Kæmpe indbrudsbølge i weekenden - dét har de alle tilfælles
Knuste ruder i kassebiler.
Netop det er et mønster, der er gået igen henover weekenden i Thy og på Mors. Lokalpolitiet i Thisted er nemlig næsten blevet lagt ned af anmeldelser. Politiassistent René Carlsen oplyser mandag morgen, at der har været indbrud eller forsøg på indbrud i intet mindre end 18 kassebiler.
- Det er helt tosset og meget påfaldende. Vi har en formodning om, at det er samme personkreds, der står bag indbruddene, siger han.
Politiet har endnu ikke et fuldt overblik over, hvad der er blevet stjålet, men gerningspersonerne er i flere af tilfældene sluppet af sted med værktøj. Gerningstidspunkterne ligger ikke fast, da mange af bilerne har holdt stille siden fredag eftermiddag.
Politiet er mandag ved at undersøge videoovervågning fra stederne, hvor indbruddene er foregået.
- Vi vil gerne kontaktes på 114, hvis folk har set eller hørt noget, der kan føre os nærmere gerningspersonerne, siger René Carlsen.