Første skridt mod overlevelse: Café 1000Fryd undersøger hulmur
En murer og en akustiker tog mandag fat på første step af undersøgelserne.
Spillestedet håber på, at det kan være løsningen for fortsat at kunne holde koncerter på stedet.
De første undersøgelser af, hvordan man bedre kan lydisolere omkring spillestedet Café 1000Fryd i Aalborg, gik mandag i gang.
Det legendariske spillested er kommet i klemme efter en naboklage udløste et påbud fra kommunen om, at koncerter på Café 1000Fryd ikke må overstige 74 decibel.
Men nu skal der altså ses på mulige løsninger på den udfordring.
For som forholdene er nu, er det ikke muligt for 1000Fryd at afholde koncerter, som overholder det påbudte lydniveau.
Luft mellem bygningerne
Mandag blev dagen, hvor den første undersøgelse gik i gang på spillestedet.
Løsningen på spillestedets nuværende problematik ligger nemlig muligvis bag de plakatfyldte vægge.
For kan der lydisoleres i hulrummet mellem Café 1000Fryd og nabobygningen, vil der stadig kunne spilles koncerter i bygningen.
Derfor er en akustiker og en murer sat til at undersøge mulighederne for lydisolering af bygningen.
– Det finder vi så forhåbentligt ud af i løbet af den næste måneds tid, hvad der skal til for det, om vi overhovedet kan komme i mål, og hvad det kommer til at koste, siger bestyrer Kasper Nielsen.
Sidste uge blev det i Sundheds- og Kulturudvalget besluttet at øge bevillingen til undersøgelser hos spillestedet 1000Fryd.
Dog er det endnu uvist, om det er kommunen eller spillestedet, der står med regningen for en eventuel lydisoleringen af bygningen.
For bestyrer Kasper Nielsen er fokus på nuværende tidspunkt rettet mod et enkelt ønske.
- At vi kommer i mål så hurtigt som muligt med at finde en løsning, der er fed for os og fed for vores naboer, og at 1000Fryd kan komme tilbage til det, de er bedst til, nemlig at præsentere musik, der ikke er tilgængeligt på de mere kommercielle spillesteder i Aalborg, siger han afsluttende.