Menneskeskabt naturkatastrofe: Sandstorme plagede landbruget
Foto: Niels Porsbøl Jacobsen
Her ses de mere end 2.000 år gamle spor efter jernalderbondens pløjning med ard. Modsat en moderne plov, vender en ard ikke jorden, men ridser den blot.
I mere end 2.000 år var marker fra jernalderen gemt under lag af sand. Nu får arkæologer støtte fra Kulturministeriet til videre forskning.
På en mark ved Aalborg Kaserner i Nørresundby har der ligget en hemmelighed begravet i flere tusinde år.
Arkæologer fra Nordjyske Museer har efter flere udgravninger, fundet spor af marker og jordstykker til landbrug. Disse fund har ligget begravet i 2.000 år under et lag af sand, som stammer fra sandstorme.
Tilbage i den tidlige jernalder kæmpede menneskene med disse sandstorme og flyvesand, og fundet viser netop det.
- De er dækket af sand, som er kommet gennem en katastrofal sandstorm, som har gjort, at markerne ikke længere kunne bruges, siger Karen Povlsen fra Nordjyske Museer
Meget tyder dog på, at disse problemer, var menneskeskabte.
'Vigtig ny viden'
Det skyldes den måde, som jernalderbønderne dyrkede deres marker på. Det gjorde, at markerne var meget sårbare for vindens kræfter, som drev sandet med sig. Arkæologerne mener derfor, at det netop var det, der skete for 2.000 år siden på Aalborg Kaserner - med større eller mindre ødelæggelser til følge.
Nu har arkæologerne fået støtte fra Kulturministeriet.
- Støtten fra Kulturministeriets Forskningsudvalg på 456.000 kr. giver os mulighed for at blive klogere på jernalderens dyrkningslandskaber og på de miljømæssige problemer, som mennesker skabte for sig selv allerede før vor tidsregning.
- Vi håber også, at vi kan finde ud af noget mere om, hvordan jernaldermenneskerne tilpassede sig situationen, fortæller arkæolog Karen Povlsen fra Nordjyske Museer.
Ifølge arkæologen kan disse udgravninger og fund give en forståelse af fortiden, hvor hun yderligere forklarer.
- Udgravningerne kan give vigtig ny viden om samspillet mellem mennesker, dyr, natur og samfund i den sene bronzealder og tidlige jernalder, og samtidig trækker det tråde til problemstillinger, som er helt aktuelle i dag: Menneskets påvirkning af naturen og de medfølgende klimaforandringer.
Midlerne som Kulturministeriet har givet, gør det muligt at forske i dette emne.
Fund kan give et større indblik i datidens samfundsstruktur
Det er dog ikke kun den menneskeskabte naturkatastrofe, som forskningen vil undersøge. Forskerne skal også kigge på det landskab, som har ligget under sandlaget.
Her skal der kigges på, hvordan menneskene har dyrket og påvirket jorden tilbage i den sene bronzealder og den tidlige jernalder (cirka 800 f.Kr. til Kr.f.).
Forskningen kan give et billede på, hvordan landskabet har været opdelt, og hvordan mennesker og dyr har begået sig.
Generelt vil forskningen give en større viden om det omkringliggende landskab i den sene jernalder og den tidlige bronzealder, som er et område, man endnu ikke ved særligt meget om.