Forsvundet sporløst siden mandag - nu går frivillige på jagt
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen (Arkivfoto)
En stor eftersøgning med frivillige går nu ind på den mand, der har været forsvundet i tre dage.
Opdatering: Den savnede person er 21. marts 2023 blevet fundet - afgået ved døden. Artiklen er derfor opdateret. Mandens navn og billede er fjernet. Det samme er et tweet fra Nordjyllands Politi.
En 56-årig mand fra Aalborg er ikke set siden mandag aften, da han gik tur på Mølleparkvej i Aalborg.
Og selv om Nordjyllands Politi har ledt efter ham lige siden, er han stadig sporløst forsvundet.
Nu rækker efterforskningsleder, politikommissær Michael Karstenskov, igen ud til offentligheden.
- Vi ser med stor alvor på sagen, og vores patruljer har, siden vi modtog anmeldelsen, ledt intenst efter ham, og efterforskningen forfølger forskellige mulige spor, blandt andet på baggrund af henvendelser fra offentligheden, men vores efterforskning i sagen har desværre endnu ikke givet os et gennembrud, siger han i en pressemeddelelse.
Frivillige leder
Politiet har - siden den savnede gik mandag på Mølleparkvej i Aalborg - ingen viden om, hvor hans færden præcist gik hen.
- Derfor søger vi bredt, og vi er i den forbindelse også i dialog med organisationen Missing People, der støtter og hjælper. Vi opfordrer desuden borgerne til at kigge i baggårde, skure, udhuse med mere for at se, om den savnede skulle være der, siger Michael Karstenskov.
At eftersøgningen ikke har båret frugt, bekymrer familien. Og nu er gruppen Missing People, der mobiliserer frivillige eftersøgninger, også gået ind i sagen.
Klokken 14 torsdag startede gruppen en eftersøgning i Aalborg- og Nørresundby-området.
Nordjyllands Politi opfordrer til, at man straks kontakter politiet, hvis man ligger inde med informationer om sagen.
- Ring til os med det samme på 114 – og gør det hellere en gang for meget end en for lidt. Det kan nemlig være lidt præcis din lille oplysning, som bidrager til sagens opklaring, lyder det fra efterforskningslederen.
Den savnede beskrives som dansker, 180 til 185 centimeter høj, har mørkt/grålig kort hår, er slank af bygning og var, da han gik, iført blå cardigan sweatshirt/trøje, sandfarvet shorts, som går ned til knæene samt sorte tennissko.