Foto: Brian Borch Daugaard
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvor meget skal vi snakke handicap?

Hvis der er noget, der må være svært, er det at skulle gå ned i sådan en lokal fodboldklub, aflevere sådan et tre-kvart barn til træner Flemming, og så sige: ”Værsgo’ træner, nu skal Peter spille fodbold hos dig.”

Spørgsmålet kan virke malplaceret.

Men Peter Rosenmeier, den danske bordtennisstjerne og multivindende PL- og VM-vinder, har brugt et helt liv på at vise, hvad han kan, trods han blev født uden dele af både arme og ben.

Men for få år siden stillede den sympatiske himmerlænding sig frem og sagde, at det igen var tid til at tale om handicap, blandt andet fordi det efter at mange idrætsudøvere med handicap - ganske fair og forståeligt, også ifølge Peter Rosenmeier - gerne ville anerkendes.

Og ikke kun på trods af deres handicap.

- Jeg synes, det der med ligestilling er noget underligt noget egentlig, uddyber han i Tredje Halvleg til Brix & Jørgensen.

- Hvis jeg tænker 30 år tilbage og Billed-bladet og Ekstrabladet kom, skulle man passe sindssygt meget på. Fordi hvis man kommer i sådan en artikel, bliver det en stor jammerhistorie, om hvor fantastisk det er, at den her lille multihandicappede dreng, han kan noget som helst, forklarer i dag 39-årige Peter Rosenmeier, og understreger:

- Det er alt andet end det, jeg gerne vil signalere.

Parabordtennisspilleren stiller til sommer op i Paris til sit sjette PL - og hver anden gang vinder han guld, ifølge statistikken.

Det gjorde han således i 2016 i Rio og det katapulterede ham for alvor ind i danskernes bevidsthed.

Siden er der kommet både TV-programmer med ham som vært og en bog, 'Fri os fra medlidenhed'.

- Jeg vil gerne bringe det (handicap, red.) på banen som noget, vi kan snakke åbent om. Fordi jeg ved også – har jeg lært med tiden – at vi som samfund er enormt dårlige til at stille forventninger til folk, som ikke er som os selv. Og det er sådan set fuldstændig ligegyldigt, om det er et menneske, der har et handicap, eller om det er et menneske, der har forældre, der er alkoholikere eller narkomaner, eller folk med en anden etnisk baggrund, siger han.

Målmand uden arme og ben

Han bor i dag i Sverige med sin kone og to døtre, men har stadig familie i Hadsund, hvor han voksede op og havde sit "livs vigtigste træner".

Han nævner en ganske særlig episode, da han var seks-syv år gammel, hvor han glad tropper op i skole:

- Jeg ved jo godt, at jeg er anderledes end de andre, men jeg kan jo ikke på den måde se begrænsninger, husker han og forklarer samtidig, hvad man lavede i Hadsund, når man var dreng på hans alder.

To ting: Fodbold om sommeren og håndbold om vinteren.

- Og mine klassekammerater går til fodbold. Og jeg var vild med fodbold. Så tænkte jeg: "Det skal jeg kraftedeme da også!" siger Peter Rosenmeier.

Det endte med han blev målmand på de hvid-rødklædte syvmandshold i HB, "og så kunne jeg håbe på, at de ramte mig i kasketten, så den ikke gik ind,” griner han i samme ombæring.

Samtidig åbner han op for det dilemma, hans forældre stod i dengang.

- Hvis jeg var forælder til mig på det tidspunkt, ville jeg nok tænke, at det nok ikke er verdens fedeste idé.

- I den situation træffer mine forældre et rigtig, rigtig vigtigt valg. Fordi den nemme løsning vil være at sige: ”Peter, det synes vi virkelig er en dårlig idé. Lad os prøve at se, om vi ikke kan finde noget andet.” 

- Dels for min skyld, for at beskytte mig imod det nederlag, der kunne komme, men så sandelig også for deres egen skyld.

- Fordi hvis der er noget, der må være svært, er det at skulle gå ned i en lokal fodboldklub, aflevere sådan et tre-kvart barn til træner Flemming, og så sige: ”Værsgo’ Flemming, nu skal Peter spille fodbold hos dig.”

Vi skriver starten af 1990'erne, og ligesom i alle andre idrætsforeninger med børne- og ungdomshold er der forældre. Ambitiøse og (over-)beskyttende forældre, som "alle tror deres søn er den næste Brian Laudrup," som Peter Rosenmeier siger:

- Og så kommer der sådan en multihandicappet søn, der skal have bolden.

Men her er det, at Peter Rosenmeier igen forklarer, hvor væsentlig betydning det havde for ham og hans liv, at han dels havde nogle gode kammerater med gode forældre; en god plads i hierarkiet i byen - og sine egne ressourcestærke forældre.

Det ender nemlig med, at Peter spiller fodbold i syv år.

Det er ikke problemfrit, men "skal han klare sig selv, skal han lære at håndtere det her, og så må vi gribe ham," tror Peter Rosenmeier selv, bagtanken var fra sine forældre.

Derfor tøver han ikke, når han peger på den vigtigste person for ham: Mor.

- Specielt i min barndom, som foregik i perioder rigtig, rigtig meget på hospitaler, var min mor med hele tiden. Så jeg har nok brugt mere tid sammen med min mor, end de fleste har, og jeg husker intet af det værende negativt.

Faderens forfærdelige tanker

Han er med tiden - selvom han har bevaret sin bramfri facon, som er gået ind i danskerne med bordtennisbat - blevet bevidst om sin rolle som et holdningsmenneske. Og en inspiration.

- Jeg er jo selvfølgelig begunstiget af nogle meget ressourcestærke forældre og enormt meget held, ræsonnerer han i dag om sin opvækst i Himmerland.

- Og når jeg siger det, er det, fordi når jeg kigger tilbage på mit liv, kan jeg finde mange episoder, hvor der ligesom har været et coin flip, og den altid har landet på den rigtige side.

- Det hele stammer fra mine forældre og den måde, de vælger at kigge på mit handicap på - når de vel var kommet over chokket, tilføjer han og nævner samtidig sine to storebrødre, der er født "helt normale".

Han beskriver i bogen og igen i Tredje Halvleg især farens bekymringer og chok, efter han kom til verden.

- Dels er der jo det med at få et barn: Hvad fanden er det for et liv, det barn går ind i, når jeg ligger der to dage gammel og ser helt tosset ud, ikke? Kommer han nogensinde til at gå i skole? Kommer han nogensinde til at kunne spille fodbold ude i haven? Kommer han nogensinde til at kunne tage et arbejde, køre bil? Alle de der ting.

Han havde nogle forfærdelige tanker om dig og dit liv?

- Ja, og det er helt naturligt – men det er jo den kæmpestore fejl, man laver, når der sker et eller andet i ens liv, som er meget afvigende. Så tænker man 10, 15, 20, 25 år ud i fremtiden.

Peter Rosenmeier havde meget tidligt i livet styr på, hvordan han skulle fejre sine sejre. Foto: Sergio Moraes/Reuters/Ritzau Scanpix

- Og det er det værste, man kan gøre i den situation. Fordi du har ikke svarene. Så du kan kun se død og ødelæggelse, forklarer Peter Rosenmeier i dag, næsten 40 år senere.

Fri os fra medlidenhed

Samtidig påpeger han også det for ham ubestridelige faktum, som mange ikke tør sige højt: Man tænker også på sig selv. 

- Kommer jeg nogensinde til at kunne tage på skiferie med min familie igen? Kommer vi nogensinde til at kunne tage på almindelige sommerferier, storbyferier? Kommer det her barn til at fylde alt?

- Der er jo alle mulige ting i det her, som er rigtig, rigtig svært at håndtere, men som du ikke kan sige udadtil, fordi alle folk vil tænke: "Hold kæft et egoistisk møgsvin."

- Men selvfølgelig er det det, man tænker, lyder det ærligt, inden han gør en ukarakteristisk pause, men siger derefter reflekteret og klart:

- Et eller andet sted er det pissefrækt af mig, at jeg stiller mig op og skriver sådan en bog (Fri mig fra medlidenhed, red.), hvor jeg shamer alle andre over en bred kam og siger: "Nu må I kraftedme tage jer sammen og komme ud over stepperne!"

Men han gør det - og til sommer kan det være, han gør noget andet, nok engang: Vinder guld til Danmark.

Og så er spørgsmålet igen: Hvor meget skal vi snakke handicap?

Du kan se sæsonens sidste afsnit af Tredje Halvleg herunder, på TV2 Salto eller TV2 Play - eller hvor du henter dine podcasts. 


Foto:

Kronikeren Per med rystende oplevelse: Lettet over udspil trods nordjysk skepsis

Diabetiker oplever, at der er plads til forbedringer i hele systemet.

- Kort sagt har det været en rystende oplevelse at være så dybt inde i systemet.

Sådan lyder det fra Per Nøhr. Foruden at være diabetiker venter han også på nye knæ, og så har han udfordringer med skulderen.

Lidelsen har sat en række fysiske begrænsninger ham og er i øjeblikket langtidssygemeldt. Det har han været i to et halvt år.

Han er med andre ord ofte i tæt kontakt med Region Nordjylland. Og utilfredsheden er til at tage at føle på.

- Sagt på godt nordjysk, så mener jeg, at der er plads til forbedringer over hele banen, fortæller han.

Han beskriver sit forløb som diabetiker i det nordjyske sundhedssystem som en mental rutsjebanetur, hvor lange ventetider og instanser, der ikke taler sammen, er en del af problemet.

- Det kan ikke passe, at vores sundhedssystem, der skal holde hånden under os i det daglige, så vi kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, ikke fungerer bedre, konstaterer han.

Han er en af dem, der fulgte med i pressemødet, da regeringen præsenterede det nye sundhedsudspil. Med et håb om, at systemet kom med et udspil, hvordan det bedre kan favne de borgere, der bliver diabetikere, så de kan blive ført igennem systemet.

Positiv, men vil se handling

Efter mødet bider Per Nøhr mærke i, at politikere nævner forbedringer til kronikere som ham selv.

Efter regeringen havde udlagt det nye sundhedsudspil var det en positiv Per - dog med en portion nordjysk skepsis.

- Lad os nu lige se noget handling, før vi begynder at tro på det, lyder det.

Selvom det nye udspil ikke nødvendigvis kommer til at have den store betydning for Per Nøhrs videre forløb som diabetiker, håber han, at det kan være med til at gøre det nemmere for nye diabetikere.

- Jeg håber, at de, der møder det system her, bliver fanget i tide, så der ikke følger de følgesygdomme med, fortæller han.

Hvad betyder det for dig, at statsministeren nævner diabetikere?

- Kæmpe sejr. For det har nok ikke haft den plads, den er berettiget til i min verden. Så jo for pokker, det er flot, afslutter han.


Efter ophedet debat om kirkebænke: Nu har tidligere menighedsråd trukket sig

Det er i sandhed dagen derpå i Asaa, hvor valget til menighedsrådet tirsdag blev noget af et tilløbsstykke, godt hjulpet på vej af en ophedet debat om kirkebænke - eller ej.

En debat, der gjorde, at hele det tidligere menighedsråd minus en, der dog ikke blev genvalgt, valgte at trække sig.

- Det er ærgerligt, for vi kunne godt have brugt deres erfaring. Jeg ved ikke, om det er fordi, de ikke vil erkende det, byen vil, lyder det fra Tom Bisgaard Clausenborg, der er optaget på kandidatlisten.

For det afgående menighedsråd har nemlig åbnet lidt af en Pandoras æske i byen. Under hensyntagen til at fremtidssikre kirken ville det afgående menighedsråd nemlig have kirkens bevaringsværdige kirkebænke smidt på porten for at erstatte dem med stole.

Det ville ifølge det afgående råd betyde, at kirkerummet ville kunne bruges til det, der foregår i tiden, såsom spisning skærtorsdag, bedre plads når legestuen kommer på besøg og minikonfirmanders rollespil palmesøndag.

Derfor var der mødt cirka 200 mennesker op i Møllehuset, hvor valgforsamlingen i Asaa blev afholdt.

- Jeg er glad for, at jeg kom på kandidatlisten, og jeg håber, jeg kan være med til at gøre en forskel. Jeg håber, at vi hurtigt kan få afklaret spørgsmålene om bænkene, så vi kan fokusere på kirken og det kirkelige liv. Jeg har meget stor respekt for det afgående menighedsråd, men på det her enen punkt, har de ikke haft føling med byen, siger Tom Bisgaard Clausenborg.

- Det gør lidt ondt

Det håber Christina Kjeldahl, der tirsdag blev optaget på kandidatlisten også, selvom hun endnu ikke ved, hvordan hun stiller sig i hele spørgsmålet om kirkebænkene.

- Jeg har ikke haft mulighed for at undersøge, hvad der er op og ned. Jeg kan læse, hvad kirken har skrevet, men jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for beslutningen, siger hun og fortsætter:

- Menighedsrådet er en sag, jeg brænder for. Jeg er ikke så optaget af det kulturkristne, men af kirken i sig selv. For det gør lidt ondt, at vi har en folkekirke, der er i forfald. Der er ikke nogen folk om søndagen, så det er udfra et ønske om at kunne give noget videre til nogen - så der er et sted at komme, uanset om der er bænke eller ej, lyder det fra Christina Kjeldahl.

Og hvis der i det nye menighedsråd ikke er enighed i spørgsmålet om bænkene, er Tom Bisgaard Clausenborg fortrøstningsfuld:

- Så tænker jeg, vi finder en fornuftig løsning. Jeg vil arbejde for, at bænkene skal bevares, men om der kommer helt nye ideer eller andre løsninger, må tiden vise.


Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

80-årig Jens må køre 15 kilometer for at komme til læge, men nu er der måske godt nyt

Regeringens nye sundhedsudspil er faldet i god jord i den lille nordjyske by.

Jens Christian Munch Gustavsen har boet i Strandby siden 1968, og han har aldrig oplevet noget lignende det, der udspillede sig sidste sommer.

Her stoppede byens læge nemlig.

- Vi regnede jo ikke med, at det var et problem at få en ny læge til den nye klinik, men nu står det bare tomt, konstaterer han.

Byen er ikke lykkedes med at få en ny læge til, og det betyder noget for borgerne. De skal nemlig enten køre otte kilometer til Ålbæk eller 15 kilometer til Frederikshavn.

- Det er som alt andet, der er gået i stå i byen. Bageren er væk, og der er ingen banker, konstaterer Jens Christian Munch Gustavsen.

Håber på ny læge med nyt sundhedsudspil

Derfor er han særligt glad for regerings nye sundhedsudspil, der blev præsenteret onsdag.

I regeringens sundhedsudspil bliver der nemlig lagt op til, at der oprettes 70 flere studiepladser på bacheloren i medicin på Aalborg Universitet, der skal sikre bedre lægedækning i hele landet.

- Det er da dejligt, så er der mulighed for, at vi får en ny læge. Det betyder meget at have en læge tæt på. Jeg har været på Aalborg Sygehus med mit syn flere gange og gik til tjek hver tredje måned, og jeg har KOL, så jeg skal tilses to gange om året med det, forklarer han.

Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Brug for læge til akutte ting

Peter Stokbro Larsen bor også i byen, og ifølge ham bruger man omkring to og en halv timer på at komme til en almindelig konsultation på grund af transporten.

- Det er meget kritisk, da det er tid, vi skal tage ud af kalenderen. De ældre borgere har svært ved at komme til lægen med den kollektive trafik, der jo også er et emne her i byen, så vi håber på, at der kommer en læge hertil, konstaterer han.

Han påpeger desuden, at byen har 300 arbejdspladser. Her er en stor del er fiskeri, hvor medarbejderne bruger kniv og kan skære sig.

- Vores udfordring er, at have lægen til at være her fast. Vi har brug for en læge, som er der mandag til fredag. Med 300 arbejdspladser er det vigtig, at der er nogle, der kan tage hånd om akutte skader, konstaterer han.

Der er 2000 indbyggere i byen, og de håber alle, at der hurtigst muligt vil komme en ny læge fast til byen.

- Der er ingen tvivl om, at vi arbejder hårdt på det, slutter han.


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

De lokale er frustrerede over øjebæ i byen, og kommunen kan intet gøre

Gamle både og skibe i Hobro havn kan få lov til at ligge og gå i forfald.

På den ene side af Hobro havn ligger en ældre motorbåd ved en privat bådebro. På den anden side af fjorden er flere gamle skibe fortøjet. Ifølge de lokale har de ligget der i mindst 10 til 15 år, uden noget er skat.

- Det ser træls ud. Det kunne vi godt undvære, påpeger Steen Poulsen, der er medlem af Hobro Både- og Fiskerihavn, og han bliver bakket op af sin kollega på terrassen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, man skal sidde og kigge på det forfald, når vi har så flot en fjord. Det er så hyggeligt at være her, så ligger det bare der og generer øjnene, siger Mads Mylund.

Havnene og sejlklubberne omkring Mariager Fjord havde møde tirsdag, og her var emnet med forladte og faldefærdige både på dagsordenen. Hobro Sejlklub frygter, at de gamle både i eksempelvis Hobro Havn bare får lov at ligge og rådne op.

- Det er ikke noget kønt syn, men derudover så er der jo en risiko for, at hvis de forfalder så meget, at de går til bunds, så har vi en forurening, fordi de indeholder typisk olie og andre ting, forklarer formand for Hobro Sejlklub Ole Madsen til TV2 Nord.

Se de faldefærdige både herunder:

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kommunen kan ikke gøre noget

Mariagerfjord Kommune oplyser til TV2 Nord, at de rent juridisk intet kan gøre noget ved både, der ligger i vandet og forfalder, så længe de ikke forstyrrer eksempelvis skibstrafikken. Det er først, hvis bådene kommer til at udgøre en konkret risiko for miljøet, at myndighederne kan gribe ind.

- Vi vil gerne have, det ser pænt ud. Vi vil gerne kunne tiltrække turister, og jeg synes, vi har nogle fantastiske miljøer på fjorden, i vores havne og også i vores trafikhavne. Hvis det så skal til at være sådan en losseplads, det ser ikke godt ud, pointerer Ole Madsen fra sejlklubben.

Du kan se hele indslaget herunder:

Aflyste flere aftaler

TV2 Nord har i dag onsdag været i kontakt med erhvervsmanden Ove Rasmussen, der ejer flere af de både, der har ligget uberørte hen i Hobro Havn i mange år. Trods flere aftaler om at mødes, så lykkedes det ikke at få Ove Rasmussen til at stille op til interview, men han siger til TV2 Nord, at han ikke forstår, hvorfor folk blander sig i hans private sager, og at det er meningen, at bådene skal restaureres. Det sidste tror formanden for Hobro Sejlklub ikke på.

- Ja der bliver nok også grønt snevejr engang. Nu har de både lagt der i så lang tid, så det ender med, at de rådner op. Jeg nægter at tro på, at de nogensinde bliver gjort i stand, påpeger Ole Madsen.

Uanset, hvad der sker med bådene i fremtiden, så er holdningen blandt de lokale klar. De gamle forfaldne både skæmmer og skal væk.

- Jeg synes, det er skammeligt, for det ser ikke godt ud. For dem der har nogle pæne både, der skal ligge ved siden af, og så skal der ligge sådan et gammelt vrag. Det duer ikke, siger Gunnar Kjærsgaard, der er medlem af Hobro Sejlklub.

På bænken foran Hobro Både- og Fiskerihavn er de helt enige med deres sejlerkolleger på den anden side af fjorden.

- Hver gang der ligger noget og forfalder, så er det irriterende at kigge på. Der er andre, der gerne vil ind og have en plads, og så ligger der noget, der bare ikke bliver brugt. Det er ærgerligt, uddyber Mads Mylund.


Firedobler tung trafik gennem landsby: Borgerne raser over vilde planer

- Det lugter, hver gang vinden er i øst eller øst-sydøst. Så kommer lugten hele dagen.

Sådan konstaterer Hanne Drejergaard Kjeldsen, der er boende i Sejlstrup.

Hun refererer til biogasanlægget Agri Energy, der ligger tæt på byen, og hun er mere bekymret, end hun plejer. Biogasanlægget har nemlig søgt om tilladelse til at tredoble produktionen.

Og hun er ikke alene, for det har nemlig også skabt bekymring i flere af de omkringliggende byer. De frygter alle, at den øgede produktion vil betyde mange ekstra lastbiler igennem lokalsamfundet med biomasse til og fra anlægget.

- Hvem skal bo her, hvis vi får firdoblet biogastrafikken gennem Rakkeby?, lyder det fra Tine Jalk, der bor i Rakkeby.

Holder borgermøde - men uden biogasanlægget

Derfor har de bekymrede borgere nu indkaldt til et borgermøde onsdag aften.

Biogasanlægget er dog ikke inviteret med.

- De må gerne sidde i salen og lytte til, hvad folk siger og komme med input, men de får ikke en panelplads, hvor de får lejlighed til at informere om deres anlæg, fordi den information, vi kommer med står i deres ansøgning, konstaterer Hanne Drejergaard Kjeldsen.

Dét ærgrer dog Daniel Overgaard Pedersen, der er direktør og hovedaktionær for biogasanlægget.

- Nu venter der jo halvandet års sagsbehandling, så lad os nu først have en dialog. Der mangler noget indsigt i, hvad der er lagt op til, konstaterer han.

Ender med gevinst fremfor ulempe

Biogasanlægget vil med udvidelsen lægge op til, at inddrage lokalsamfundet.

- Alt skal komme fra lokale landmænd, som skal være medejere af biogasanlægget. Det skal være værdiskabende, da produktionen bliver i lokalområdet og landbruget, og ikke ender ved udenlandske investorer, der render med gevinsten, konstaterer Daniel Overgaard Pedersen.

Samtidig vil biogasanlægget forsøge at få nedsat en fond, der skal gavne lokalsamfundet.

- Så skal der gå en procent af overskuddet til den fond hvert år på mellem 1,5 og 2 millioner kroner, som skal uddeles til lokale projekter, forklarer han, og tilføjer, at de penge for eksempel kunne gå til at danne en skov udenfor byerne.

- Det vil skabe en barriere mod lugten, og forbedre huspriserne, konstaterer han.

Er opmærksom på lugten

Daniel Overgaard Pedersen lægger sig desuden fladt ned, når det kommer til borgernes klager omkring lugtgener.

- Vi har haft for store problemer med lugt, og det skal vi have løst. Vi har ikke lyst til at lugte, pointerer han.

- Vi må være ærlige og sige, at nogle af tingene har vi ikke haft for godt styr på, i forhold til hvad problemet er, men det arbejder vi med, for vi skal have det løst, og det bliver det også, tilføjer han og nævner, at flere tiltag er undervejs.

Nu venter der jo halvandet års sagsbehandling, så lad os nu først have en dialog. Der mangler noget indsigt i, hvad det er, der er lagt op til

Daniel Overgaard Pedersen, direktør Agri Energy

'En storm i et glas vand'

I forhold til trafikken, som borgerne frygter bliver værre og mere, deler direktøren dog ikke ligefrem bekymringen.

- Det er ganske begrænset, den transport, der vil være gennem Rakkeby. Det er svært at sige præcis, men det er i bagatelgrænsen i forhold til i dag, fordi transporten ikke foregår gennem byen, men via Smidstrupvej.

Derfor vil man foretage en vejudvidelse af vejen, hvis ansøgningen bliver godkendt.

- Trafikken på den her vej er gennem de seneste år blevet meget mere, og vi er storforbruger af den med tungtrafik. Derfor har vi igangsat en vejudvidelses proces, hvor vi vil udvide den, så den er otte meter i bredden, så det svarer til en stor hovedvej, der kan rumme 100 lastbiler om dagen. Det skal der ikke køre, men den kan holde til det, forklarer direktøren.

- Så det er jo lidt en storm i et glas vand, for vejen vil blive lavet til det.

Udvidelsen vil ifølge direktøren være ensbetydende med, at biogasanlægget kan levere overskudsvarme til 1700 husstande, mens man kan lave gasvarme svarende til 26 millioner liter olie om året.