Nordjysk virksomhed kåret til Danmarks bedste arbejdsplads
Foto: Louis Nielsen
Louis Nielsen havde i marts 2023 godt 1100 medarbejdere fordelt i 79 butikker og på hovedkontoret i Aalborg.
Den bedste arbejdsplads for plus 500 medarbejdere i Danmark 2023.
Det er titlen, som den lokalt forankret Aalborg-virksomhed Louis Nielsen har modtaget.
- Det er et helt utroligt resultat, som alle i vores organisation har været med til at skabe, lige fra supportkontoret i Aalborg og ud til vores mange butikker landet over, som er delvist ejet af vores partnere. Hver og en af vores kolleger har en aktie i dette, siger administrerende direktør i Louis Nielsen Mads Nygaard.
Prisen er tildelt af arbejdskulturorganisationen Great Place to Work.
Gives på baggrund af medarbejderne
Prisen gives på baggrund af en medarbejderundersøgelse og ledelsens indsatser for at gøre virksomheden til en god arbejdsplads.
- Feedback fra vores kolleger er afgørende, når vi vil udvikle os og blive endnu bedre til mennesker. At den feedback i år har gjort os til Danmarks bedste arbejdsplads på tværs af så mange forskellige lokationer i hele Danmark, det er vi vanvittigt stolte af, anerkender direktøren.
I undersøgelsen svarede 96 procent af kædens medarbejdere, at Louis Nielsen alt i alt er en god arbejdsplads, og det er måske ikke helt uden grund.
Fakta om undersøgelsen
Louis Nielsen er kåret som den bedste arbejdsplads for +500 medarbejdere i Danmark 2023 af arbejdskulturorganisationen Great Place to Work.
Undersøgelsen er gennemført af Great Place to Work i september 2022.
Her har medarbejdere i de 79 Louis Nielsen-butikker og på kædens hovedkontor svaret på en række spørgsmål inden for temaerne troværdighed, retfærdighed, respekt, stolthed og fællesskab.
I undersøgelsen svarer 96 procent, at de alt i alt synes, at Louis Nielsen er en god arbejdsplads.
Investerer i medarbejderne
Louis Nielsen har nemlig i mange år haft et strategisk fokus på investeringer i medarbejderne.
- Vi vil gerne være en arbejdsplads, hvor man kan se sig selv være i mange år, og mange af vores kolleger har da også allerede været her i mange år. Derfor tilbyder vi en lang række kurser til medarbejdere i forskellige roller på tværs af organisationen, siger Mads Nygaard.
Aalborg-virksomheden har desuden i den sammenhæng udviklet sin egen uddannelse for butikselever i samarbejde med erhvervsskolen IBC i Kolding.
Louis Nielsen havde i marts 2023 godt 1100 medarbejdere fordelt i 79 butikker og på hovedkontoret i Aalborg.