Fremtidens skoletoiletter må ikke være ulækre
En stor del af de nordjyske folkeskoleelever går ikke på toilet, imens de er i skole. De synes simpelthen toiletterne er for ulækre. Vesthimmerlands Kommune tager nu kampen op, og gør noget ved problemet.
Ulækre toiletter i skolen er er skyld i mange problemer blandt elever, men nu er der hjælp på vej, for fremtidens u-ulækre toiletter er lige på trapperne.
Skoletoiletter har ikke altid været de mest appetitlige steder at opholde sig. Mange toiletter er faktisk så ulækre, at eleverne i undersøgelser peger på, at de ofte undgår at gå på wc, når man er i skole. For at finde fremtidens toilet er lærer, studerende, virksomheder og Vesthimmerlands Kommune i dag samlet til en workshop på UCN.
- Det er vigtigt, fordi vi har så mange børn og unge, der bliver syge af ikke at kunne komme på toilettet, siger Carsten Christensen, Udviklingskonsulent, Vesthimmerlands Kommune.
Nogle af de største problemer med elevernes utilfredshed med toiletterne går på ”lyd og lugt”. Derfor søger University College Nordjylland (UCN) og Væksthuset sammen en række virksomheder at fremme nye skoletoiletter, hvor blandt andet tænkning som nudging, intelligente spejle og sæbe dispenserer, toiletter med selvrensende toiletsæder, skal gøre det mere behageligt at gå på skoletoilet.
- Når de holder sig, går det ud over både deres egen velfærd, men også deres psyke, når de holder sig en hel dag, siger Carsten Christensen
Mange kommuner står over for at skulle renovere skoler, og derfor giver det ifølge UCN og Væksthuset rigtig god mening for både virksomheder og kommuner at udvikle nye toiletter til skolerne, så eleverne kan få tømt blæren i mindre ulækre omgivelser.
- Toiletterne skal blandt andet være lydtætte. Man gider ikke toiletter, hvor man kan høre, hvad der sker, siger siger Carsten Christensen.
Vesthimmerlands Kommune har afsat 250.000 kroner til at renoverer toiletterne på skolerne i Vesthimmerland.