- Dumt at lukke noget, der virker, siger 10. klasseselev
- Jeg synes, det er vigtigt at være her i dag og vise regeringen, at det er dumt at lukke noget, der virker. Samtidig er det vigtigt at vise eleverne, hvad det betyder at være en 10. klasseselev, konstaterer Tobias Poulsen.
Han er en af mange, som er mødt op på 10. klasseCenter Vesthimmerland torsdag, hvor man demonstrerer mod, at regeringen vil nedlægge den almene 10. klasse, hvilket kom frem tirsdag.
- Elevernes valg bliver presset et år frem, så de sidder ude i 9. klasse og skal foretage det. Så jeg synes, det er de unge, der taber i det her spil. Vi skal nok overleve, lød det blandt andet tirsdag fra skolelederen på Klostermarksskolen, Lars Peter Nitschke.
Torsdag deltager 10. klasser landet over derfor i eventet 'Bevar 10. klasse', som er arrangeret af Landsforeningen af 10. klasseskoler, Efterskolerne, Frie Skolers Lærerforening, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Ungdomsskoleforeningen, Danmarks Private Skoler, Foreningen af Frie Fagskoler og Friskolerne.
Formålet med eventet er at sætte fokus på 10. klasse og vigtigheden i at bevare et 10. klasse-tilbud for alle.
- Jeg synes, at et event som det her er i tråd med, hvad vi også ser; nemlig at en del unge i Vesthimmerland Kommune har brug for et år ekstra til at modnes socialt og fagligt til at træffe et uddannelsesvalg videre i livet – uanset hvilken uddannelse, de vælger, pointerer uddannelses- og arbejdsmarkedschef i Vesthimmerland Kommune Lone Lollesgaard og fortsætter.
- Hertil har vi nogle fokus-klasser for udfordrede og sårbare unge, som har mulighed for at tage en 10. klasse sammen med andre unge, det mister de nu, afslutter hun.