Butiksejer råber 'hurra' og jubler over 'kæmpe gevinst'

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er kronede dage for butiksejerne i den nordjyske by takket være en særlig juleudstilling.

Butiksejere i Aars ser tilbage på en ekstraordinær god julehandel i år. Ifølge Mogens Kristensen, der er formand i Aars Handel, har det sprudlende butiks- og restaurationsliv nydt godt af byens helt store tilløbsstykke i december.

Nemlig juleudstillingen i den gamle svømmehal.

- Vi har alle butikker kunnet mærke en øget omsætning, siger Mogens Kristensen til TV2 Nord.

Omkring 40.000 har i år besøgt juleudstillingen, som blomsterdekoratøren Johnny Haugaard og et hav af frivillige står bag.

- Det er en megafed fornemmelse. Det er som sådan en champagneflaske, det bare bliver ved med at sprøjte ud af, og folk er bare så megaglade, siger Johnny Haugaard.

Folk kommer langvejs fra for at se juleudstillingen, og det får en butiksejer til at råbe 'hurra', mens formanden for Aars Handel kalder det en 'kæmpe gevinst'. Mogens Kristensen mener tilmed, at butikkerne og erhvervslivet er rykket sammen i bussen.

Se indslaget øverst i artiklen.


På denne nordjyske grillbar har ejeren fundet opskriften på succes

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I 20 år har Motorvejsgrillen ved Haverslev-afkørslen taget kampen op mod store fastfood-giganter som McDonalds, Burger King og Sunset Boulevard.

Årets første dag er især travl for den lille biks, der ligger glemt ind mellem de store kæder, og det er der en god grund til.

- Det handler om, at vi har noget mad, de andre ikke har. Jeg tror også, at det har noget at gøre med, at vi er gode til at lave lidt større portioner her. Man får noget for pengene, og man bliver mæt, lyder det fra grillejer Karina Tvede Gøttler.

Se hele indslaget her:

Her er hemmeligheden

Selvom konkurrencen kun er blevet hårdere år efter år, har Karina Tvede Gøttler en sund forretning, som kunderne valfarter til.

Det er især grillens berømte ribbenstegs-sandwich, der lokker nordjyderne til.

- Hemmeligheden er, at det er en steg, der kommer direkte fra ovnen, som vi lægger op på pladen og skærer direkte fra, fortæller grillejeren.

Faktisk har de seneste års ankomst af Burger King og Sunset Boulevard også været med til at øge omsætningen for Motorvejsgrillen, fastslår Karina Tvede Gøttler:

- Alle de store giganter trækker folk op fra motorvejen, og så er der nogen, der ser, at man også kan få en hotdog, og det vil de egentlig hellere.


Dagen derpå: Her fik de Underberg, whisky og øl fra morgenstunden

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der var ingen tømmermænd hos stamgæsterne på brunt værtshus.

- Hvad drikker i?

Vi havde ikke siddet ved bordet på værtshuset Bjælkehytten i Brønderslev i mange minutter, før stamgæsterne hentede friske forsyninger. De havde allerede fået Underberg, whisky og øl og ville selvfølgelig gerne byde deres gæster på en enkelt.

Journalist og fotograf fra TV2 Nord var på optagelse nytårsmorgen for at se, hvordan det gik med tømmermændene på et af Nordjyllands brune værtshuse.

Bjælkehytten i Brønderslev åbnede 1. januar 10.00. Per Asdal og Joseph Khoury fra Brønderslev kom 10.15.

- Vi fik ikke for meget i går. Det var stille og roligt. Jeg sad og drak med min bettebror. Jeg kom i seng klokken 1, fordi der kunne vi ikke mere. Så stod jeg op klokken 6, for så skulle jeg afsted igen, forklarer Per Asdal, inden vi skåler.

Der var god stemning blandt stamgæsterne nytårsdag. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Klokken 11.15, da TV2 Nord besøger Bjælehytten, var der allerede godt gang i stedet. 10-15 stamgæster var på plads for at ønske hinanden godt nytår.

- Jeg åbnede først klokken 10 i dag. Jeg plejer at åbne klokken 8,, så jeg havde lige lidt længere tid at sove på. Men morgenkunderne er standhaftige. De kommer hver dag, fortæller forpagter af Bjælkehytten Tina Mikkelsen.

Der var ikke skyggen af nytårstømmermænd at spore på Bjælkehytten, da den næste kolde øl blev knappet op.

- Den smager bedre 1. januar, end den gør den 31. december.

Hvorfor det?

Det er fordi, det er det nye år. Det er der, man skal hygge sig. Vi har også drukket en whisky her til morgen, siger Per Asdal.

Se hele indslaget her:

Kold før 12

Ved siden af Per Asdal sidder Joseph Khoury. Han måtte tidlig i seng dagen før, altså nytårsaftens dag, efter han havde siddet på Bjælkehytten fra de åbnede 8 til ud på eftermiddagen.

- Jeg gik i seng klokken 17, tror jeg, fordi jeg var meget fuld i går. Det er ærlig snak, påpeger Joseph Khoury.

Dagen efter, altså nytårsmorgen, sidder Joseph Khoury igen på Bjælkehytten.

- Jeg kommer her ikke fordi, jeg er alkoholiker. Det er fordi, jeg søger selskab, kammeratskab, og så sidder vi og får en øl, en mere, ti og tyve, og så kommer der røverhistorier, og det er ærlig snak, forklarer Joseph Khoury.

Forpagterne for Bjælkebytten er glade for alle stedets faste kunder, der trofast kommer hver morgen og formiddag.

- Der kører et motto hernede. Nytårsaften er for amatøralkoholikere, griner forpagter Tina Mikkelsen.

Jeg døde ikke

Sådan en formiddag på nytårsdag er stemningen løssluppen og glad på det brune værtshus i Brønderslev. TV2 Nord smutter efter en enkelt øl. Stamgæsterne bliver tilbage og glæder sig til et nyt og fantastisk år.

- Det er kun os selv, der bestemmer. Vi tager en dag ad gangen, vi kan ikke gøre det anderledes. Hver dag du vågner, så siger du yes, 'det var en god nat. Jeg døde ikke', griner Per Asdal.

 


Truede med at lukke for varmen, så ringede borgmesteren

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Skagen SportsCenter har fået tilbud om en lejeaftale frem til 31. december 2039.

Der var kolde udsigter for de gymnaster, tennis- og badmintonspillere, der ugentligt dyster i Skagen SportsCenter.

Her lød det nemlig tidligere på dagen, at man simpelthen ville slukke for varmen i hallerne, fordi Frederikshavn Kommune ikke ville forlænge den nuværende lejeaftale af stedet.

En opringning til den lokale formand fra borgmesteren har dog vendt situationen totalt på hovedet.

Ti år mere

Kort efter TV2 Nord bragte nyheden, kunne Frederikshavn Kommunes nye borgmester, Karsten Thomsen (S), fortælle, at han netop havde overbragt foreningen et nyt tilbud.

- Kommunen har indstillet, at vi får en forlængelse af vores lejeaftale med ti år, så den løber frem til 2039, og det gør så, at vi selvfølgelig etablerer varmen i hallerne igen, siger formand Børge Mikkelsen.

Over for TV2 Nord har Karsten Thomsen ligeledes bekræftet, at man har sendt et tilbud om forlængelse af lejeaftalen til foreningen bag Skagen SportsCenter.

Vil have fjernvarme

I november gik varmeanlægget i Skagen SportsCenter i stykker, og sidenhen har et nødanlæg sørget for svinedyr varme i de to haller.

Med udgifter på 25.000 kroner om ugen til nødanlægget har det dog været en uholdbar løsning for foreningen, der driver hallerne, og derfor har de gennem længere tid ønsket at koble på byens fjernvarmesystem.

Men eftersom lejeaftalen allerede udløber i 2029 ville den store ekstraudgift ikke være rentabel for foreningen.

- Når vi får noget på skrift fra kommunen, vil vi nu sætte gang i hele processen om at koble på fjernvarmen, fortæller Børge Mikkelsen.

Han forventer, at det vil koste 600.000 kroner at få fjernvarme og forsikrer samtidig, at det er en udgift, som foreningen selv kan klare, nu når de har fået vished for fremtiden.


Jacobs nytårstradition spreder glæde i nabolaget: - Det er sjovt

Foto: (Privatfoto)

Her ses dagens 'fangst'.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Vanen tro trodsede syvårige Jacob Spagner regnvejret 1. januar for at rydde op efter nytårsfesten i nabolaget.

Siden han var blot fire år gammel, har Jacob Spagner ryddet resterne af det affyrede nytårskrudt op på de omkringliggende veje på årets første dag.

I år blev ingen undtagelse. Her stævnede den i dag syvårige dreng nemlig allerede tidligt ud fra familiens hjem med en trækvogn for at samle nytårsskrald op i området ved Blommevænget og Æblevangen i Aalborg.

- Jacob har altid været lidt fascineret af alle de ting, der har været tilbage på vejen efter nytårsaften. Det var sådan, det startede, og så er det jo bare lidt hyggeligt, indleder hans mor, Camilla Spagner til TV2 Nord.

Her ses Jacob samle ind i løbet af 1. januar, hvor regnen ellers silede ned. Foto: (Privatfoto)

Stor begejstring

Den gode gerning er heller ikke gået ubemærket hen hos naboerne.

- Jeg har fået lakridser og bolsjer for det, lyder det fra Jacob Spagner.

Der har da også været enkelte naboer, som gennem årene har været så taknemlige, at de ville give Jacob penge for hans gerning, men det tilbud takker familien nej til.

- Jacob synes jo bare, at det er sjovt at samle ind, uddyber mor Camilla.

Men selvom den syvårige dreng har sin egen fest med at rydde op, er han da også selv glad for skyde af med sin far, fortæller han:

- Og det er altså sjovest at skyde af, understreger Jacob med et grin.

Dagens fangst bød på alt fra batterier til store romerlys.


Kold fornøjelse: Slukker for varmen i frustration over kommune

Foto: Pressefoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Frederikshavn Kommune vil ikke forlænge en lejeaftale, hvilket får formanden for Skagen SportsCenter til at tage drastisk skridt.

Der bliver ingen grund til at smide jakken, når der skal dyrkes sport i Skagen SportsCenter i det nye år. Faktisk er det en god idé at tage lange underbukser og en uldtrøje på, hvis den står på et slag badminton eller tennis i de to haller fremover.

Her brød varmeanlægget nemlig sammen i november, og i det nye år er der ingen planer om at tænde for det nødanlæg, som ellers indtil nu har sørget for varme i hallerne.

Vi står i en akut situation, hvor vi har brug for et klart svar

Børge Mikkelsen, formand, Skagen SportsCenter

Det skyldes ifølge formand for Skagen SportsCenter, Børge Mikkelsen, at kommunen nægter at forlænge deres lejeaftale, som ellers først står til at udløbe 31. december 2029.

- Vi beder ikke om penge til at løse problemet. Det skal vi nok selv klare, for vi har en sund økonomi, men vi er trætte af, at kommunen smider os rundt i manegen. Hvorfor vil de ikke forlænge lejeaftalen med os? Det har de gjort uafbrudt siden 1936, men nu vil de afvente udarbejdelsen af en kommunal ejendomsstrategi.

- De siger, den er færdig til sommer, men det kan vi ikke vente på. Vi står i en akut situation, hvor vi har brug for et klart svar. Det vil kommunen ikke give, og det skaber stor usikkerhed for os, så nu forsøger vi at råbe politikerne op.

Har udgift på 25.000 om ugen

Helt konkret ønsker Børge Mikkelsen, at Skagen SportsCenter skal tilsluttes fjernvarmen, men det vil betyde en udgift på 600.000 kroner.

Det kan centret godt selv finansiere, men så ser man gerne, at lejeaftalen bliver fornyet med udløb i 2043.

- Jeg har været med i bestyrelsen i over 30 år, og vi er aldrig kommet med hatten i hånden til kommunen. Vi har styr på vores økonomi, men det er klart, at vi søger fondsmidler til en så stor investering som et skifte til fjernvarme.

- I den forbindelse bad vi inden jul igen kommunen om en forlængelse af lejeaftalen, men der var ingen hjælp at hente. Det tvinger os desværre til at slukke for det nødvarmeanlæg, som ugentligt koster os 25.000 kroner ekstra til opvarmning, siger Børge Mikkelsen.

Dermed står temperaturen altså til at falde markant for de gymnaster, badminton- og tennisspillere, som dagligt benytter idrætscentret.

TV2 Nord har bedt formand for Økonomiudvalget og borgmester i Frederikshavn Kommune, Karsten Thomsen (S), om at forholde sig til kritikken. Han oplyser, at man nu har sendt et udspil til Skagen SportsCenter, som man afventer svar på.