Niels er lokalbetjent på ny nærpolitistation: - Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Niels Voldbæk er en ud af i alt seks nye lokalbetjente på den nye nærpolitistation i Aars, Nærstation Vesthimmerland.
I næste uge slår Nordjyllands to nye nærpolitistationer i Brønderslev og Aars officielt dørene op - og både lokalbetjente og borgere glæder sig.
Tilbage i december blev regeringen og en række partier enige om en stor politiaftale. En aftale, der blandt andet sikrede Nordjylland to nye nærpolitistationer i Brønderslev Kommune og Vesthimmerlands Kommune.
Siden da har Nordjyllands Politi arbejdet på at gøre nærstationerne klar, og det er nu lykkedes. For på tirsdag åbner stationerne i Brønderslev og Aars officielt.
- Det bliver godt. Jeg håber, at vi får en god kontakt med borgerne i Vesthimmerland - det er i hvert fald planen. Så jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, lyder det fra Niels Voldbæk, der er en af de nye lokalbetjente på stationen i Aars, kaldet Nærstation Vesthimmerland.
Jeg forventer, at de er synlige her i lokalområdet og i hele Vesthimmerlands Kommune. Og jeg håber også på, at de bliver det, fordi det skaber en tryghed blandt borgerne.
Jørgen Christensen, Hvorvarp
Jobbet er ikke noget nyt for Niels Voldbæk. Han har nemlig tidligere været lokalbetjent i det vesthimmerlandske, indtil de gamle nærpolitistationer lukkede i 2017. Så nu glæder han sig til at vende tilbage igen.
- Det er sådan noget arbejde, jeg godt kan lide. Det er den der nære kontakt med borgerne og de mange afvekslende og forskellige opgaver, siger han.
Skal øge synligheden i lokalområderne
Begge nærpolitistationer har en åbningstid på mindst 15 timer og vil hver især have i alt seks fast tilknyttede lokalbetjente.
Målet med nærstationerne er, at politiet - gennem forskellige arbejdsopgaver - skal tættere på nordjyderne og være mere synlige i nærmiljøet, hvilket skal øge trygheden.
- Det er hele spektret af politiopgaver (vi skal løse, red.). Vi skal jo bruge meget tid på forebyggelse og på at tage os af de nære problemer, som befolkningen har herude, siger lokalbetjent Niels Voldbæk.
Det bliver godt. Jeg håber, at vi får en god kontakt med borgerne i Vesthimmerland - det er i hvert fald planen. Så jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet.
Niels Voldbæk, lokalbetjent, Nærstation Vesthimmerland
Derudover kan borgerne komme forbi og foretage anmeldelser eller få råd og vejledning fra politiet. Desuden vil betjentene også patruljere i lokalområdet som et supplement til beredskabet, ligesom det kørende beredskab hos Nordjyllands Politi kan arbejde fra nærstationerne.
Lokale borgere glæder sig - og har forventninger
De borgere, som vi mødte i det centrale Aars, glæder sig til, at den nye nærpolitistation åbner, og de er ikke i tvivl om, hvad deres forventninger til nærpolitiet er.
- Jeg forventer, at de er synlige her i lokalområdet og i hele Vesthimmerlands Kommune. Og jeg håber også på, at de bliver det, fordi det skaber en tryghed blandt borgerne. Det er jeg sikker på, lyder det fra Jørgen Christensen fra Hvorvarp.
- Jeg håber på, at der vil komme mere politi i gadebilledet, så der kan blive lidt mere ro i byerne her i oplandet, siger Jytte Knudsen fra Borregård.
Den officielle åbning af nærstationerne i Brønderslev og Aars finder sted tirsdag formiddag, hvor blandt andre justitsministeren, politidirektøren og borgmestrene deltager. Og efter åbningen er der åbent hus for alle interesserede.