Affyret batteri blev sat i bagagerum - så brød bilen i brand
Det har været en rolig nytårsaften i Nordjylland, hvor der ikke har været store ulykker eller brande. Der har dog stadig været en række mindre brande i landsdelen, og en af dem var en bilbrand i Sæby.
- Et batteri var blevet affyret, og så var det blevet sat i bilens bagagerum. Og så opstod der brand i bilen, siger Jan Nedza, der er beredskabschef hos Nordjyllands Beredskab.
Beredskabet fik hurtigt kontrol over branden og fik den slukket.
- Men hvorfor man sætter det derind, ved jeg ikke, siger Jan Nedza, der ellers oplyser om en forholdsvis rolig nytårsnat, hvor der har været 30 udrykninger i Nordjylland.
Heraf har hovedparten været brande i affaldscontainere i det fri.