Macheter og pistoler beslaglagt - dén her gruppering skaber mere uro end rockerbanderne
Våben som macheten og pistolerne her har politiet beslaglagt hos GT-grupperingen.
Politiet åbner op om konflikt.
I løbet af det sidste år har Nordjyllands Politi flere gange måttet haste ud til skud- og knivepisoder i Aalborg. Heriblandt i august ved Nyhavnsgade og Rendsburggade i Aalborg samt i begyndelsen af året på Tove Ditlevsens Vej.
Ved flere lejligheder har GT-gruppen været involveret i urolighederne, hvilket har ført til ransagninger med fund af macheter og pistoler og anholdelser.
Faktisk har der været mere ballade omkring GT-gruppen end ved rockerbanderne.
- De mere etablerede bander og rockergrupperinger er der relativ ro omkring. GT-grupperingen er en lidt mere løs sammensætning af personer, som er tenderende til at være en egentlig bande, siger Niels Kronborg, der vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi.
Lige nu er syv-otte personer fra GT-grupperingen varetægtsfængslet, og det har ifølge vicepolitiinspektøren gjort, at der har været mere stille den seneste tid.
Sådan forventer han dog ikke, at det bliver ved med at være.
- Der skal nok komme nye knivstikkerier. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men lige nu og her er der relativt ro på, fortæller han.
Se indslaget med justitsministeren besøg her:
Kæmper om hashmarked
Der har i løbet af det sidste år været tale om flere interne opgør i miljøet - heriblandt mellem GT-grupperingen og en udbrydergruppe, som kaldes Øgadenetværket.
- Det er primært der, hvor vi ser konflikten. De kæmper om hashmarkedet, og så handler det om payback. Man betaler tilbage på tidligere voldsepisoder, siger Niels Kronborg.
I dag var justistminister Peter Hummelgaard (S) på besøg ved Nordjyllands Politi for at høre nærmere om politikredsens udfordringer.
Regeringen har nemlig fremlagt en ny bandepakke, som skal give politiet bedre arbejdsbetingelser.
- Det er nyttigt at få en indsigt i de udfordringer, der er i Aalborg og Nordjylland i forhold til bandemiljøet og rekruttering til det, udtaler Peter Hummelgaard, inden han gør det klart, at han ønsker strengere straffe.
Går efter hinanden
Kigger man på GT-grupperingen i Aalborg, er Niels Kronborg ikke i tvivl. De fyder markant mere end for to-tre år siden. Modsat rockerbanden Comanches MC, som før hed Satudarah.
- Der er faldet mere ro på Comanches MC. De har ret godt styr på deres medlemmer, så de laver ikke ret meget af det, vi kalder utryghedsskabende kriminalitet. Vi ved, der bliver begået kriminalitet af nogen af deres medlemmer, men det er ikke noget, vi ser så meget til i det offentlige rum, siger vicepolitiinspektøren.
Hvem er de her personer så?
Det gør vicepolitiinspektøren også TV2 Nord klogere på.
- GT-gruppen er unge i alderen fra 15-25 år. De kommer fra Grønlands Torv. Mange af dem kender hinanden fra barnsben af. Nogle er selvfølgelig kommet med senere. De har nogle personlige relationer, der går langt tilbage, og nogen er også i familie med hinanden, siger han og tilføjer:
- Etnicitet. Der er primært tale om somaliske unge, men der er også unge fra Mellemøsten og enkelte etniske danskere imellem, siger han.
Niels Kronborg slår dog fast, at gruppen ikke går efter den almene borger.
- De går efter hinanden.
- Som almindelig borger kan man være ret tryg. Men man kan selvfølgelig komme tæt på, hvis der udspiller sig noget på åben gade. Vores bedste råd er i så fald at søge væk og eventuelt være et godt vidne for os, slutter han.