Matias svejser julegaver til Ukraine: - De skal ikke fryse
Omkring 1000 ukrainere kan se frem til en varm julegave fra Nordjylland.
- Jeg tænker meget på, hvordan det her kommer til at gøre en forskel.
Gnisterne flyver omkring 20-årige Matias Kristiansen, mens han er ved at lægge sidste hånd på en ganske særlig julegave - til en ganske særlig modtager.
Han er metal-elev på TAMU Aalborg, og er i gang med at svejse en ovn, der skal sendes afsted til hårdt ramte familier i Ukraine.
Krigen har svækket energiforsyningen flere steder i landet, og det betyder, at mange familier ikke kan varme deres hjem op i de kolde vintermåneder.
- De skal også kunne få varmt mad. Det synes jeg da selv, er rart, fortæller Matias Kristiansen.
Ovnene er blevet til i et samarbejde mellem blandt andet TAMU Aalborg, 11 Rotary klubber og en ukrainsk forening i Danmark.
- Vi er meget stolte, det gør mig bare så glad, at det her er lykkes, lyder det fra Kim Frost.
Han er driftsleder på TAMU Aalborg og præsident i Aalborg/Nørresundby Rotary klub. Og det er ham, der har været med til at sætte skub i projektet.
- Det er en win-win for både vores elevers uddannelse, men også for nogle familier i Ukraine, der fryser her til vinter, fortæller han.
Projektet startede sidste år. Her lykkedes det Kim Frost og samarbejdspartnerne at få sendt 10 ovne afsted til Ukraine.
I år har der været så stor opbakning, at der nu sendes 175 ovne med lastbilen.
Ovnen kan bruges både til at varme mad, men også som en varmekilde i hjemmet. Ifølge Kim Frost vil én ovn varme en familie på omkring 8 til 10 personer.
Det betyder, at omkring 1000 mennesker vil få glæde af lidt ekstra varme til jul.
- Jeg håber, de tænker på, at nogle har gjort sig umage med at lave en god ovn til dem. Jeg håber, det varmer og at det gør dem godt, siger Kim Frost.
Om projektet:
11 Rotary-klubber, herunder Rotaract Aalborg og to engelske Rotary-klubber ha bidraget, mens også lokale aktører har hjulpet til. Materialet og arbejdskraft er leveret til kostpris fra Thark Steel A/S i Assens. TAMU i Nørresundby bidrager med en produktionsaftale til markedspris. Fragten til Ukraine sker gennem foreningen 'Bevar Ukraine'. Mens Rotary Danmarks Hjælpefond og Rotary Distrikt 1440 bidrager med økonomisk støtte.
Alle aktører:
Aalborg Nørresundby Rotary Klub
Aars Rotary Klub
Nibe Rotary Klub
Aabybro Rotary Klub
Aalborg Stigsborg Rotary Klub
Aalborg Østre Rotary Klub
Aalborg Vestre Rotary Klub
Aalborg Rotaract
Rotary Distrikt 1440
Rotary Danmark
Rotary International
Brentwood Rotary Club - England
Brentwood á Becket Rotary Club - England