Kendt kunstners værker udstilles sammen med menneskedele
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Museet Kunsten sætter fokus på menneskets indre.
Der bliver i bogstavelig forstand mulighed for at se indad, når museet Kunsten Museum of Modern Art Aalborg i februar slår dørene op for en ny udstilling.
Her bliver 60 af kunstneren Michael Kviums værker vist frem. Motiverne er inspireret af menneskets indre organer, skriver Kunsten i en pressemeddelelse.
- At "se indad" bruges om dét at reflektere og erkende personlige træk, der ikke er så flatterende. Kvium kigger også indad i sine malerier, når han skaber nye væsner inspireret af vores organer, der bliver til indvoldsagtige figurer og bløddyrslignende kødklumper. Hans humor og omsorg for vores indre skinner igennem, når han puster nyt, surrealistisk liv i vores indre mørke, siger museumsdirektør Lasse Andersson i en pressemeddelelse.
Skildrer det usete
Det er ikke kun de 60 oliemalerier og skitsebøger, museumsgæsterne kan kigge på.
Værkerne vises sammen med humane præparater udlånt af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet.
- I 1980’erne besøgte Michael Kvium Panum Instituttet for at studere kroppens indre organer, hjerner, nyrer, tarme og lunger, opbevaret i formaldehydopløsninger. Disse studier blev centrale i Kviums senere arbejde med kroppen, hvor han ofte skildrer det usete, det groteske og det surrealistiske; ligesom det er tilfældet i denne værkserie, siger Lasse Andersson.
Udstillingen ’Michael Kvium – Knudepunkt’ kan opleves fra den 6. februar til den 21. april 2025.
De udstillede værker er alle en del af Kunstens samling.