Han spillede 64.000 kroner væk på én aften – så blev han sat foran et ultimativt valg
Foto: Kasper Søby/TV 2
Kjeld Sørensen skulle blandt andet et smut til Fyn for at blive voksen, før Susanne Sørensen ville gifte sig med ham.
Der er lidt småkoldt i det kolonihavehus, der ellers er kendt for at indeholde så meget varme.
Men det er jo også uden for sæson.
Susanne Sørensen sidder i sin orange termojakke, mens Kjeld Sørensen – eller Fjolle som alle kalder ham – har en god, gammeldags fleecetrøje på. Det er nok.
Den lille ovn i hjørnet af stuen kæmper en ulige kamp mod efterårskulden, men kaffen er rygende varm, så alt er godt.
Der er ikke øl på bordet, som man ellers kunne forvente efter at have set ’Balladen om kolonihaven’. For der er næsten altid masser af øller til stede, når Kjeld er på skærmen.
- Jeg drikker kun øl i gode venners lag. Så er det for at hygge mig. Jeg drikker aldrig alene, fortæller han.
Allerede da vi er ved at sætte os ned, begynder Kjeld så småt at brokke sig over ham formand Finn. Men Susanne er der straks.
- Så er det godt! Man skal tale pænt om folk, siger hun strengt.
Og han lytter. Og så snakker vi om noget andet.
Blandt andet om dengang midt i Aalborg, hvor en 13-årig Susanne havde et godt øje til ham den 17-årige fyr, der boede på den anden side af gaden.
Og så diskuterer de også livligt, hvor lang tid kolonihavelivet skal fortsætte.
Og der er de uenige.
Sekserspil og værtshuse
- Hun har sgu altid været varm på mig, konstaterer Kjeld meget selvsikkert.
- Er det rigtigt? spørger jeg.
Susanne tøver et øjeblik.
- Ja, indrømmer hun så, mens hun kigger skælmsk på Kjeld. Og så griner vi alle sammen.
Det er hyggeligt at være i de to menneskers selskab. De har det godt, især med hinanden. Det så man tydeligt i tv-serien ’Balladen om kolonihaven’, som sidste år blev et kæmpe seerhit, og nu vender tilbage til skærmen.
Selvom de har kendt hinanden siden barnsben i Aalborg, så nåede de at blive henholdsvis 37 og 40 år, før de fandt sammen. Med tre børn hver i bagagen.
Og de blev endnu ældre, før de blev gift. For Kjeld havde lidt mere i bagagen end tre børn og to ekskoner.
Han havde galoperende ludomani og en kæmpe spillegæld.
- Jeg var rigtig langt nede, fortæller Kjeld.
De foretrukne spil var sekserspil på værtshusene, poker, travheste og ikke mindst kasino. Han brugte penge på spil. Mange penge.
- Jeg spillede alt væk. Jeg lånte af alle i hele byen. Jeg var lokal taxavognmand, så folk kendte mig jo, fortæller han.
Der var mange værtshuse i Aalborg, hvor man kunne spille de populære terningespil ’sekserspil’.
Og på en kro i nærheden af Egeskov på Fyn var det rigtig godt. Der kom folk langvejs fra for at spille om endda rigtigt mange penge på sekserspillene.
- Folk endte med at spille hele gårde væk, fortæller Susanne om kroen på Fyn.
Kjeld havde ikke en gård at spille væk. Men han havde en bevilling som taxavognmand. Og den mistede han.
På afvænning
Det var på danserestauranten ’Grand’ i Aalborg, at Susanne og Kjeld næste gang fik øjnene op for hinanden.
- Jeg havde ikke været sammen med en dame i flere måneder på det tidspunkt, så jeg ville gerne med hjem under dynen. Og jeg tror, jeg var god, for jeg fik jo lov til at blive, griner Kjeld, mens han ser på Susanne.
Hun himler med øjnene som svar.
- Jamen det er da ikke løgn, vel? spørger Kjeld.
- Nej, det er det ikke, siger hun, mens hun med et lille smil kigger på Kjeld. Der er ikke noget, der sådan lige kan slå hende ud.
Hun har også prøvet en del i sit liv. Hendes jobs gennem tiden tæller blandt andet buschauffør, taxachauffør, gartner, tjener og endda graver på et tidspunkt.
- Jeg har aldrig været bange for at tage fat. Bare der var søde mennesker, så var jeg glad for det, jeg lavede, siger hun.
De to endte ganske rigtigt med at blive kærester.
Men Kjelds gæld og ludomani var som en mur, de ikke kunne komme forbi, hvis de ville giftes.
Og det ville de, selvom der herfra åbenbart er to versioner af den samme historie.
Ifølge Susanne havde Kjeld været på knæ flere gange i løbet af nogle måneder.
Men ifølge Kjeld passer det i hvert fald ikke. Han havde overhovedet ikke været på knæ flere gange. Kun én.
Og sådan diskuterer de lidt. Men de bliver enige om én ting.
- Jeg bad Kjeld om at gå i afvænning, for ellers ville jeg ikke gifte mig med ham. Han var en dyr herre, for han brugte jo så mange penge, fortæller Susanne.
Og så måtte Kjeld træffe valget: Susanne eller sekserspil.
Kjeld på knæ
I dag tordner Kjeld mod de sportsstjerner, der reklamerer for diverse spiltjenester.
- Det er helt forkasteligt, siger han og ryster sit hoved, så det lange skæg dingler en smule.
- At de ikke ved, at der er så mange, der går fra hus og hjem på grund af dem og deres reklame, mens de selv tjener millioner.
For Kjeld er det ikke bare tomme ord. Han har selv været der.
- Det gik tit galt, hvis jeg var halvfuld. Det var spændingen. Det var alletiders, når man sad der sammen med vennerne og spillede, siger han.
Højdespringeren – eller lavmålet, om man vil – var, da han spillede 64.000 kroner væk på én aften på et kasino i Aalborg.
Der ringede han ned dagen efter og gav sig selv karantæne.
Men når han ser tilbage i dag, er der alligevel kun én ting, han inderligt fortryder i den tid.
- Jeg endte med at låne penge af mine børn til at spille for. Og det var forkert, siger han.
Spillegælden var efterhånden steget til det abnorme, og han måtte til sidst smide håndklædet.
Omkring år 2000, fik han en gældssanering. Det tog fem år, og så havde han "ren røv at trutte i", som han siger det.
Derudover havde han været igennem et behandlingsophold på Fyn for sin ludomani.
- Opholdet på Fyn gjorde mig voksen. Der var ligesom nogle ting, der faldt på plads oven i hovedet på mig, fortæller han.
Uden en gæld og uden trangen til at spille, kunne Kjeld endelig falde på knæ den ene gang for at spørge den nu 50-årige Susanne, om hun ville giftes.
Og det ville hun gerne. Kjeld havde valgt Susanne over sekserspil. Og hun havde hele tiden ventet på at kunne vælge ham.
Ingen Kjeld uden Susanne
Susanne og Kjeld bruger lang tid på at fortælle om deres bryllup og efterfølgende fest på kroen.
Om præsten, der ringede til Susanne dagen før for at være sikker på, om Susanne nu også gerne ville giftes med Kjeld.
Og om festen, de ikke selv ville gå glip af, så Kjeld endte med at sove på bagsædet af sin bil uden for kroen, hvor hans søn måtte sørge for en hotdog til den fulde og sovende brudgom.
Har det så været kærlighed lige siden?
- Jah. Du er da ikke blevet smidt efter vi blev gift, konstaterer Susanne tørt.
- Nej, siger Kjeld.
Og du har ikke smidt hende ud?
- Uha nej. Hvis ikke jeg havde Susanne, så gik jeg jo nedenom og hjem. Jeg får nogle piller om morgenen. Jeg aner ikke, hvad det er, det står Susanne for. Jeg ved ikke hvordan vaskemaskinen fungerer. Jeg kan ingenting. Hånden på hjertet, hvis jeg ikke havde Susanne, så var jeg en pjalt. Og det mener jeg, siger Kjeld i en tone, så man slet ikke er i tvivl om, at han mener hvert et ord.
Susanne har en bestemt måde at svare på, når man spørger hende til Kjeld. Man er ikke i tvivl om, at kærligheden er der.
- Jeg kan godt lide at gå og tage mig af ham og nusse om ham. Ellers gjorde jeg det jo ikke, er hendes lidt nordjyske måde at svare på.
Hun er også en form for rettesnor i Kjelds liv. Selvom han ikke altid opdager det.
- Ej, han kommer også selv med nogle ideer nogle gange. Og så laver jeg dem sommetider bare lidt om hen ad vejen, fortæller hun med et skævt smil og et blik på Kjeld.
Kolonihave eller ej?
De har i dag været gift i 20 år.
Men kærligheden har varet længere. Og den varer længe endnu.
Men hvordan får man egentlig et ægteskab til at fungere, sådan som Susanne og Kjelds ægteskab fungerer?
- Hemmeligheden er, at jeg er tålmodig og rolig, siger Susanne hurtigt.
I virkeligheden er moralen, at man i et ægteskab skal give plads til hinandens forskelligheder, og at man skal kunne rumme hinanden.
- Kjeld optager meget rum, og så er det jo heldigt, at jeg ikke gør, griner Susanne.
De kan sagtens være uenige og tage en diskussion om tingene hist og her.
- Men jeg er meget svær at komme op og skændes med. Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår vi sidst har skændtes, fortæller hun.
De fik ikke børn sammen. Men de fik en kolonihave. Og det er næsten det samme.
Men alting har en ende. Umiddelbart ikke deres kærlighed, men tiden i kolonihaven har.
Og det er den næste helt store beslutning for de to.
Susanne vil gerne af med haven snarest muligt. De har en have derhjemme, der er dobbelt så stor som kolonihaven. Den skal også holdes.
Men der er Kjeld ikke endnu.
Fællesskabet kommer de til at savne lidt. Men som Susanne siger, så har de jo også fællesskabet med naboerne derhjemme, de kan være med i.
Og så diskuterer de det i noget tid.
Flere artikler fra tv2.dk