White Hawks og Pirates i dobbelt nytårsbrag
Der bliver formentlig smæk for skillingen, når White Hawks og Pirates mødes i ishockeybrag.
Traditionen tro møder de to Nordjyske ishockeymandskaber Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates hinanden på isen i Metal Ligaen i to kampe to dage i streg.
Den første i aften i Frederikshavn og i morgen lørdag returkamp i Aalborg.
Der er lagt op til det helt store nytårsbrag, hvor begge klubber melder næsten alt udsolgt til kampene, og på isen plejer lunten at være kort, så der er garanti for dramatik og masser af tætte nærkampe.
Også uden for isen har der været dramatik flere gange
Tilbage i 2022 måtte kampen i Frederikshavn udsættes i flere minutter, da der blev smidt et kanonslag ud blandt publikum. Det endte med, at en 25-årig mand fra Aalborg-området blev sigtet og måtte indkassere en bøde. Man har også oplevet, at der er blevet kastet fisk på isen.
Herunder kan du se den omtalte episode med kanonslaget:
Og apropos fisk, så er det lige nu Frederikshavn White Hawks, der er inde i en god “stime”.
Efter at have ligget i bunden af Metal Ligaen i starten af sæsonen er White Hawks nu kravlet op på femtepladsen.
Omvendt har Aalborg Pirates store problemer med skadede spillere blandt profilerne på holdet, og det har kostet. Især nederlaget til Herning fornyligt på 3-10 gjorde nas på spillerne i klubben.
Se optaktsinterview med Frederikshavn White Hawks' presseansvarlige Michael Kristensen:
Nytårsløjerne starter i aften 19.30 i Frederikshavn med total udsolgt arena.
Kampen kan følges direkte på Metalligaen.tv. Anden agt i nytårsdramaet er i morgen aften samme tid i Gigantium i Aalborg.
Lad nytårschampagnepropperne springe og lad os få ishockey lokalopgør og drama for alle pengene.