Reglerne strammes: Populær strandkiosk risikerer at lukke
Foto: (Privatfoto)
Strandkioskerne er blevet til caféer med arrangementer - succeser. Men det har affødt bekymring fra sommerhusejere, og derfor indskærpes reglerne nu.
Jammerbugt Kommune ejer tre strandkiosker med tilhørende toiletbygninger ved strandene ved Grønhøj, Saltum og Rødhus.
Men nye retningslinjer kan gøre det svært - ja hvis ikke umuligt - at drive en fornuftig forretning. Det mener i hvert fald Louise Mackenhauer, der sammen med manden Rasmus, driver Rødhus Café & Isbar. Men det er endnu usikkert, om strandkiosken overhovedet vil åbne i år.
- Enten skal vi afvikle, eller også skal vi åbne. Det afhænger af, hvad vi ender med at få lov til, fortæller Louise Mackenhauer til TV2 Nord.
Pavillon er afgørende for overlevelse
Det er to af de nye retningslinjer, der besværliggør det at drive strandcaféen i Rødhus. Det ene er, at der blot må afholdes tre større musikarrangementer om året, som man skal søge om lov til fire uger i forvejen. Den anden hæmsko er, at man skal søge om tilladelse ved Kystdirektoratet for at slå en pavillon op foran caféen for at skærme gæster fra regn og vind. Og hvis man må, er det blot i seks uger.
Og det er særligt spørgsmålet om, hvorvidt de overhovedet kan stille en pavillon op, der er afgørende for parret.
- Vi har haft pavillon oppe i 2024, og der kunne vi se, at det gjorde noget ved vores omsætning i forhold til året før, forklarer Louise og uddyber:
- Omsætningen uden pavillon er simpelthen så dårlig, at de gode dage ikke opvejer de dårlige. Det er den, der sikrer, at vi ikke skal have penge med på arbejde de dårlige dage. Så for os er det et spørgsmål om, at hvis ikke vi kan få lov til at sætte pavillon op, så lukker vi.
Tidligere har de i caféen haft seks musikarrangementer - et hver fredag i højsæsonen. Og det ærger Louise Mackenhauer sig også over ikke kan ske nu, uden man skal søge om tilladelse og bruge én af tre mulige tidspunkter. Dog siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Niels Christian Hem (V), således til TV2 Nord:
- Bogmesser, vinsmagning og markedsdage må de gerne holde. De skal bare holde sig inden for støjgrænserne; og de tillader eksempelvis, at man kan spille med akustisk guitar.
Støjgrænser
Mandag - fredag kl. 07:00 - 18:00 Max 40 dB(A)
Mandag - fredag kl. 18:00 - 22:00 Max 35 dB(A)
Lørdag kl. 07:00 - 14:00 Max 40 dB(A)
Lørdag kl. 14:00 - 22:00 Max 35 dB(A)
Søn- og helligdag kl. 07:00 - 22:00 Max 35 dB(A)
Opgraderet alkoholbevilling
Louise og Rasmus Mackenhauer brænder for at drive strandkiosken i Rødhus, som de forpagter. Og de håber inderligt, at de kan få det til at gå op igen i år.
- Vi har jo også mange unge mennesker, der gerne vil fortsætte arbejdet. Der er også mange af sommerhusejerne, der giver udtryk for, at der ikke er noget, de hellere vil have end den lokale strandkiosk.
Og derfor er det da også et plus, at alkoholbevillingen er opgraderet. Kun én ting er afgørende for, om Rødhus Café og Isbar kan åbne. Og det er tilladelsen til pavillonen.
Kommunen er ejer af strandkiosken, hvorfor det også er den, der skal søge Kystdirektoratet om lov til, at strandkiosken i Rødhus kan opstille pavillon.
- Vi forholder os positivt til det. Det må give bedre potentiale for at drive en forretning, og det har været mit mål. Vi er erhvervsvenlige, og det synes jeg, det er et udtryk for, når vi søger Kystdirektoratet om dispensation, siger Niels Christian Hem.
Der er dog én ting, der stadig bekymrer Louise Mackenhauer. Det er behandlingstiden. For hvis ikke dispensationen gives inden påske, er det ikke sikkert, de åbner butikken.
- Vi kan ikke drive en forretning uden, siger hun.
TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Kystdirektoratet.