Ny alarmerende rapport – iltsvind flere steder i Nordjylland
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Limfjorden er et af de hårdest ramte farvande i Danmark. Arkivfoto
Der er observeret døde fisk og bunddyr i Limfjorden.
En ny rapport af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – er netop blevet offentliggjort, og det er på ingen måde positiv læsning. Flere områder er nemlig ramt af iltsvind.
De hårdest ramte iltsvindsområder i de indre danske farvande var Limfjorden, Mariager Fjord, Hevring Bugt, Haderslev Fjord, det sydlige Lillebælt og tilstødende sydøstjyske fjorde.
Området omkring det sydlige og centrale Kattegat er også igen ramt af udbredt iltsvind. Det er ellers ikke set her siden 2008.
I Limfjorden blev der observeret døde bunddyr (hummere, krabber og søstjerner) i Løgstør Bredning.
Ifølge rapporten blev iltforholdene kortvarigt forbedret i Limfjorden på grund af kraftig vind sidst i august og igen i begyndelsen af september 2024.
Se indslag med lystfisker Frederik Frederiksen om iltsvindet:
Det var dog en kortvarig fornøjelse, da niveauet hurtigt røg op på det samme som før - og endda steg yderligere i september.
- I Iltsvindsområderne er fisk og de mest mobile dyr, fisk og planter søgt væk, mens mindre mobile dyr er døende eller døde. Iltsvindssituationen er derfor meget alvorlig for livet i de indre danske farvane, lyder advarslen i rapporten.
Hvad er iltsvind?
Iltsvind opstår, når iltforbruget i bundvandet er større end ilttilførslen.
Iltforbruget skyldes bunddyrs samt bakteriers og andre mikroorganismers respiration ved nedbrydning af organisk stof og den efterfølgende oxidation af reducerede kemiske forbindelser (iltgæld).
I Danmark betegnes det som iltsvind, når iltkoncentrationen i vandet er mindre end 4 mg l-1, og som kraftigt iltsvind, når koncentrationen er under 2 mg l-1. Niveauet mellem 2 og 4 mg l-1 kaldes for moderat iltsvind.
Iltsvind i de åbne farvande forekommer hovedsageligt fra juli til november, men i nogle kystvande opstår iltsvind ofte før juli.
Kilde: DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Næsthøjeste niveau
Iltsvindet omfatter et område på 11.000 kvadratkilometer - det svarer til mere end Sjælland og Fyn tilsammen.
Udbredelsen af iltsvind i september 2024 er næsten 50 procent større end samme måned året før.
Det er det næsthøjeste niveau nogensinde - kun overgået af iltsvindet i 2002.
DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet udsender hvert år fire iltsvindsrapporter, der beskriver de aktuelle iltforhold i de danske farvande.
Den aktuelle rapport omhandler udbredelsen af iltsvind fra 29. august til 25. september 2024.