Middelalderfund: Nye oplysninger om særligt sværd
Foto: Fjorden Arkitekter, Hobro
Et sværd fra 1300-tallet blev i denne uge fundet i Aalborg. Nu har konservatorerne haft mulighed for at undersøge sværdet, og det ser ud til, at det indeholder en inskription.
Rørlægger Jannic Vestergaard og maskinfører Henning Nøhr troede, at det skulle være en arbejdsdag som alle andre i tirsdags, da de gravede ud til kloakker i Algade i Aalborg. Derfor blev de også noget overraskede, da de stødte på et 112 centimeter langt sværd under kloakudgravningen.
Sværdet viste sig at være fra 1300-tallet, og det vakte i den grad glæde på Nordjyllands Historiske Museum, hvor arkæolog Kenneth Nielsen beskrev det som et fund på linje med Guldhornene. I første omgang troede han ikke på, at der var gjort et middelalderfund:
- Min første reaktion var, at det var en joke, men da jeg kiggede ned, stod rørlæggeren med et sværd i hænderne, og det tog mælet fra mig et øjeblik. Der blev jeg sat helt i stå. Men jeg kunne med det samme se, at det var et pragtvåben, så jeg bad ham om at stå helt stille, for det kunne nemt være porøst. Og så hoppede jeg ned i hullet til ham og så, at sværdet heldigvis var stabilt, fortalte Kenneth Nielsen i tirsdags.
Sværdet er indgraveret
Siden torsdag har konservatorer fra Bevaringscenter Nord arbejdet på at undersøge sværdet, og nu har de fundet nye oplysninger. På Facebook skriver museet, at sværdet ser ud til at indeholde en indskrift i den ene rille på sværdet. Indskriften er dukket op efter første afrensning af sværdet.
Det er endnu ikke muligt at sige mere om, hvad der står på sværdet, før hele sværdet er renset. Konservatorerne fra Bevaringscenter Nord regner med at have renset sværdet om cirka en uge.
Selve indskriften er flere centimeter lang og er belagt med et gyldent metal, som museet tror er kobber. Inskriptioner på sværd er kendt fra andre fund i Europa og fortæller ofte om, hvem der har lavet sværdet. Våbensmedjene havde hver deres våbenskjold eller navn, som de indgraverede på sværdene.
Tilhørte formentlig en adelsmand
Ingen ved med sikkerhed, hvilken historie sværdet har, og hvordan det er endt i jorden i Algade. Men ifølge Kenneth Nielsen kan det være sket under et militært angreb på Aalborg eller ved en træfning uden for byens vestlige vold engang i 1300-årene.
Våbnet har formentlig tilhørt en adelsmand, for tilbage i middelalderen var det dyrt at anskaffe sig et sværd.
- Aalborg har i flere tilfælde været udsat for militære angreb i middelalderen, og fra de skriftlige kilder kender vi til to, hvor sværdet måske kan have været med i spillet om magten. Det er stridighederne om kongemagten mellem Kong Valdemar Sejrs sønner i 1250´erne og lidt senere 1289, hvor Marsk Stig Andersen Hvide sammen med den norske konge Erik Præstehader forsøger at indtage byen, fortalte arkæologen tirsdag.
På begge sider af sværdets klinge kan man se en fordybning, en såkaldt blodrille, som har til formål at gøre den i forvejen meget smalle klinge lettere - hele våbnet vejer kun godt et kilo. Det er i denne blodrille, der er noget indgraveret.
Tidslomme uden ilt
Sværdet er bevaret med skiveformet knap og lige parérstang med rundt tværsnit, og er generelt af ekstremt høj forarbejdningsmæssig kvalitet.
Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har løbende fulgt kommunens kloakgravninger i Aalborg midtby - indtil nu har det resulteret i flere fund fra middelalderen.
- Området er som en tidslomme uden ilt. Mange ting bliver ganske velbevaret her, for det meste af jorden er tætpakket og organisk, så tingene ser næsten ud, som de gjorde dengang. I området ligger en del smedeaffald fyldt med slagger, og det giver et fast underlag, der bevarer tingene godt. Højst sandsynligt har metalbestanddelene også været med til at bevare stålet, sagde Kenneth Nielsen.
Sværdet vil blive udstillet på Aalborg Historiske Museum, når det er renset og konserveret.