Flop? Jan Larsen reagerer på exit
Foto: Claus Fisker Ritzau/Scanpix
Aalborg Håndbolds sæson som en fiasko? Klubben står midt i sæsonens vigtigste 48 timer.
Et offer for sin egen succes?
Eller et decideret flop?
- GOG vandt fortjent!
Aalborg Håndbold, der med egne ord er sat i verden for at nå det ypperste, nemlig Champions Leagues Final4, er allerede ude.
Et stærkt decimeret hold tabte til ærkerivalerne fra GOG - samme hold har nu 'stjålet' sidste års DM, pokalturneringen og altså det ultimative, Champions League fra den nordjyske storklub.
Og dagen derpå - og dagen inden (endnu en) af sæsonens vigtigste kampe, er skuffelsen stadig stor hos direktøren for det hele, Aalborgs Jan Larsen:
- Vi har været begunstiget af nogle fantastiske resultater i mange år. Nu er der modvind på cykelstien. Det kan ikke hjælpe at pibe over noget modgang, siger han.
Er sæsonen et flop?
- Flop - det skal vi kigge på, når sæsonen er slut, men vi tabte jo fire hjemmekampe i Champions League, vi spillede dårligt i efteråret, og det er vi ikke tilfredse med.
Se Jan Larsens svar på, om sæsonen er et flop:
Hvad værre er, grundet de mange skader, kan Aalborg ikke være sikker på førstepladsen i grundspillet, som oftest er lig med et wildcard til Champions League.
Et Danmarksmesterskab som "et plaster på såret"
Og et Champions League uden Aalborgs stjernespækkede trup vil være ...?
- ... Det skal vi jo gøre os fortjent til. Det er ikke sådan verden går under, men for at sige det på nordjysk vil det være rigtig, rigtig træls, siger Jan Larsen om det normalt så succesfulde foretagende.
Aalborg har så travlt et program, så i stedet for at drøne hjem og slikke sårene i Nordjylland, tog man fra Odense til Esbjerg, hvor Ribe/Esbjerg venter lørdag - under to døgn efter det skadesplagede mandskab ramte en af sæsonens lavpunkter:
- Vi skal vinde den kamp. Det er en uhyre vigtig kamp, kommer det prompte fra Jan Larsen, der kalder DM et plaster på såret.
Der er to kampe tilbage i grundspillet.