Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Friskoler skyder op, mens der spares på folkeskoler

Foto: Jesper Bo Winther

Blære Friskole åbnede op, da folkeskolen blev lukket ned.

I Vesthimmerlands Kommune kommer der flere og flere friskoler, mens de kommunale folkeskoler skal spare.

Skolen i Blære med 68 elever er en af de små skoler der blev lukket af Vesthimmerlands Kommune for fire år siden. En gruppe forældre insisterede på, at skolen skulle genopstå som friskole. Det har den nu været i præcis tre år.

- Det er da en succes, at nogle ildsjæle havde sat sig for, at man ville have en friskole – og det blev det. Vores motto er ”fra bog til virkelighed”, hvilket betyder, at eleverne som regel får afprøvet deres faktuelle viden ude i virkeligheden, siger Preben Krøldrup, konstitueret leder på Blære Friskole.

En 9. klasse er under TV2 Nords besøg netop ved at afprøve deres færdigheder i trigometri ved at måle rette vinkler og kridte en fodboldbane op sammen med deres matematiklærer, Elsebeth Skadhauge.

- Vi får også lov til at komme ud i en køkkenhave og lignende. Her handler det om en god blanding af fakta og viden. Og så er skolen så tilpas stor, at vi alle sammen kender hinanden, siger Lærke Aldberg fra 9. klasse på Blære Friskole.

 

- Det er fantastisk, som forældre og bedsteforældre går op i skolen og arbejder for den. Og så har vi nogle unikke undervisningslokaler og udearealer. Fire hektar. Der er ikke nogen barakker, der skal renoveres og så videre. Det er bare helt perfekt. Det er et fantastisk område, siger Preben Krøldrup.

Ny regering vil sætte tilskud ned

I fremtiden bliver det måske knap så fantastisk for friskolerne. Socialdemokraterne sagde i valgkampen, at tilskuddet til friskolerne skal ned. Betalingen til de frie grundskoler beregnes ud fra 76 procent af et landsgennemsnit af udgifterne til en folkeskoleelev.

Den procentsats skal ned på 71, mener den nye regering. At der beregnes ud fra et landsgennemsnit betyder, at en friskole i en kommune som Vesthimmerland kan få et pænt beløb, fordi udgifterne i netop den kommune er meget lavere sammenlignet med så mange andre.

Friskolen i Blære fik desuden bygninger og inventar for en million kroner. Det faldt det socialdemokratiske byrådsmedlem, Rasmus Vetter, for brystet.

 

- En guldrandet aftale. Jeg var skuffet. Det var sådan en studehandel, der kom i sidste øjeblik. Og så får de forældrebetaling oveni, så en friskole her i kommunen kan sagtens figurere med flere penge per elev, end vi har på de store folkeskoler. Jeg synes, det er lidt forkert, at der er så stort et statstilskud oveni. Det er ulige, selvom jeg også er klar over, at mange har valgt friskolen på grund af beliggenhed og ikke altid på grund af utilfredshed med folkeskolen, siger Rasmus Vetter.

Han var som byrådsmedlem med til at lukke tre folkeskoler: Strandby, Overlade og Blære, for at spare penge. De genopstod hurtigt som friskoler.

- Det gjorde da ondt at lukke skoler, men det var ikke meningen, at de bagefter skulle opstå som friskoler. Vi ville gerne styrke folkeskolerne og gøre det bedre for alle elever. Det bedste ville jo være, at borgerne i vores kommune, forældre og børn, brugte de folkeskoler, vi har, så vi kunne styrke dem og lave nogle gode, bæredygtige folkeskoler med stor faglighed, siger Rasmus Vetter.

På Blære Friskole påpeger forældre og lærere, at det bedste for dem er valgmuligheden:

 

- Jeg kan godt forstå, at folkeskolen skal bevares og passes på, men nu bor vi i Blære, så derfor er valget naturligt for os. Skolen gør bare så meget for børn, der ikke lige passer ind i de store rammer, siger Maria Lützow, der har en datter, Villa, på fire, der også skal i friskolen, når hun begynder i 0. klasse.

- Jeg synes det er fint, at man har flere tilbud, så forældre kan melde børnene ind der, hvor man synes, man får det bedste tilbud, siger konstitueret skoleleder Preben Krøldrup.

Børnetallet falder i Vesthimmerland

Strandby friskole lukkede hurtigt, mens de andre er der endnu. Kommunens prognoser viser, at der inden for de næste seks år kommer til at mangle 300 børn, så hver mistet elev til en friskole sætter ifølge Rasmus Vetter endnu mere gang i den onde spiral.

 

- For eksempel betyder ti elever i en friskole 550.000 kroner mindre i en folkeskole. Det er jo en lærerstilling, der ryger, bare ti elever forsvinder. Så det er svært for vores folkeskoler at få det til at fungere, for børnetallet går altså voldsomt ned i vores kommune. Det er noget, der bløder alle steder. Jo flere friskoler vi får, jo sværere er det at drive folkeskole, siger Rasmus Vetter.

Han kunne godt tænke sig, at der kun var fire-fem store folkeskoler i Vesthimmerlands Kommune.

- Men vi kommer ikke til at lukke skoler i denne periode, og jeg står nok også helt alene i byrådet med holdningen, erkender han.

Friskolelederen derimod frygter en nedsættelse af tilskuddet til friskolerne og håber på det, han kalder sund fornuft i den nye regering.

 

- Når nu man kommer lidt længere hen i finanslovsforhandlingerne, så er jeg sikker på, man finder en løsning på det. Det var sådan noget valgflæsk, siger Preben Krøldrup.

Undervisningsministeriet oplyser til TV2 Nord, at det gennemsnitlige tilskud fra det offentlige til friskolerne er 52.647 kroner. Oveni beløbet kommer forældrebetalingen, der for eksempel på Blære Friskole udgør 13.680 om året for det første barn. På den måde bliver pengene per friskoleelev i Vesthimmerland hurtigt større end de 55.000 kroner, som folkeskolen får per elev i samme kommune.

Tilskudsbeløbet kan variere efter elevens alder, skolens beliggenhed og størrelse og eventuel specialundervisning, oplyser undervisningministeriet.

 

Se indslag fra mandag den 19. august:

 

Orla Hav fra Socialdemokratiet var mandag i TV2 Nord for at tale om friskoletilskuddet:

 

Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.