Skoleleder om mulig afskaffelse af 10. klasser: - Det undrer jeg mig over
Det kan være slut med 10. klasse, som vi kender det i dag, hvis det står til Reformkommissionen. Men nordjysk skole indfrier allerede kommissions målsætning med forslaget.
Benedicte og Victor gør klar til 10. klasses afgangsprøve i skriftlig dansk.
Begge har valgt et ekstra skoleår i grundskolen.
- Da jeg gik ud af 9. klasse, var jeg rigtig meget i tvivl om, hvad jeg ville efter 9. klasse. Om jeg skulle i 10. klasse, på efterskole eller direkte på gymnasiet, siger Benedicte Nødskou Garder, elev på 10. klassecenter i Vesthimmerland.
- Jeg kunne egentlig ikke vælge, så derfor snakkede jeg med en UU-vejleder (Ungdommens Uddannelsesvejledning), og han sagde, at han syntes, det var en god idé, at jeg tog en 10. klasse, siger klassekammeraten Victor Søborg.
Over halvdelen af en årgang vælger i et år 10. klasse. Alligevel anbefaler Reformkommissionen at skoleåret helt afskaffes. Det undrer de sig over i Vesthimmerlands Kommune.
- De elever, som vi har, lykkedes jo rigtig rigtig godt med det år i 10. klasse, de har, vil jeg tillade mig at sige, siger Erik Krogh Pedersen, leder på Ung Vesthimmerland.
Målsætning er allerede nået
Reformkommissionen anbefaler, at der oprettes en helt ny to-årig uddannelse, som skal kombinere boglig og praktisk undervisning, så flere unge hurtigere får øje på og kommer i gang med en erhvervsuddannelse. Regeringens målsætning er, at mindst 30 procent af de unge vælger en erhvervsuddannelse i 2025.
- Det undrer jeg mig over, for det gør de allerede, siger Erik Krogh Pedersen, leder på Ung Vesthimmerland, og fortsætter:
- Når jeg ser på vores 9. og 10. klasseelever og i forhold til deres optagelse på ungdomsuddannelser, så vil 28,7 procent af dem vælge en erhvervsuddannelse i år, og sidste år var det mere end 30 procent.
På Vesthimmerlands Gymnasium kommer godt 60 procent af eleverne fra 10. klasse - mange af dem fra en efterskole.
- Det er ressourcestærke elever, der har haft et år til at modne mere. Det er meget tydeligt for mange af dem, at de ikke kommer med en faglighed, som 10. klasse har bidraget med, men med en menneskelighed og noget personligt, som de har fået med fra 10. klasse. siger Jette Rygaard, rektor på Vesthimmerlands Gymnasium.
Forsker udtrykker tvivl
Også forskningen er bekymret for afskaffelsen af 10. klasse.
- 10. klasse er mange ting i dag. Der går mange unge mennesker der, og nogle kommer altså også ind på erhvervsuddannelserne.
- Hvis man erstatter det med noget andet, så skal man være sikker på, at det er godt nok. Og det kan jeg måske være i tvivl om, siger Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på VIA University College.
10. klasse blev øjenåbner
Tilbage i 10. klassen har Benedicte og Victor fundet deres videre retning. Han skal handelsvejen og på HHX, mens hun skal have en almen studentereksamen.
- I starten af 10. klasse var jeg sikker på, at jeg skulle på HHX, men i løbet af 10. klasse har jeg fundet ud af, at en STX er bedre for mig, siger Benedicte Nødskou Garder.
- Det er jo noget sælger, jeg skal være. Jeg ved ikke helt mere, men jeg skal i hvert fald tjene nogle skejser. Det er én ting, der er sikker, siger Victor Søborg.