Potent lavtryk med sne og kulde holder kursen mod Danmark
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpic
Vinterhalvårets første sne ser ud til at falde i forbindelse med et kraftigt lavtryk tirsdag og onsdag.
Vindstødene kan nå op på stærk storm i løbet af onsdagsdøgnet.
Om få dage kommer vinteren for alvor buldrende, når et potent lavtryk sender både regn, slud og sne samt kulde hen over Danmark i løbet af tirsdag og onsdag.
I forbindelse med lavtrykspassagen bliver det også meget blæsende – lokalt måske op til fuld storm i middelvinden.
Derfor kan det være med helt snestormslignende tilstand der, hvor sneen falder.
Endnu er det usikkert, hvor mange centimeter sne der i sidste ende bliver liggende. Der er nemlig tale om våd sne, hvoraf meget vil smelte ret hurtigt, når det rammer jorden.
Men det er efterhånden sikkert som amen i kirken, at vinterhalvårets første sne venter i den kommende uge.
Sådan rammer lavtrykket
Søndag formiddag ligger lavtrykket fortsat langt væk fra Danmark.
Faktisk ligger det placeret lidt syd for Grønland, hvorfra det i løbet af de næste to døgn tager den lange rejse ned over Nordatlanten og De Britiske Øer.
Lavtrykket forventes at ankomme til Danmark i løbet af tirsdagen med tiltagende vind og nedbør af varierende former.
I første omgang vil nedbøren nok falde som regn eller slud.
De seneste dage har den største usikkerhed været, hvilken bane lavtrykket ender med at tage. Det kan have stor betydning for det endelige udfald.
Ifølge de seneste prognoser bevæger lavtrykket sig forbi Bornholm, hvilket vil give et bånd af nedbør fra det nordøstlige Jylland ned over Fyn og Østdanmark.
Igen vil nedbøren være af varierende former, men fra midnat til onsdag stiger mulighederne for sne. Især hvis man kommer lidt væk kysterne med det endnu varme havvand.
Op til ti centimeter sne
Onsdag ser ud til at blive med slud eller sne i flere landsdele.
Nogle prognose viser, at der lokalt kan komme en snedybde på mellem fem og ti centimeter.
Derudover får temperaturen et yderligere nøk nedad til mellem to og fire grader i dagtimerne, mens der om natten vil være udbredt frost.
Mens mængderne er usikre, er det altså relativt sikkert, at der i løbet af ugen vil ligge sne et eller andet sted i landet.
Ifølge TV 2 Vejrets snebarometer er der således 80 procent chance for sne.
I gennemsnit falder den første sne 10. november. Dermed kommer denne sæsons sne omkring en uge senere end normalt.
Vindstød af stærk storm
Ud over de store mængder nedbør bliver det også ganske stormfuldt. Især vindstødene bliver meget kraftige.
I et bælte, der strækker sig ned gennem Kattegat, Storebælt og sidenhen ud til Bornholm, kan vindstødene nå op på stærk storm i løbet af onsdagsdøgnet.
Af den årsag kan det ikke udelukkes, at middelvinden kan nå stormstyrke. TV 2 Vejrets stormbarometer giver omkring 30 procent risiko for storm.
Skulle der måles stormstyrke i middelvinden, vil det være første gang siden stormen Rolf, der ramte Danmark tilbage i februar.