Chauffør anholdt og sigtet for vanvidskørsel med promille på 2,8
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En 38-årig udenlandsk lastbilchauffør er anholdt og sigtet for at køre med en usædvanlig høj promille. Arkivfoto
En lastbilchauffør fra Moldova kørte onsdag aften vanvidskørsel i Løgstør med en promille 2,8.
Det kan koste en 38-årig chauffør lastbilen, retten til at køre bil i Danmark, en bøde og en fængselsstraf, efter han onsdag aften blev anholdt og sigtet for at køre lastbil med en usædvanlig høj alkoholpromille.
Han formåede i forbindelse med anholdelsen at puste politiets alkometer op på hele 2,8.
Solouheld i Løgstør
Lastbilchaufføren kørte galt i Løgstør, idet han ramte ind i nogle skilte, og det var forbipasserende, der slog alarm, da de mente, at noget var helt galt, og chaufføren lugtede af alkohol.
- De har fat i ham, altså sørger for at han ikke kører videre, til vi får en patrulje derud, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.
En promille på 2,8
Det viste sig ganske rigtigt, at de lokale borgeres formodning holdt stik; chaufføren kunne puste promillen helt op på 2,8 ved en alkometertest.
Altså et ganske betragteligt stykke over den tilladte 0.5 promille - og ifølge netdoktor.dk tæt på en tilstand, hvor man blive bevidstløs på grund af alkohol.
Tjek her hvad en promille gør
Rusvirkningen af alkohol indtræder efter 5-20 minutter. Følgende symptomer opstår, når man drikker:
- 0,2 promille: Øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes.
- 0,5 promille: Evnen til på en gang at opfatte situationer og samtidigt udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen indsnævres.
- 0,8 promille: Man får nedsat koordinationsevne og øget reaktionstid.
- 1,0 promille: Opmærksomheden og koncentrationsevnen er svækket. Man begynder at blive træt og får nedsat balance- og bevægelsesevner.
- 1,5 promille: Man får udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær. Centralnervesystemet har fået nok (og maven sikkert også).
- 2,0: promille: Udtalte forgiftningssymptomer, manglende selvkontrol.
- 3,0 promille: Man har manglende kontrol med for eksempel urinblæren og kan blive bevidstløs.
- 4,0 promille og derover: Bevidstløshed og livsfare.
Kilde: Netdoktor.dk
Dermed er der tale om såkaldt vanvidskørsel. Det betyder, at politiet ifølge loven om vanvidskørsel, der trådte i kraft for et år siden, kan konfiskere bilen, hvis der for eksempel er tale om, at en bilist køre spirituskørsel med en promille på 2,0 eller over.
Torsdag morgen har Nordjyllands Politi endnu ikke afhørt chaufføren fra Moldova, da han umiddelbart ikke er ædru nok til det, og han befinder sig derfor i detentionen.
Afventer svar på blodprøve
Samtidig afventer politiet svar på blodprøver, der skal angive den præcise promille.
Derefter er det op til politiets jurister at vurdere hvilken sigtelser, den 38-årige udenlandske chauffør får med sig.
- Det er en farlig kombination med alkohol og kørsel, og det er sådan en bilist, som vi er glade for at få pillet af vejen, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.
Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
- Særligt hensynsløs kørsel
- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel over 100 km/t.
- Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00
Kilde: Politi.dk