Hvis der er noget, der må være svært, er det at skulle gå ned i sådan en lokal fodboldklub, aflevere sådan et tre-kvart barn til træner Flemming, og så sige: ”Værsgo’ træner, nu skal Peter spille fodbold hos dig.”
Spørgsmålet kan virke malplaceret.
Men Peter Rosenmeier, den danske bordtennisstjerne og multivindende PL- og VM-vinder, har brugt et helt liv på at vise, hvad han kan, trods han blev født uden dele af både arme og ben.
Men for få år siden stillede den sympatiske himmerlænding sig frem og sagde, at det igen var tid til at tale om handicap, blandt andet fordi det efter at mange idrætsudøvere med handicap - ganske fair og forståeligt, også ifølge Peter Rosenmeier - gerne ville anerkendes.
Og ikke kun på trods af deres handicap.
- Jeg synes, det der med ligestilling er noget underligt noget egentlig, uddyber han i Tredje Halvleg til Brix & Jørgensen.
- Hvis jeg tænker 30 år tilbage og Billed-bladet og Ekstrabladet kom, skulle man passe sindssygt meget på. Fordi hvis man kommer i sådan en artikel, bliver det en stor jammerhistorie, om hvor fantastisk det er, at den her lille multihandicappede dreng, han kan noget som helst, forklarer i dag 39-årige Peter Rosenmeier, og understreger:
- Det er alt andet end det, jeg gerne vil signalere.
Parabordtennisspilleren stiller til sommer op i Paris til sit sjette PL - og hver anden gang vinder han guld, ifølge statistikken.
Det gjorde han således i 2016 i Rio og det katapulterede ham for alvor ind i danskernes bevidsthed.
Siden er der kommet både TV-programmer med ham som vært og en bog, 'Fri os fra medlidenhed'.
- Jeg vil gerne bringe det (handicap, red.) på banen som noget, vi kan snakke åbent om. Fordi jeg ved også – har jeg lært med tiden – at vi som samfund er enormt dårlige til at stille forventninger til folk, som ikke er som os selv. Og det er sådan set fuldstændig ligegyldigt, om det er et menneske, der har et handicap, eller om det er et menneske, der har forældre, der er alkoholikere eller narkomaner, eller folk med en anden etnisk baggrund, siger han.
Målmand uden arme og ben
Han bor i dag i Sverige med sin kone og to døtre, men har stadig familie i Hadsund, hvor han voksede op og havde sit "livs vigtigste træner".
Han nævner en ganske særlig episode, da han var seks-syv år gammel, hvor han glad tropper op i skole:
- Jeg ved jo godt, at jeg er anderledes end de andre, men jeg kan jo ikke på den måde se begrænsninger, husker han og forklarer samtidig, hvad man lavede i Hadsund, når man var dreng på hans alder.
To ting: Fodbold om sommeren og håndbold om vinteren.
- Og mine klassekammerater går til fodbold. Og jeg var vild med fodbold. Så tænkte jeg: "Det skal jeg kraftedeme da også!" siger Peter Rosenmeier.
Det endte med han blev målmand på de hvid-rødklædte syvmandshold i HB, "og så kunne jeg håbe på, at de ramte mig i kasketten, så den ikke gik ind,” griner han i samme ombæring.
Samtidig åbner han op for det dilemma, hans forældre stod i dengang.
- Hvis jeg var forælder til mig på det tidspunkt, ville jeg nok tænke, at det nok ikke er verdens fedeste idé.
- I den situation træffer mine forældre et rigtig, rigtig vigtigt valg. Fordi den nemme løsning vil være at sige: ”Peter, det synes vi virkelig er en dårlig idé. Lad os prøve at se, om vi ikke kan finde noget andet.”
- Dels for min skyld, for at beskytte mig imod det nederlag, der kunne komme, men så sandelig også for deres egen skyld.
- Fordi hvis der er noget, der må være svært, er det at skulle gå ned i en lokal fodboldklub, aflevere sådan et tre-kvart barn til træner Flemming, og så sige: ”Værsgo’ Flemming, nu skal Peter spille fodbold hos dig.”
Vi skriver starten af 1990'erne, og ligesom i alle andre idrætsforeninger med børne- og ungdomshold er der forældre. Ambitiøse og (over-)beskyttende forældre, som "alle tror deres søn er den næste Brian Laudrup," som Peter Rosenmeier siger:
- Og så kommer der sådan en multihandicappet søn, der skal have bolden.
Men her er det, at Peter Rosenmeier igen forklarer, hvor væsentlig betydning det havde for ham og hans liv, at han dels havde nogle gode kammerater med gode forældre; en god plads i hierarkiet i byen - og sine egne ressourcestærke forældre.
Det ender nemlig med, at Peter spiller fodbold i syv år.
Det er ikke problemfrit, men "skal han klare sig selv, skal han lære at håndtere det her, og så må vi gribe ham," tror Peter Rosenmeier selv, bagtanken var fra sine forældre.
Derfor tøver han ikke, når han peger på den vigtigste person for ham: Mor.
- Specielt i min barndom, som foregik i perioder rigtig, rigtig meget på hospitaler, var min mor med hele tiden. Så jeg har nok brugt mere tid sammen med min mor, end de fleste har, og jeg husker intet af det værende negativt.
Faderens forfærdelige tanker
Han er med tiden - selvom han har bevaret sin bramfri facon, som er gået ind i danskerne med bordtennisbat - blevet bevidst om sin rolle som et holdningsmenneske. Og en inspiration.
- Jeg er jo selvfølgelig begunstiget af nogle meget ressourcestærke forældre og enormt meget held, ræsonnerer han i dag om sin opvækst i Himmerland.
- Og når jeg siger det, er det, fordi når jeg kigger tilbage på mit liv, kan jeg finde mange episoder, hvor der ligesom har været et coin flip, og den altid har landet på den rigtige side.
- Det hele stammer fra mine forældre og den måde, de vælger at kigge på mit handicap på - når de vel var kommet over chokket, tilføjer han og nævner samtidig sine to storebrødre, der er født "helt normale".
Han beskriver i bogen og igen i Tredje Halvleg især farens bekymringer og chok, efter han kom til verden.
- Dels er der jo det med at få et barn: Hvad fanden er det for et liv, det barn går ind i, når jeg ligger der to dage gammel og ser helt tosset ud, ikke? Kommer han nogensinde til at gå i skole? Kommer han nogensinde til at kunne spille fodbold ude i haven? Kommer han nogensinde til at kunne tage et arbejde, køre bil? Alle de der ting.
Han havde nogle forfærdelige tanker om dig og dit liv?
- Ja, og det er helt naturligt – men det er jo den kæmpestore fejl, man laver, når der sker et eller andet i ens liv, som er meget afvigende. Så tænker man 10, 15, 20, 25 år ud i fremtiden.
- Og det er det værste, man kan gøre i den situation. Fordi du har ikke svarene. Så du kan kun se død og ødelæggelse, forklarer Peter Rosenmeier i dag, næsten 40 år senere.
Fri os fra medlidenhed
Samtidig påpeger han også det for ham ubestridelige faktum, som mange ikke tør sige højt: Man tænker også på sig selv.
- Kommer jeg nogensinde til at kunne tage på skiferie med min familie igen? Kommer vi nogensinde til at kunne tage på almindelige sommerferier, storbyferier? Kommer det her barn til at fylde alt?
- Der er jo alle mulige ting i det her, som er rigtig, rigtig svært at håndtere, men som du ikke kan sige udadtil, fordi alle folk vil tænke: "Hold kæft et egoistisk møgsvin."
- Men selvfølgelig er det det, man tænker, lyder det ærligt, inden han gør en ukarakteristisk pause, men siger derefter reflekteret og klart:
- Et eller andet sted er det pissefrækt af mig, at jeg stiller mig op og skriver sådan en bog (Fri mig fra medlidenhed, red.), hvor jeg shamer alle andre over en bred kam og siger: "Nu må I kraftedme tage jer sammen og komme ud over stepperne!"
Men han gør det - og til sommer kan det være, han gør noget andet, nok engang: Vinder guld til Danmark.
Og så er spørgsmålet igen: Hvor meget skal vi snakke handicap?
Du kan se sæsonens sidste afsnit af Tredje Halvleg herunder, på TV2 Salto eller TV2 Play - eller hvor du henter dine podcasts.
