatte opleves i en ny udstilling på Aalborg Historiske Museum, men allerede fredag fik dem, der fandt skatten, en forsmag på udstillingen. 

- Det er stort, siger Jane Foged-Mønster, der er i sin fritid er metaldektorfører. 

- Jeg får sådan en følelse af noget af ærbødighed, over at se skatten der er alt i sin vælde og pragt. 

Stor medieinteresse 

Skatten består blandt andet af små stykker sølv og smykker fra slutningen af 900 -tallet. Helt tilbage fra den tid, hvor Harald Blåtand regerede.

- Den vigtigste del i den her historie er nok i virkeligheden findestedet. For skattene her er kommet ikke ret langt fra Fyrkat borgen. I virkeligheden er det kun omkring otte kilometer fra Fyrkat, vi har fundet dem her. Og skattene er formentlig lagt i jorden lige omkring den tid, hvor Fyrkat har fungeret - eller lige efter, forklarer Torben Trier Christiansen der er museumsinspektør ved Nordjyske Museer. 

Verdenspressen fulgte med, da udgravningerne stod på, og forventningerne til udstillingen er da også helt i top.

- Vi har sjældent oplevet sager, hvor der er så meget tryk på medierne, som der har været på den her. Så det er selvfølgelig spændende at se, hvad der sker nu, når vi åbner op for det, at folk kan komme og se den, sider den spændte museumsinspektør. 


Søgte efter ting fra vikingetiden: - Hjertet hamrer jo

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

I efteråret 2022 blev to vikingskatte fra Harald Blåtands tid fundet i området - nu forsøger de igen at finde ting fra vikingetiden.

- Det sidste, der mangler, er lige et godt fund.

Sammen med omkring 30 andre fra Nordjysk Detektorforening er Annie Borgersen på tingfinderjagt i Bramslev Bakker.

- Drømmefundet i dag kunne jo være noget fra vikingetiden, siger Annie, der er medlem af Nordjysk Detektorforening.

Dagens store afsøgning finder sted cirka 1500 meter fra der, hvor der i 2022 først blev fundet mønter og siden sølvgenstande fra to skatte fra slutningen af vikingetiden.

Det var en lokal detektorfører, der gjorde fundet, så nu er der flere, der drømmer stort den her dag.

- Skulle man være heldig at være med til at afdække de der spor, så er det jo endnu en brik til et stort puslespil, som vi slet ikke ved noget om, fordi vi ikke har nogen arkivalier, lyder det fra Rikke Egebak Vestervig, der er medlem af Nordjysk Detektorforening.

- Bare den der følelse af at finde noget, den er jo vild. Hjertet begynder at hamre, og hvis man finder to ting lige efter hinanden, hamrer det endnu mere, tilføjer Annie Borgersen.

Se indslaget herunder:

Området her i Bramslev Bakker har været fredet siden 1930’erne, så det er ikke nogen nem opgave, detektorførerne er kommet på.

- Det er jo ikke et sted, der bliver vendt af ploven. Normalt finder man jo ting, fordi ploven bringer det til overfladen. Så kan man finde det med detektorer, men det her ligger så dybt, at det er svært at finde, forklarer Lars Bøgh Pedersen, der er guide ved Hotel Bramslevgaard.

Annie Borgersen støder på noget under jagten.

- Nu skal du bare se her. Det er bondejern. Det er fra en eller anden landbrugsvogn eller sådan noget, siger hun om fundet, der altså trods alt ikke var en ny vikingeskat ved Bramslev.

Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Der kan menes om det, hvad man vil, men ikke desto mindre er der allerede julestemning i Blokhus her i starten af november.

Skulpturparken har nemlig åbnet dørene til deres helt store juleudstilling, hvor der både er lyd- og lysshow.

- Det er jo en helt eventyrlig dag, hvor vi sætter alle juletankerne i gang og får publikum til rigtig at komme i julestemning, lyder det fra en glad John Andersen, der er ejer af Skulpturparken Blokhus.

Han melder samtidig om en rigtig succesfuld åbning på julen.

- Det er simpelthen bare en fornøjelse, når tingene spiller, lyset virker, teknikken virker, og så er der propfyldt med dejlige og glade gæster.

Og en af de glade gæster er tyske Maike Gørs, der sammen med manden og børnene har sommerhus i Blokhus, og som for andet år i træk besøger juleudstillingen.

- Vi var her sidste år os to (Maike og manden, red.), og vi kunne godt lide det. Ja, jeg synes, at det er fantastisk her, siger hun.

- Børnene er begejstrede, og det er rigtig fint med musikken og julemændene, ligesom hun også tilføjer, at det bliver rigtig fint, når lyset lyser i mørket.

Den tyske familie er endda klar til at gøre det til en juletradition at besøge juleudstillingen i Blokhus - i hvert fald hvis de er i sommerhuset i starten af november.

Der ligger et vældig stort arbejde bag juleudstillingen ifølge ejeren John Andersen.

- Vi startede for halvanden måned siden, og i de sidste 14 dage har der været 30 mand i gang med at knokle med at få alt hængt op og stillet op. Det er et stort arbejde. Meget stort arbejde, forklarer han.

Indtil videre har tingene kørt upåklageligt, men der kan også komme udfordringer.

- Det er klart, at det ikke er alt, der kan tåle det danske vejr, hård regn eller frost og hvad ved jeg. Men indtil nu er det lykkedes godt, og vi håber på, at det fortsætter, slutter John Andersen.


Vendsyssel får ikke vendt vild nedtur i trænerdebut

Foto: Lyngby BK

Vendsyssel fik point ud af anstrengelserne mod bundhold, men havde nok håbet på mere.

Vendsyssel FF havde ni point efter fire kampe af denne sæsons NordicBet Liga, men siden da er det kun gået én vej for nordjyderne - og det er nedad.

I de seneste 10 kampe i den næstbedste fodboldrække i landet har holdet kun tilspillet sig fem point via to uafgjorte og kun én sejr.

Den seneste tid har både budt på en fyring af cheftræner Bo Zinck og stærke vedvarende rygter om nye mere eller mindre eksotiske ejere af klubben.

Og så har de jo også erstattet Bo Zinck med en ny træner i Mads Kristensen.

Lørdag eftermiddag fik han sin debut på Vendsyssels trænerbænk, da holdet tog imod HB Køge, der lå næstsidst i rækken før opgøret - lige under Vendsyssel.

Opgøret var ikke mere end ni minutter gammel, da hjemmeholdet måtte skifte Mikkel Lassen ud og ondt blev værre, da holdet to minutter senere også var bagud med 0-1.

Det var ikke forventet mod et HB Køge-hold, som mange har forudset som en af nedrykkerne til 2. division.

Skuden skulle vendes

Vendsyssel er efter den dårlige periode lige pludselig også blevet et hold, der er en del af den snak - modsat forventningerne forud for sæsonen.

For at holde humøret nogenlunde højt i truppen var det derfor også nødvendigt for Vendsyssel at gøre alt for at komme tilbage i dette vigtige bundopgør.

Det lykkedes dog ikke for holdet at gøre væsen af sig på måltavlen i første halvleg, som endte med en føring på 1-0 til gæsterne.

Se interview med Vendsyssel-spilleren Frederik Børsting herunder:

Hjemmeholdets fans fik dog endelig noget at glæde sig over i anden halvleg.

Cirka 20 minutter inde i halvlegen var Magnus Kaastrup på pletten, og han fik udlignet til 1-1. Herefter var der igen stilstand.

Ingen af de to mandskaber formåede at score det afgørende mål i den afsluttende del af kampen, selvom HB Køge blev reduceret til 10 mand med et minut tilbage af den ordinære spilletid på grund af et rødt kort.

Det ændrede dog ikke på, at slutresultatet blev 1-1.

Med det uafgjorte resultat har Vendsyssel ikke vundet fem gange i træk i NordicBet Ligaen, men spillerne og klubben kan glæde sig over at have 15 point efter 15 kampe, og at der dermed er fire point ned til HB Køge på den forkerte side af nedrykningsstregen.

Se interview med den nye træner Mads Kristensen herunder:


Se de vilde billeder: Dolken og Knaldperlen frigiver julebryggen

Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord

Dolken og Knaldperlen frigav julebryggen som en del af optagelserne til et nyt TV2 Nord-program.

Den første fredag i november bliver Tuborgs Julebryg frigivet klokken 20.59 på diverse beværtninger osv. rundt omkring i det ganske danske land.

Det skete naturligvis også i Jomfru Ane Gade, hvor et par velkendte nordjyske realitystjerner fik æren af at frigive juleøllen i den velkendte festgade.

Og det gjorde de med manér.

Løftet op over Jomfru Ane Gade på en form for stillads stod de to friske mænd, Dolken og Knaldperlen, og i godt selskab med et stort menneskehav i festgaden under dem, fik de råbt 'god jul', da 'sneen faldt', og julebryggen blev frigivet.

Dolken og Knaldperlen har de borgerlige navne Martin Vinther og Walid Bechara, og de er især kendt for 'Kongerne' på Kanal 5, men i 2024 har de også haft deres eget program på TV2 Nord.

'Fedt mand - tur!' hedder den serie, og den kan du se her.

De nye optagelser i Jomfru Ane Gade i forbindelse med julebryggens frigivelse er taget som en del af optagelserne til TV2 Nords nye program med Dolken og Knaldperlen.

Det hedder 'Fedt mand - jul!', og der udkommer to afsnit henholdsvis 3. og 4. søndag i advent.

Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord
Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord
Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord

White Hawks sejrer mod rivalerne i kæmpe hyldestfest

Det blev en jubilæumsfest, de sent vil glemme i Frederikshavn.

Frederikshavn White Hawks-kaptajnen, Rasmus Søndergaard, måtte ud på flere æresrunder i Frederikshavn Isarena foran de 2500 begejstrede tilskuere.

De hyldede ham fredag aften for sit jubilæum på 800 kampe for klubben.

Der var ekstra godt gang i jubilæumsfesten, fordi Frederikshavn White Hawks kort forinden havde vundet lokalbraget mod Aalborg Pirates i Metal Ligaen med 2-1.

Rasmus Søndergaard var selv på isen de sidste minutter af kampen og kunne strække armene i vejret efter slutfløjtet, mens holdkammeraterne skøjtede over for at lykønske deres kaptajn med sejren.

Også inden kampen blev Rasmus Søndergaard hyldet i flere minutter med tale og gave fra klubben, og det sluttede med, at Rasmus Søndergaards 4-årige søn Oliver kom skøjtende ind på isen med kamppucken til stor jubel blandt tilskuerne.

Se Rasmus Søndergaard blive hyldet før opgøret fredag aften:

Festen blev grundlagt på isen

Selve ishockeykampen var jævnbyrdig, hvor gæsterne fra Aalborg Pirates dominerede første periode og helt fortjent kom foran mod slutningen af denne.

Så kunne man for alvor høre de 400 medrejsende Pirates fans.

I anden periode fik hjemmeholdet udlignet ved den kun 18-årige Johannes Borup, hvilket var hans første mål for Frederikshavn White Hawks.

Tredje periode bød på en enkelt scoring til hjemmeholdet af det svenske nyindkøb Sebastian Benker til slutresultatet 2-1.

Endelig fik høgene ram på piraterne med en sejr, og jublen kunne bryde løs i hallen.

I omklædningsrummet fik White Hawks' kaptajn og jubilar det sidste ord. Han kunne synge for på sejrsråbet, og festen fortsatte vist ud på de små timer i Frederikshavns natteliv for de mange fans sammen med juleøllet.