380 nørder er samlet: Gabriel sov kun tre timer på grund af nederlag
Gabriel Schock var rejst fra Stockholm til Nørresundby for at tilbringe weekenden i selskab med 380 andre spil-nørder.
De fleste har prøvet kræfter med brætspil som Ludo, Matador og Afrikas Stjerne. Brætspil som er simple og populære, men det var ikke disse spil, der lørdag og søndag blev dystet i ved Skansen i Nørresundby.
Her var der opjusteret for sværhedsgraden, og i stedet hedder spillene Warhammer, Age of Sigmar og Moonstone. Nordic Tabletop Showdown løb af stablen, og omkring 380 spillere fra ind- og udland var mødt op for at dyste og for at dele interessen for bræt- og figurspil.
Det er vi (nørder, red.), men det er fantastisk at være nørd. Det er de fleste af os om et eller andet i vores liv. Vi er bare nørder om små figurer og spil sammen.
René Skall, arrangør, Nordic Tabletop Showdown
En af deltagerne var Gabriel Schock fra Stockholm, der havde taget turen sammen med syv kammerater.
- Det er en stor turnering, og man møder mange, man ikke har mødt før. Det er nogle fede dage med sine venner, og man får spillet en masse, siger svenskeren.
Gabriel Schock dystede i 'Star Wars: Legion', og lørdagen bød på fire kampe af tre timers varighed.
- Jeg sov tre timer i nat, men det er mit eget problem.
- Mit hovede kan ikke stoppe, når jeg går i seng, så jeg ligger og tænker på, alle de kampe jeg tabte, og hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg erkender, det er lidt nørdet, siger han i en af pauserne søndag.
VIDEO: Se hele indslaget herunder:
Bringer folk sammen
René Skall er arrangør af Nordic Tabletop Showdown. Ifølge ham kan fordybelsen i figurspillene bringe folk sammen, som normalvis ikke møder hinanden.
- Det bryder nogle af de sociale skel, som der kan være.
- Vi har førtidspensionister, der spiller med univesitetsprofessorer, og de nyder at spille sammen og har en mega god kemi, siger han.
Det er andet år, at arrangementet finder sted, og som noget nyt i år er der også åbent for gæster og publikum.
- Vi vil gerne vise frem, at det er en fed hobby, som mange kan nyde, siger René Skall og uddyber:
- Man kan godt have en ide om, at vi er nogle, der står inde i nogle støvede og mørke lokaler med de her spil. Men det billede vil jeg gerne bryde ned og åbne for publikum, for vi vil gerne vise det frem og vise, at det også er en god familieaktivitet at sidde derhjemme og fordybe sig.
At være nørdet er godt
Weekendens deltagere kommer hovedsageligt fra Danmark, men der er også deltagere fra Tyskland, Polen, England, Holland og de skandinaviske lande.
For mange virker de avancerede spil en smule nørdet, og det anerkender både René Skall og Gabriel Schock også.
- Det er vi (nørder, red.), men det er fantastisk at være nørd. Det er de fleste af os om et eller andet i vores liv. Vi er bare nørder om små figurer og spil sammen, siger René Skall.
Søndag aften sætter Gabriel Schock og kammeratene kursen tilbage mod Stockholm. Og så forventer de at være tilbage igen næste år.
- Det håber jeg. Det danske spil-fællesskab er så godt. De danske borde er bedre end vores, og der er brugt mange timer på arbejdet og udførelsen med bordene, så vi kommer tilbage igen, siger Gabriel Schock med et smil.