Komfurbrand har givet så meget røg, at beboer må overnatte ude
Sent på formiddagen har der været en mindre brand i en lejlighed på Tingvej på Nykøbing Mors.
Nordjyllands Beredskab er var hurtigt fremme på stedet, hvor branden dog allerede var slukket.
- Man har tændt for en kogeplade og glemt et stykke pap oven på, og det er der så brudt brand i. Heldigvis har naboen i lejligheden overfor set ilden, og løbet herover og fået beboeren ud af lejligheden, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Kristoffer Holm.
Beredskabet sikrede, at alle gløder fra branden blev slukket, og at der blev luftet ordentligt ud. Beboeren er blevet tilset for røgforgiftning. Hans lejlighed har desuden fået sodskader.
Røgen har dog været så massiv i lejligheden, at indsatslederen har bedt beboeren om at finde et andet sted at sove i nat.
- Der har været en del røg, og det skal man ikke overnatte i. Vi har luftet ud, det vi kan, men der er lugtgener, siger Kristoffer Holm.