Mimi og Tina vil ikke have, at børn skal kigge forgæves under juletræet
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
I Vesthimmerlands Kommune kan trængte familier få hjælp af det såkaldte ønsketræ til at give deres børn en julegave.
Det er ikke alle børn, der er opvokset i familier, hvor budgettet rækker til at give julegaver hvert eneste år.
Men i Aars har Mimi Haubro Larsen og Tina Frost Petersen sat sig for at gøre deres for, at langt de fleste børn alligevel kan pakke en gave op den 24. december.
For seks år siden plantede de for første gang det såkaldte ønsketræ, der skal være med til at hjælpe børn i hele Vesthimmerlands Kommune med få nogle af deres juleønsker opfyldt.
Tirsdag blev ønsketræet pyntet hos Vesthimmerlands Ungdomsskole i Aars, og her kan familier, hvor pengene er små, hænge et ønskehjerte med tre gaveønsker på træet. Ønskerne kan blive opfyldt af alle, der skulle have mulighed for det. Det kræver, at man henter et ønskehjerte fra ønsketræet og selv køber en af de tre ønsker.
- Der er så mange andre børn i børnehaver og skoler, der får mange gaver, og så er der de familier, hvor der ikke rigtig er nogen, så kan en ekstra gave varme noget mere, siger Mimi Haubro Larsen, der sammen med Tina Frost Petersen er tovholder for ønsketræet.
Flere og flere ønskehjerter
Ønskerne på ønskehjerterne må ikke overskride 200 kroner, men ellers kan børn og unge mennesker ønske sig alt, hvad de kan finde på. Tidligere har det været alt fra legetøj til gymnastiksko, men også hverdagstøj og skoletasker har været på ønskelisten.
- Det bedste er jo helt sikkert, når de kommer og henter deres pakker, og man kan se, hvor taknemlige de er, og børnene er jo også helt oppe at køre over, at de får en pakke, siger Tina Frost Petersen.
Da ønsketræet første gang opfyldte ønsker for seks år siden overgik det de to tovholderes forventning, da 60 børn fik deres ønsker opfyldt.
Siden har kun flere benyttet sig af muligheden for at få en pakke under juletræet, og i år forventer Mimi Haubro Larsen og Tina Frost Petersen, at i nærheden af 200 ønskehjerter kan komme på ønsketræet i håbet om at forsøde den svære juletid.
- Der skal man ikke underkende, at det faktisk betyder rigtig meget for forældre at kunne give deres børn en julegave eller for børn at få en julegave. Om den er lille eller stor, har ikke den store betydning, men bare det med, at der er nogen, der tænker på en, siger Tina Frost Petersen.
Afhængig af næstekærlighed
Tidligere år er det lykkes at opfylde mindst et ønske på alle ønskehjerter, og det er også forventningen til i år. Men det hele afhænger af alle de næstekærlige vesthimmerlændinge, der kunne have mulighed for at opfylde et ønske fra hjertet.
- Vi håber, at den ekstra julegave, de får, varmer lidt mere, for der er andre folk, der tænker på dem, og gerne vil hjælpe dem, siger Mimi Haubro Larsen.
I år har Svømmecenter Vesthimmerland også valgt at spæde til gavekurven, så de giver to billetter til alle, der hænger et ønskehjerte på ønsketræet.