Dorthe blev dagens redningskvinde: Fandt efterlyst kvinde på morgenturen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Kvinden blev fundet søndag morgen i god behold.
Dorthe Sadolin vågnede natten til lørdag, da en helikopter fløj rundt over byen.
- Derefter så jeg opslaget, hvor de efterlyste hende, og så sov man ikke så godt efter, konstaterer hun.
Lørdag aften meddelte Nordjyllands Politi, at man efterlyste en 68 år fra Ny Skovsgård ved Brovst, der havde forladt sin bopæl omkring klokken 18.
Kunne ikke bare sidde hjemme
Politiet ledte efter hende hele natten med hundepatruljer, drone og helikopter fra Forsvaret.
- Jeg havde ikke lyst til at gå rundt om natten, og når helikopteren var ude, så tænkte og håbede jeg, at de fandt hende, forklarer Dorthe Sadolin.
Det var dog ikke lykkedes politiet at finde hende i løbet af natten, og derfor var kvinden fortsat efterlyst tidligt søndag morgen.
- Jeg skulle have ro i sjælen, så jeg gik ud for at lede. Jeg kunne ikke bare sidde inde og vente, pointerer hun.
Stod pludselig i eget hjem
Omkring klokken 7.20 lykkedes det faktisk Dorthe Sadolin at finde den forsvundne kvinde.
- Jeg gik forbi, og kunne se, at der var lys i hendes hus, så jeg fik fat i en forbipasserende og spurgte ham, om vi ikke kunne gå hen og banke på sammen, forklarer hun.
Da de to gik hen til huset, så Dorth Sadolin pludselig kvinden gennem ruden.
- Hun åbnede og bød os ind, og hun blev noget forvirret, da vi spurgte, hvordan hun havde det, forklarer Dorthe Sadolin.
De fik fat i politiet, som indstillede eftersøgningen.
- Hun havde været ved en ven i løbet af natten, og var kommet tilbage til morgen, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.
- Det var dejligt at finde hende. Det var skønt, understreger Dorthe Sadolin.
En eftersøgning som denne er ifølge Dorthe Sadolin, en man lægger mærke til i en lokal by som Brovst.
- Man er opmærksom på at gøre noget, når en fra lokalsamfundet forsvinder. Mange kender jo hinanden, afslutter hun.