Forstanderpar: Flemming og Erik inviterer indenfor på imponerende kloster
Flemming Møller Mortensen og Erik Elgaard Sørensen står i spidsen for Aalborg Kloster. Parret inviterer indenfor i klostret i programmet ”Klosterliv”.
Der er helt stille i gården ved Aalborg Kloster. Stilheden står i skarp kontrast til det pulserende byliv lige på den anden side af de tykke mure, hvor aalborgenserne spiser frokost på C. W. Obels Plads og shopper i gågaden.
En gang imellem er der turister, der stikker hovedet indenfor i gården ved Aalborg Kloster. De er nysgerrige efter at se de knap 600 år gamle bygninger.
På den anden side af vinduerne i klostret betragter det nye forstanderpar turisterne i gården.
Forstanderparret - folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen og hans mand, forsker og professor Erik Elgaard Sørensen – flyttede ind i tjenesteboligen, der hører til Aalborg Kloster, i maj 2018.
- Vi skal drive, bevare og nyttiggøre klosteret. Vi vil gerne have, at klosteret er en levende del af selve Aalborg By, siger Erik Elgaard Sørensen.
Aalborg Kloster er Danmarks ældste sociale institution. Det har fungeret som katolsk kloster, stiftshospital og katedralskole. Nu rummer det 25 lejelejligheder og fungerer som et seniorboligfællesskab.
Det var netop historien bag klosteret, der fik parret til at søge stillingen som forstandere.
- Et ord, der tændte os meget i at søge jobbet, var, at vi skulle være kulturbærere. Det passede lige til vores interesser. For mig personligt har historie, arkæologi og ting, der har med den del af Danmarkshistorien at gøre, fyldt rigtig meget, siger Flemming Møller Mortensen.
At være klosterforstandere drejer sig om mere end bare at løse administrative opgaver. Flemming Møller Mortensen og Erik Elgaard Sørensen trækker selv i arbejdstøjet og hjælper til med de mange vedligeholdelsesopgaver, der er, når man driver et 600 år gammelt kloster.
Man får ikke løn for at være forstander på Aalborg Kloster. I stedet får man en tjenestebolig på 260 kvadratmeter stillet til rådighed for at varetage jobbet.
Tjenesteboligen så Flemming Møller Mortensen og Erik Elgaard Sørensen dog først efter, at de havde takket ja til jobbet.
- Det er svært at forholde sig til løn i form af en tjenestebolig, når man aldrig har set den før. Og det havde vi ikke inden, der skulle træffes en beslutning, siger Erik Elgaard Sørensen.
Da parret overtog lejligheden, var der mange ting, der skulle laves om. Efter renoveringen er parret blevet glade for deres nye hjem, som blandt andet rummer et galleri med kunst, som Flemming Møller Mortensen og Erik Elgaard Sørensen har samlet sammen gennem deres 35 år som par.
Se meget mere om livet som forstanderpar på Aalborg Kloster i programmet Klosterliv øverst i artiklen.