Nordjysk by i heftig debat om muligt plejehjem: 'Voldsomt' og fjerner "alt det grønne"
Luftfoto over planområdet i Vestbjerg
Nogle mener, det er misundelse, andre mener det er voldsomt.
- Det kan godt være en misundelse over, at nogen får lov at bygge hér.
Sådan siger Michael Arvin om den debat, der i øjeblikket er på Facebooksiden "Vestbjerg" om byens - måske - nye plejehjem.
For Aalborg Kommunes planer om at bygge et nyt plejehjem med 50 plejeboliger og tilhørende serviceareal og parkeringsareal vækker ikke begejstring alle steder.
Aalborg Kommune har fremsat forslaget, og det er nu sendt i høring.
Plejehjemmet kan skabe arbejdspladser og gøre, at de ældre bliver i byen
Michael Arvin
Forslaget beskriver også, at bebyggelsesprocenten, i denne sammenhæng, bliver ændret fra 25 procent til 70 procent. Derudover, bliver den maksimale højde ændret fra 8,5 meter til 10,5 meter.
Det betyder altså, at det grønne område i midten af Vestbjerg, kan se frem til næsten at blive fuldt bebygget.
Flere brugere på Facebook er derfor ikke enige i, at placeringen af det nye plejehjem er den bedste løsning. En bruger skriver:
- God ide med plejeboliger, men hvorfor fjerne alle de skønne grønne pletter, vi har i byen. Det er jo netop det, Vestbjerg er kendt for.
En anden bruger skriver:
- Det plejehjem virker voldsomt stort, på et meget lille område. Findes der virkeligt ikke noget alternativ? 1 plans bygninger fx, hvis det skal være der? [...] Synes det er en god nok ide med et plejehjem, men det er da helt ude af proportioner, med 10,5 meters højde, og 70% bebyggelse.
Det er dog ikke alle, der er imod det - måske - nye plejehjems placering. Michael Arvin mener, at placeringen er god med mange muligheder:
- Der er kommet gang i væksten omkring Aalborg. Plejehjemmet kan skabe arbejdspladser og gøre, at de ældre bliver i byen. Grunden til, at det netop er der, de vil bygge det, er fordi det er kommunens egne grunde. Hvis kommunen skulle ud at købe andre grunde, vil det blive alt for dyrt.
Til ændringerne af reglerne omkring bebyggelsesprocenten og højden, siger han videre:
- Hvis byggeriet kommer op i 10 meters højde, så er det altså kun 1,5 meter mere end normalen. Der er alligevel insitutionsbyggeri på begge sider, så det vil ikke forstyrre det omkringliggende. Man kan lige så godt udnytte de grunde.
Til denne kritik, siger Rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V):
- Det er det muliges kunst. Valget af denne grund, er fordi, at det er kommunens egen. Det er her, at muligheden er. Derudover kommer de til at ligge meget centralt. Det er jo det, de ældre gerne vil. De 25% og 8,5 meters højde er bare standarden. Byggeriet vil ikke give nogen mening, hvis det kun blev etplans. Så vil bebyggelsesprocenten blive endnu større.
Til kritikken af plejehjemmets placering og tabet af det grønne område, siger rådmanden:
- Det er jo en forespørgsel, og derfor er det kommet i høring. Folk er mere end velkommen til at komme med indspark. Der kommer til at være park sammen med plejehjemmene. Desuden ligger der en skov og andre grønne arealer tæt på.
Den offentlige høring varer fra den 18. august til den 13. oktober, hvor beboerne i Vestbjerg har mulighed for komme med indvendninger til byggeriet af plejehjemmet.