Lokalsamfundet frygter for fremtiden, hvis Ranum Skole lukker
Fredag afgjorde børne- og familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune, at folkeskolerne i Ranum, Ullits og Vester Hornum indstilles til lukning.
Engang var Ranum et kulturelt center i hele Vesthimmerland - men siden seminariet lukkede i 1986 er udviklingen gået den gale vej - i hvert fald hvis man spørger Per Fragtrup og Maibritt Svendsen, der viser rundt i byen.
Og de frygter en mulig skolelukning.
- Jeg har ingen børn, der går heroppe, men bare at tænke på en skolelukning er ikke til at bære, lyder det fra Per Fragtrup.
- Der hvor jeg har set, de har lukket skoler, plejer det også at medføre, at resten af byen lukkes ned, siger Maibritt Svendsen, der er formand i Ranum Borgerforening.
Børne- og familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune indstillede fredag til byrådet, at man lukker Ranum Skole, Ullits Skole og Vester Hornum Skole per 1. august 2024.
Et flertal i udvalget bestående af Inger Nielsen (V), Jeppe Korreborg Pedersen K), Signe Nøhr (K), David Rathkjen (SF), Benny Hansen (V) og Jens Chr. Pedersen (S) stemte for at lukke de tre skoler grundet faldende børnetal.
Efterskolen og erhvervslivet er bekymrede
Tidligere havde Ranum masser at byde på - men flere og flere tilbud er nu forsvundet.
Ranum Seminarium, der var byens helt store trækplaster, blev genfødt som efterskole og har i dag 500 elever og cirka 100 ansatte.
Men nu frygter forstanderen, at en lukning af folkeskolen også vil få konsekvenser for dem.
- Jeg vil rigtig gerne beholde en skole, hvor vi kan tiltrække medarbejdere og unge familier, hvor forældre kan gå med deres børn i skole, og hvor der er et rigt fritidstilbud. Det kan godt blive truet af den her lukning, siger Olav Storm, forstander på Ranum Efterskole College.
I dag er Dagli' Brugsen omdrejningspunktet for handelslivet - også de er afhængig af skolen.
- Jeg frygter, børnefamilierne flytter herfra, og det er dem, vi helst vil have ind i vores butik, for de er gode kunder, fortæller uddeler i Dagli' Brugsen i Ranum, Kim Bugge Ørndrup.
Men nu vil Ranum ikke finde sig i mere. De er dødtrætte af, at alting bliver flyttet til de store byer i Vesthimmerlands Kommune.
- De begynder altså at træde os ganske alvorligt over tæerne, og jeg synes, de afvikler byen i stedet for at udvikle den, siger Maibritt Svendsen.
Trods anbefalingen fra udvalget er det endnu ikke sikkert, at skolen i Ranum lukkes. Den endelige beslutning træffes af byrådet 15. juni, når det sidste byrådsmøde inden sommerferien afholdes på rådhuset i Aars.