Derfor ser fodboldprofessoren Poul Erik alt det, som ingen andre gør
Fodboldoraklet peger på en trend, som han ikke er ubetinget fan af.
- Han er det tætteste, vi kommer på fodboldens Godfather. Ingen herhjemme når ham til sokkeholderne.
Ordene kommer fra Glen Riddersholm, Danmarksmester og pokalvinder med fortid hos AaBs rivaler i både FCM og AGF.
Og rosen er møntet på Poul Erik Andreasen, AaBs første mestertræner og mangeårig talentudviklingschef (selvom titlen har skiftet), og som i 2019 gik på fodboldpension.
I TV2 Nords sportsprogram er netop 74-årige Andreasen sæsonens første gæst.
Overfor Brix & Jørgensen løfter han også sløret for, hvorfor han kunne se det, som mange andre ikke kunne se på fodboldbanen. Se afsnittet længere nede.
- Data er jo blevet mantra. Du kan få data på, hvor hurtigt han har løbet i samtlige kampe, og hvor mange nærkampe han har vundet. Men hvis du kun går efter data, så får du ikke selve spillerens karakter ud af det, forklarer sundbynitten.
- Du kan bare se, han engang imellem løber hurtigt.
Det, som ingen andre ser
- Jeg ser helheden hos enkeltspilleren, ræsonnerer Poul Erik Andreasen i dag.
Han mener, at der er blevet for meget fokus på helt målbare ting i fodboldverdenen. Det falder i tråd med det samme som hans senere samarbejdspartner i AaB, Kent Nielsen også mener: "Det eneste data, han går op i, er resultatet efter kampen."
For Poul Erik Andreasen bliver datastyringen af fodbold en mangel på nuancer.
- Hvis du kun går efter data, får du ikke selve spillerens karakter ud af det. Du kan bare se, at en gang imellem løber han hurtigt, og en gang imellem vinder han en nærkamp, påpeger 1995-mestertræneren.
I sin trænerkarriere startede han i Nibe og endte over både Lindholm og Nørresundby - hvor sidstnævnte var hans egen klub gennem ungdomsårene - men endte også over AaB, som træner i både Viking Stavanger i Norge og i Vejle BK.
I dag er han stadig med kasketten trykket ned på træningsbanen. Det er i Aalborg Chang, men ikke for zebraerne. I stedet er han kvit og frit "cheftræner", som kompagnonen Ole Madsen har udnævnt ham til, for Ombold i Aalborg.
Med ret stor succes, både for de hjemløse, der støtter ivrigt op om træningerne, men også for Poul Erik Andreasen selv.
Han peger på én ting, der er vigtigere end fodboldens talfolk.
- For eksempel gode, gamle Viggo Jensen (mangeårig træner i Silkeborg, OB, Esbjerg blandt andet), som stadigvæk er scout for Kent (Nielsen, red) nede i Silkeborg, nævner Poul Erik.
Han er en type, der med hans egne ord "kender hele materien derinde på banen."
- De er vigtigere end talfolkene, mener talentudvikleren i dag.
- Jeg ved, at der er mange, der begår en fejl ved at sidde og knytte sig for meget op på de data der og så ikke se på spilleren. Nogle gange vinder han lidt mere end ham den anden. Men du kan jo ikke se, hvordan hans rolle er på banen, og hvad hans betydning er for holdet.
Et nationalikon spændte ben
Selvom det er træner- og talentudviklingskarrieren, der tegner Poul Erik Andreasens eftermæle, var han selv en særdeles dygtig spiller.
Her fulgtes han med Nordjyllands måske største fodboldspillere nogensinde, barndomsvennen og 'fodboldenglen', Henning Jensen, indtil Henning gik direkte fra Nørresundbys 'blå matadorer' i Danmarksserien til Mönchengladbach.
I 1971 var Andreasen - sammen med Jensen - dirigenten på et udvalgt nordjysk seriehold, der spillede 4-4 med det danske landshold på Aalborg Stadion.
Men modsat barndomsvennen, der nåede forbi Real Madrid og Ajax, blev Andreasen i Danmark. Og det var der en bestemt tysker som årsag til.
- Jeg var tæt på Werder Bremen, og hvis jeg havde opført mig ordentligt, eller haft en agent, var jeg nok endt der i '74-75, kommer det med nordjysk lune.
Manden, der faktisk efterfulgte ham som AaB-træner, da den stod på Champions League, Sepp Piontek, var træner i den tyske klub.
Han foretog selv forhandlingerne, og det spændte i sidste ende ben for ham, selvom "aviserne næsten havde sendt mig derned."
- Jeg snakkede det halve af natten med Sepp for at få den kontrakt på plads. I forvejen havde jeg ringet til Henning og spurgt: Hvad fanden fik du egentlig for at skifte til Mönchengladbach?, husker Poul Erik Andreasen og indskyder, at de to klubber ikke var helt sammenlignelige.
Henning Jensens klub var noget større.
- Men jeg sagde bare det samme beløb til Sepp, smiler Poul Erik Andreasen.
Det beløb var dog ikke helt det, som Sepp og Bundesligaklubben ville betale.
- Henning Jensen fik måske lidt hjælp af Ulrik Le Fevre (til sine forhandlinger, red.), ræsonnerer Poul Erik Andrreasen.
Real Madrid spøgte
Faktisk var der også rygter om Real Madrid på et tidspunkt, men det skyder Poul Erik Andreasen hurtigt ned.
Akkurat som med 4-4-kampen mod landsholdet, var det en træningskamp - denne gang for AaB mod Real Madrid - hvor han imponerede.
- Ja, det var også en fin kamp, underspiller han igen.
Men historien var dog usand.
Tiden var en anden, og rygtet opstod på baggrund af kampen. Og så fordi Poul Erik Andreasen, der arbejdede som folkeskolelærer, var i Madrid.
Det var dog for at stå fadder til Henning Jensens andet barn.
I stedet blev det altså trænerkarrieren, der kom til at tegne Poul Eriks virke i fodbolden, selvom han også excellerede i andre sportsgrene.
Han blev Aalborg-mester i bordtennis, selvom han aldrig var klubspiller.
Og da han og Henning Jensen kastede sig over håndbold med resten af gutterne - ja så var de også blandt Aalborgs bedste med den bette bold, hvor de drillede Aalborg KFUM.
- De blev sure på os, for nu kunne vi pludselig matche dem.
Hør mere om både Bus-Børge, Piontek, Real Madrid og den sundhedsskadelige stank, hvis vinden var i vest, når "Pylle" er forbi Tredje Halvleg.
Du kan se den nye sæsons spritnye afsnit på Salto, TV2 Nord i aften klokken 19:50, tv2nord.dk eller bare lige nøjagtig herunder.