Vesthimmerlands Kommune: Flere skal vælge erhvervsuddannelse
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix
Vesthimmerlands Kommune vil hæve antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse fra 29 procent til 32 procent i år.
32 procent af de unge skal vælge en erhvervsuddannelse, mener man i Vesthimmerlands Kommune.
Sidste år valgte lige knap 29 procent af de unge i Vesthimmerland en erhvervsuddannelse efter folkeskolens 9. eller 10. klasse. I år skal tallet op på 32 procent, lyder det fra kommunen, og derfor har Vesthimmerland fornyet kommunens partnerskabsaftale med Dansk Byggeri.
- Vi har de seneste fire år haft rigtig god erfaring med samarbejde mellem både kommunen, skolerne og de lokale virksomheder i regi af partnerskabsaftalen. Vi kan få flere tiltag gennemført, når vi laver dem i fællesskab, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen.
Formålet med aftalen er at arbejde tæt sammen om at få flere lokale unge til at interessere sig for erhvervsuddannelserne og sikre, at de unge, der starter på en uddannelse inden for bygge og anlæg, kan få en læreplads inden for kommunegrænsen.
For eksempel skal der efter sommerferien startes særlige EUD 8. og 9. klasser på Hornum Skole, hvor eleverne to dage om ugen skal have valgfag på erhvervsskolerne i Aars. Der vil fra næste skoleår også være særlige valgfag for eleverne i folkeskolens ældste klasser, der giver eleverne en smagsprøve på de håndværksmæssige fag på erhvervsskolerne.
- Erfaringerne både herfra og i andre kommuner er, at jo mere vi samler kræfterne, jo bedre når vi de unge. Vi skal have endnu flere unge ud i virkeligheden og opleve de fremtidsmuligheder, en erhvervsuddannelse giver. Vores lokale bygge- og anlægsvirksomheder er enormt engagerede i at vise deres fag og virksomheder frem, ligesom de også i fællesskab forsøger at finde lærepladser til alle de unge, der starter på en erhvervsuddannelse, siger formand for Dansk Byggeri Henrik Holm.
Ud over at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, samarbejder parterne også om at opkvalificere ledige unge til at arbejde i bygge- og anlægsbranchen.