Fællesskabet vinder over mål og sejre til LykkeLiga-turnering i Løgstør
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
LykkeLiga har eksisteret siden 2016 og lørdag kunne Løgstør for første gang afholde en Lykkeliga-turnering.
Til fuld musik, lyskæder i gulvet og mangefarvet diskolys løber spillerne fra LykkeLiga-klubberne i Aars, Aabybro og Løgstør på banen til håndboldturnering i Løgstør.
Faktisk er det anden gang spillerne gør det, for det er et af de helt stor hit blandt børnene og de unge, når de er til turnering.
Så både før og efter turneringen er der indløb og præsentation af alle spillerne.
Inden indløb nummer to og efter indløb nummer et var de mere end 20 spillere i topform på banen, hvor de spillede kampe på kryds og tværs af klubberne.
- Jeg synes, at det er rigtig fedt. Det er noget af det allerbedste, jeg er begyndt på, siger Rebecca Andersen, der spiller på Aars’ LykkeLiga-hold Aars HK Super Dogs.
”Fedt fællesskab”
I tre år har Rebecca Andersen spillet håndbold i LykkeLiga-regi. Lørdag er første gang hun spiller turnering i Løgstør, for holdet i Vesthimmerland er helt nyopstartet, så turneringen er den første, de afholder.
- Alle er med på det niveau, man nu kan. Alle giver den gas, så meget man overhovedet kan, så alle går her fra og har haft en god dag, siger Heller Møller, der er træner for LykkeLiga-holdet Løgstør Yellow & Blue.
Selvom holdene spiller i forskellige farve trøjer, så betyder det ikke det store. Lørdag har de nemlig valgt at blande holdene, så alle kan lære de nye kammerater fra Løgstør at kende.
- Man har et fedt fællesskab, og man er sammen på kryds og tværs af hinanden, og så er det lige meget med alder og hvilket handicap, man har – bare man er sammen, siger Johanne Møller Andersen, der spiller for Aars HK Super Dogs' LykkeLiga-hold.
Gør plads til alle
Alligevel er mål og sejre vigtige til turneringen, og alle mål bliver fejret på behørig vis. Men mindst lige så vigtigt er det, at alle kan være med, så spillerne er gode til at skiftes til at skyde på mål, og når de mindste skyder, så gør de andre spillere plads i forsvaret, så de kan skyde forbi blokaderne.
- Det er fantastisk. Man bliver jo helt rørt over at se, at de kan rumme hinanden. De er bare så gode ved hinanden, og alle skal have en god oplevelse ved at komme her, og det er de selv meget opmærksomme på, siger Helle Møller.
Sidste kamp i turneringen ender med en sejr til Rebecca Andersens hold, og så betyder sejre alligevel lidt.
- Armen det er megafedt – det er jo megafed at vinde, siger Rebecca Andersen.
Løgstør Yellow & Blue er kun et af mange hold, der er en del af LykkeLiga.
Omkring 1.200 spillere fordelt på 70 hold fra hele landet er en del af sportsfællesskabet, som også er opstartet uden for Danmarks grænser.