Niklas Landin gør comeback i vild afslutning
Det er Niklas Landins første kamp i Champions League i denne sæson.
Efter knap to måneder på sidelinjen gjorde Niklas Landin onsdag aften comeback for Aalborg Håndbold.
Landin blev skiftet ind på et straffekast med syv sekunder tilbage af Champions League-opgøret mod Kolstad, hvor han skulle forsøge at sikre et dansk point.
Den danske målvogter formåede ikke at forhindre Sigvaldi Guðjónsson i at score, derfor slog Kolstad Aalborg med 25-24.
Niklas Landin så de første 59 minutter fra bænken, hvor Fabian Norsten ellers stod en god kamp, men Landin fik comeback til sidst.
Og det er altafgørende for Aalborgs sæson, at Maik Machulla nu igen råder over Niklas Landin.
- Det betyder alverden, at Landin er tilbage. Først og fremmest fordi han er en fremragende målmand, men også fordi han betyder utrolig meget på det mentale plan, siger håndboldekspert Bent Nyegaard og tilføjer:
- Selvfølgelig skal han have tid til at finde tilbage, men uanset om han rammer topniveau eller ej, så kommer hans erfaring og hans psykologiske betydning til at være en fordel. Han får forsvaret til at blive bedre bare af, at der står en kapacitet som ham inde bagved.
Niklas Landin nåede kun at spille to kampe i sæsonen, før klubben meldte ham ude i to måneder.
Hentede erstatning i Kolding
Landin skulle opereres i det ene knæ, efter han vendte hjem fra OL med en skade, som man i første omgang løste med en blokade.
En operation var efterfølgende nødvendig, hvorfor Aalborg-målmanden ikke har spillet siden ligakampen mod Ribe-Esbjerg i starten af september måned.
Det betød, at Aalborg Håndbold kun rådede over svenske Fabian Norsten i målet samt U19-målmanden Tobias Bugge.
De danske mestre følte sig derfor nødsaget til at hente i en ny keeper ind, hvorfor klubben hentede Anton Hellberg i KIF Kolding.
Hellberg blev lejet frem til den 12. november, og han var også rejst med Aalborg-truppen til Kolstad, men han måtte se kampen fra tilskuerpladserne.
Flere artikler fra TV 2