Katrine hører stemmer: Men træningen gør tilværelsen lettere
Når Katrine Vahlberg træner, mindskes stressen i hendes krop og det dæmper hendes symptomer.
Det har haft store konsekvenser for Katrine Vahlberg, at hun som 19-årig fik konstateret paranoid skizofreni.
- Det tog mig seks år at gennemføre gymnasiet, men nu har jeg også klaret en universitetsuddannelse, så nu føler jeg mig klar til at få et ordentligt liv, forklarer den 30-årige kvinde, da TV2 Nord møder hende i fitnesscenteret CrossFit North i Aalborg.
Katrine er til træning sammen med en række andre nordjyder, der alle lider af skizofreni eller affektiv lidelse. Træningen er en del af et forskningsforsøg, som blandt andet Aalborg Universitetshospital Psykiatrien er en del af:
- Jeg har haft utroligt mange dårlige oplevelser med fitnesscentre. Der er så mange øjne og det er svært, når man er som mig, forklarer Katrine og fortsætter:
- Træningen hjælper på selvtillid og at få et netværk, hvor der er plads og forståelse til folk som mig, der har psykiske problemer. Det kan så meget at få en omgangskreds, hvor man aldrig skal være bange for at folk misforstår eller bliver bange, fordi vi alle forstår, hvilke udfordringer vi er ude for. Det giver et fælles tredje, hvor der er sikkerhed for forståelse, hvis vi har det skidt eller lige pludselig tager hjem.
Det er netop den slags oplevelser, som forskningsprojektet, kaldet VEGA, vil undersøge.
De gavnlige effekter af selve træningen er allerede beskrevet i en lang række forskningsprojekter. Derfor har VEGA i højere grad fokus på at undersøge, om træning i fællesskab med andre ligesindede har en gavnlig effekt, når man får antipsykotisk medicin:
- Vi undersøger, om man så må sige ”både og”. Meget tyder på, at fællesskabet omkring træningen har en positiv effekt på deltagernes egen oplevelse af, hvordan det er at leve med symptomerne på en psykisk lidelse. Meget forskning i træning er lavet med fokus på hospitalsbaseret træning. Her bygger vi bro ud til civilsamfundet og undersøger, hvordan patienterne oplever træning ude i deres nærmiljø, forklarer adjunkt ved UCN og PHD-studerende Martin Færch Andersen, der er den nordjyske projektleder på forsøget.
Skizofreni
Definition: Skizofreni er en alvorlig psykisk lidelse, der påvirker en persons tankeprocesser, følelser og opfattelse af virkeligheden.
Symptomer: De mest almindelige symptomer inkluderer hallucinationer (f.eks. høre stemmer), vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, flade følelser og social tilbagetrækning.
Varighed: For at blive diagnosticeret med skizofreni, skal symptomerne vedvare i mindst seks måneder og omfatte mindst én måned med alvorlige psykotiske symptomer.
Udbrudsalder: Skizofreni har typisk sit første udbrud i ung voksenalder (ofte mellem 18 og 25 år), men det kan forekomme i en senere alder.
Behandling: Behandling inkluderer ofte antipsykotiske medicin for at reducere symptomer samt psykoterapi for at hjælpe med at tackle sociale og følelsesmæssige udfordringer.
Årsager: Årsagerne til skizofreni er komplekse og involverer både genetiske og miljømæssige faktorer. Der er ingen kendt kur, men behandling kan hjælpe med at håndtere tilstanden.
Meget tyder på, at effekten er positiv. I hvert fald, hvis man spørger Katrine Vahlberg:
- Det er mega fedt at træne hernede. Alle er enormt imødekommende og det er dejligt at blive stærkere samtidig med at man knytter nye venskaber. Man skal lige have modet til at komme i gang og så lige pludseligt, så hygger man sig og har det godt.