Minister "åben for dialog" i strid om dige
Foto: TV2 Nord
Kulturministeren vil arbejde for at sikre "god balance mellem hensynet til bevaringen af vores fælles kulturarv og hensynet til moderne brug".
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil se nærmere på, hvordan lovgivningen for bevaring af fortidsminder skal indrettes.
Det siger han i et svar til det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, som har stillet spørgsmål til ministeren, efter at TV2 Nord fortalte om 75-årige Svend Ovenskou-Pedersen fra Louns, der er blevet pålagt at retablere et dige, som Vesthimmerlands Kommune mener, er et lovbeskyttet stykke kulturarv.
- Jeg mener, at min far og naboen pløjede markskellet væk i 1953 eller der omkring. Jeg kan huske, at de begge lige havde fået hver sin nye grå Ferguson-traktor. De mente nok, at de kunne få plads til fire rækker kartofler hver, hvis de fjernede markskellet, har Svend Ovenskou-Pedersen fortalt til TV2 Nord.
Vesthimmerlands Kommune mener dog ikke, at der var tale om et markskel, men derimod et dige, som siden 1980 har været beskyttet af loven som kulturarv.
- Vigtigt at sikre god balance
Kommunen har derfor pålagt landmanden at retablere diget, selvom Svend Ovenskou-Pedersen mener, at han kan dokumentere, at der aldrig har været et dige på stedet.
Sagen har fået Preben Bang Henriksen til at stille følgende spørgsmål til kulturministeren:
"Hvilke ændringer påtænker ministeren sig vedrørende museumslovens forpligtigelser om lodsejerens genetablering af diger, der eksempelvis ikke har været synlige i 50 eller 100 år?"
Nu er spørgsmålet blevet besvaret, og her kommer ministeren kritikerne i møde.
- Det er vigtigt for mig at sikre en god balance mellem hensynet til bevaringen af vores fælles kulturarv og hensynet til moderne brug, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Ifølge ministeren har Slots- og Kulturstyrelsen igangsat et nationalt kortlægningsprojekt, som løber indtil 2025. Udviklingen af et retvisende digitalt kort skal sikre et forbedret vejledende kort over de beskyttede diger i Danmark, som kan danne grundlag for en grundig gennemgang af området samt sikre et bedre administrationsgrundlag fremadrettet.
- Jeg er dog samtidig altid lydhør over for forslag til, hvordan vi yderligere sikrer den rette balance, og jeg er åben over for at tage en dialog herom, når jeg har haft lejlighed til at se på eventuelle mulige løsninger, siger Jakob Engel-Schmidt i svaret til Preben Bang Henriksen.
Se forklaringen af hele sagen her: